Overvejelser om børn
Når jeg spekulerer på, hvordan mit fremtidige barn vil se ud, tænker jeg helt automatisk på min yngste lillebror. Som om jeg bare ville få ham eller i det mindste en kopi. Det ville være ret lækkert.
Hvis jeg anstrenger mig yderligere, kan jeg godt forestille mig selv med en nuttet baby. Lille, kær og meget nem at have med at gøre. Sød ikke?
Når Kasper skal forestille sig selv med et barn, så forestiller han sig en 10-årig dreng der elsker fodbold, og som han kan se kampe i parken sammen med, mens de spiser hotdogs og råber af dommeren.
Når et barn ikke ligefrem er på trapperne alligevel, er det fordi vi er realistiske. Vi kan begge to godt forudse, hvad en kombination af vores gener ville føre til, og det er ikke et kønt syn:
