april 2011
Begivenhedsrig onsdag
Jeg tager for tiden et fag på Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, og da det ikke er mit eget fakultet, kender jeg ingen på kurset. Heldigvis kom jeg i går til at sidde ved siden af tre meget flinke personer fra Naturvidenskabeligt Fakultet, der heller ikke hører til på Panum til dagligt. Da undervisningen er slut, udbryder en af dem:
Og med det mente han, om vi ikke skulle snige os ned i de medicinstuderendes læsesal, der indeholder en kæmpestor samling af syltede mennesker. Jojo, også barnelig og abortfostre, nu med blotlagte blodårer og afskårne nyrer.
Det var en ret speciel oplevelse, og jeg forstår godt at samlingen ikke er offentlig tilgængelig. Især den lille måske toårige dreng, der lå i et højt glas, perfekt bevaret, stadig med øjenvipper og små dun på kinden, var meget… abstrakt at stå at kigge på. Jeg kunne slet ikke forholde mig til 1) at han engang faktisk har været i live og har rendt rundt og leget, 2) at hans forældre har valgt at donere ham til videnskaben. Og jeg ved godt, at det er nødvendigt at læger også kan lære om børns anatomi, men alligevel… Jeg havde nok valgt en kiste.
Som om jeg ikke havde kigget nok på underlige kroppe, opstod der senere på dagen en lidt mærkværdig situation, da jeg skulle vaske op, og opdagede at min ene albue pludselig var hævet op til dobbelt størrelse. Da den havde set helt normal ud seks timer forinden, valgte jeg at tage til lægen, der synes det så meget uhyggeligt ud, og straks sendte mig videre til skadestuen.
På skadestuen tog sygeplejersken dog situationen med ophøjet ro. Hun prikkede en enkelt gang på hævelsen, jeg råbte forskrækket av, hvorefter hun konkluderede, at jeg havde overanstrengt mit led og gav mig en armslynge på.
EN UGE? Skal jeg gå med en fucking hvid sygehusagtig slynge i EN UGE? Tak for lort, univers! Og det værste er næsten, at jeg er begyndt at tvivle på sygeplejerskens diagnose, for min arm er ikke blevet mindre siden i går – tværtimod.
Ja, det bliver sjovt at møde op til undervisning i dag…
Massevis af kager
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg gik forbi den lille muffinformede keramikskål mange gange i går, men mit hoved var så fyldt med tanker om kager, at jeg troede det skulle eksplodere.
… men det kender I vel allesammen godt, ikke?