Mere om det der kærlighed til alle
Selvom jeg er ret begejstret for specialet, er det selvfølgelig ikke den eneste grund til, jeg går rundt og er så idiotisk glad.
Det hjælper også at jeg (stik mod mine værste forudanelser) ikke sidder alene og spiser frokost hver dag. Der er nemlig altid nogen fra specialekontoret, der gerne vil med, og de er virkelig søde alle sammen. Ikke en eneste dag har jeg siddet og kedet mig over madpakken, og det er jeg så taknemmelig for.
Man kan heller ikke andet end blive i godt humør, når Kristian kommer på besøg og spiser rabarberkage og is sammen med mig. Kristian er typen, der spreder hygge omkring sig, selv når han er nedtrykt over at have fået jordens største bilregning (vi siger tak til fulde idioter og gåture på biltage) – jeg tror ikke han kunne være dårligt selskab, selv hvis han prøvede.
Og hvordan skulle jeg kunne være trist, når den altid fantastiske StineStregen har tegnet mig? Så lille en ting, så stor en tak! Jamen det er da bare kærlighed smurt ud over det hele.
Nu vi er ved det, kan jeg også nævne endnu en ting, der lige har gjort min dag en milliard gange bedre (og den var ellers ret god i forvejen). Jeg har slet ikke nået at tegne det endnu, for det skete nemlig mens jeg skrev på dette blogindlæg (øhm… Ja… I specialetiden. Jeg holdt pause, okay?).
En pige kom lige forbi og afleverede to pakker med lækker Irma-chokolade og marcipanflødeboller, som tak for jeg havde samlet hendes mobiltelefon op fra en cykelsti. Jeg delte belønningen med den ph.d.-studerende, der hjælper mig med mit speciale, da det var ham der havde ringet til hendes kæreste og afleveret telefonen til hende, mens jeg sad og splittede celler i laboratoriet.
Amen er det ikke sødt? Chokolade! Kærlighed! Til alle! Nu er vi tre, der er glade, og der skulle så lidt til.
Man burde i grunden gøre det mere, ikke? Altså sprede lidt glæde. Gøre noget for andre. Det er en kliche, men det virker jo. Mere af den slags, tak!
fredag 23. september, 2011 @ 12:11
Det lyder altså også totalt i orden!Jeg husker specialeskrivningen som noget mere plagsom.
fredag 23. september, 2011 @ 12:15
Jeg har forresten lavet et blatant rip-off af din person. På jobbet kommanderede en lille pige mig til at tegne en grahund til hende, da hun havde forelsket sig i en ruhåret en af slagsen ved navn Marvin. I manglen på selvstændige kreative evner, tegnede jeg bare dig.
fredag 23. september, 2011 @ 13:22
Anne LO: Ja, det kan man vist rolig sige :)Jeg tror også det kommer lidt an på, hvilket fag man skriver speciale i. Jeg har en idé om, det er lidt sjovere i de naturvidenskabelige fag, hvor man kan lave forsøg i lab, i stedet for at skrive derhjemme.Tokendumbguy: Du er tilgivet ;) Har du ikke et lille billede af det eller noget? Jeg ville egentlig gerne se Marvin :D
fredag 23. september, 2011 @ 13:28
Desværre. Den forsvandt i virvarret af børn. Hun synes dog ikke det lignede Marvin, hvilket vel giver god mening siden det jo basalt set var dig.
fredag 23. september, 2011 @ 13:30
Ja, det kan man selvfølgelig sige. Stakkels Marvin. Jeg følte ellers et sært slægtskab med ham. Nu vi var ens. Som den tvilling jeg aldrig fik…
fredag 23. september, 2011 @ 13:53
Han lød som et godt bekendtskab. Faktisk lød han ifølge pigen, som det mest forrygende væsen der nogensinde har gået på denne Guds grønne jord.
fredag 23. september, 2011 @ 13:57
Ham Marvin lyder bare alletiders. Vi ville have haft det sjovt sammen, Marvin og jeg. Det er jeg sikker på.
fredag 23. september, 2011 @ 15:07
Så man skal altså bare skrive speciale for at komme i godt humør. Skal man skrive i noget specielt, eller må man vælge selv?
fredag 23. september, 2011 @ 17:31
Jeg tror kun den er 100% sikker, hvis man skriver i neuroscience/neurofarmakologi/neurofysiologi.Det er selvfølgelig også vigtigt, at du i samme ombæring skaffer verdens mest hjælpsomme vejleder og ph.d.-studerende, så du kan komme godt i gang.Men altså, når du har gjort alt det, så er der også garanti på glæde!
fredag 23. september, 2011 @ 20:02
Tak Nadia! Det varmer:)
fredag 23. september, 2011 @ 21:53
Selv tak Kristian! Det var hyggeligt du kom forbi :)
fredag 23. september, 2011 @ 21:58
Har du mon set forsiden af den nyudkomne bog: "Flere hæklede dyr" ?? ;)Hvis jeg var sådan en totalt tjekket en, så skrev jeg ikke et indlæg, så sendte jeg dig din helt egen udgave. Men eftersom jeg først får fingrene i bogen når jeg kommer hjem om 3 uger, og jeg i øvrigt ikke er så hård til at hækle at jeg tør løbe an på at jeg kan finde ud af det, så må du (for nu ?!?!?) nøjes med denne kommentar ;)
fredag 23. september, 2011 @ 22:07
Lyder faktisk som om, det er besværet værd…
fredag 23. september, 2011 @ 23:34
Diktesoph: Åh hvor er den SØD! Jeg kan slet ikke hækle, så jeg drømmer lidt, når du skriver sådan. Hvem ville kunne modstå den pølse?Trix: Det synes jeg det er. Lige nu. Måske du skal spørge igen, når jeg ikke kun har været der 23 dage ;)
lørdag 24. september, 2011 @ 17:06
You are so right! Skrev netop forleden et lille indlæg om, hvor lidt der skal til for at glæde hinanden i hverdagen. Det er jo ofte de små ting, der gør forskellen :)So ARC away everyone :)/G.
søndag 25. september, 2011 @ 11:35
Det er det :)Men… Hvad betyder ARC? Jeg er virkelig elendig til internetforkortelser.
søndag 25. september, 2011 @ 18:52
Klart du ikke kan det, når jeg skriver forkert ;) ARK = Act of random kindness :)Dejlig søndag!
søndag 25. september, 2011 @ 20:08
Nååhhh… Ja, okay. Du har helt ret, det vil vi gerne have mere af :)I lige måde!