Del 2: Det startede godt
Som husets yngste barn levede jeg et liv i luksus! Jeg fik alt som jeg ville have det, og jeg var hele familiens centrum.
Jeg burde have vidst, at det var for godt til at kunne vare ved, men jeg var ung og naiv. Og en dag tog min mor denne her med hjem fra sygehuset:
mandag 25. juli, 2011 @ 07:31
Hihi hvem kan da også sige nej til sådan nogen søde hvalpe øjne :P
mandag 25. juli, 2011 @ 08:25
De kunne sagtens sige nej, altså efter den anden unges ankomst. Der blev alle voksne som sten! Måske mine øjne var blevet mindre søde på det tidspunkt?
mandag 25. juli, 2011 @ 08:44
Åh ja, mindre søskende har fanden skabt. Siger min storesøster.
mandag 25. juli, 2011 @ 09:17
Kender det ALT for godt, jeg var familiens yngste, i 7 år inden de kom hjem med endnu et afkom!! Hrmf.. :O)
mandag 25. juli, 2011 @ 10:49
Jeg er enebarn…:P
mandag 25. juli, 2011 @ 11:06
Heidi: For mig har det nok mest været den første, der var irriterende. Det var jo ham der ødelagde det for mig ;)Lotteriet: Ja, det er længe at være alene for så at få det hele smadret ;) Små søskende tager jo en del fokus.Diktesoph: Ha, ja så må du jo nærmest være min modsætning i den retning! Men mere om det senere :)
mandag 25. juli, 2011 @ 11:30
Haha det er fordelen ved at min mor ventede 13 år før hun smuttede to unger ud. Jeg fik hele min barndom for mig selv – og da jeg så blev teenager fik jeg mine egne to slaver… Åååh det var great!
mandag 25. juli, 2011 @ 11:34
Ha! Ja det kunne jeg forestille mig :DMine søskende var ELENDIGE slaver, desværre. Alt for egenrådige og opsætsige.
mandag 25. juli, 2011 @ 11:55
Åh hvor er det dejligt med sådan en som dig.
mandag 25. juli, 2011 @ 16:30
Jamen i lige måde Kristine ;)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 09:27
Hahahahaha!!!!Jeg var 9 år, da jeg blev storesøster – jeg var SÅ glad og stolt :-)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 10:37
Ja, det var jeg også. Indtil det gik op for mig, for meget af opmærksomheden de stjæler!