At være en superhelt
De seneste par dages drama hos amarorama, fik mig til at tænke på, hvor irriterende det er, at jeg er sådan en kujon. Jeg ville aldrig turde gå på udforskning i gammelt hus med mystiske navneskilte.
Jeg har godt nok aldrig direkte været i en sådan situation, men alligevel ved jeg det. På grund af min narkolepsi drømmer jeg nemlig abnormt meget, mine drømme er meget lange og jeg kan som regel huske det hele bagefter, og en af mine tilbagevendende drømme går ud på, at alle mennesker er døde eller har barrikaderet sig i deres huse. Jeg er alene.
I hvert fald hvis man ser bort fra de spøgelser og vampyrer der lusker rundt, på jagt efter overlevende. De mennesker, der endnu ikke er blevet spist, gemmer sig i deres huse, og jeg kan regne ud, at de ikke har mange dage tilbage, før deres madlager slipper op. Jeg er blevet udstyret med evnen til at flyve, og nu er det op til mig at redde hele verden!
Desværre er jeg pissebange, og bruger udelukkende mine superkræfter på at flygte væk fra alt det uhyggelige. Hele natten. Hop, hop, flyv, hop med genfærd lige i hælene.
Det er sørgeligt. Jeg ville så gerne være bare lidt superhelteagtig, bare en lille smule modig, men selv i mine drømme og udstyret med superhelteevner kan jeg altså ikke gøre noget nyttigt.
Disse tanker sad jeg og blev lidt bitter over, indtil min lillesøster ringede og reddede dagen:
Det gælder altså bare om, at vælge sine superhelteevner og sin modstander med omtanke. Jeg føler i hvert fald, jeg har ret godt tjek på denne situation.
lørdag 21. maj, 2011 @ 09:16
Kloge ord du har på agendaen, og jeg tænkte så meget på dig i går, da jeg sad med en minigravhund på skødet.
lørdag 21. maj, 2011 @ 10:02
Ha! Ej hvor sjovt! Den var sød ikke? Åh gravhunde er så dejlige og nuttede! Jeg har helt gravhundeabstinenser lige nu.
lørdag 21. maj, 2011 @ 10:19
Du er en superheltesøster! *love*
lørdag 21. maj, 2011 @ 10:37
Århh du er godt nok en rigtig en super-hund.Min 3 årige knægt sad lige nu på skødet af mig da jeg læste dette indlæg og han næsten klatrede helt op på tastaturet og råbte SUPER HUND, MERE SUPER HUND.
lørdag 21. maj, 2011 @ 10:49
Virkelig klam tilbagevendende drøm du har der! Mit mareridt lyder jo nærmest hyggeligt nu. At kameraet går i stykker eller taget af tyveknægte.
lørdag 21. maj, 2011 @ 11:08
Malou: … i hvert fald når det gælder matematik ;)Karina: Din dreng har god smag ;) Hvor er det sødt!amarOrama: Dit mareridt lyder ubehageligt realistisk. Men ja, det ville jeg nok også foretrække… Jeg er lidt træt af, jeg flere gange om ugen i de sidste MANGE år har skulle vågne op med dårlig samvittighed, over jeg lader jer allesammen blive spist eller dø af sult, på trods af mine superkræfter.
lørdag 21. maj, 2011 @ 18:10
Ja så hellere dø uden at have flere lektier for ;-)Du kan få mig til at grine! DET er stort!
lørdag 21. maj, 2011 @ 18:45
Vise ord fra en ægte helt.
lørdag 21. maj, 2011 @ 23:05
Stine: Det vil jeg så betragte som endnu en superhelteevne ;)Mille: Jo tak – hverdagshelten hverdagsnadia. Det lyder ikke så godt som SuperNadia, men man må jo tage hvad man kan få.