Sådan gik det til, at min første fremlæggelse på FARMA om mit speciale blev vist i tegninger som denne:
Meget videnskabeligt, ikke?
Heldigvis tog folk fint imod det, og ingen virkede til at synes, det var alt for plat.
(Tror dog jeg alligevel skal finde på en lidt anden type præsentation, når jeg en dag skal afholde mit specialeforsvar…)
For to dage siden havde min blog fødselsdag og jeg opdagede det ikke engang. 410 blogindlæg er det blevet til, så man må sige, jeg har været flittig.
Dengang jeg startede bloggen, havde jeg ingen idé om, hvor mange der læste blogs, eller hvordan man gjorde. Ud over Dines’, Emilys og Stines blogs, er jeg ikke sikker på, hvor mange jeg overhovedet kendte.
Der var ingen planer, ingen forventninger og slet ingen tanker om fremtiden. Jeg havde ferie i 14 dage, og lige i det semester havde jeg i forvejen alt for meget fritid. Jeg kedede mig.
Jeg startede dels fordi jeg manglede en grund til at stå op om morgenen, og dels fordi jeg et sted havde læst, at Stine oprettede sin blog for at tvinge sig selv til at tegne hver eneste dag. Jeg synes det var en god idé, og bestemte mig for at gøre det samme i et par uger – dog uden at gøre venner og bekendte opmærksomme på projektet. Det var jo ikke meningen, det skulle blive ved. Især fordi det var ekstremt tidskrævende. En anden grund til at holde projektet hemmeligt var, at jeg tegnede så dårligt, at jeg synes det var pinligt.
Jeg gjorde imidlertid mit arbejde ordenligt og startede med en introduktion. Mit første rigtige blogindlæg var dette – en kedelig opremsning af min dag. Ikke så forskelligt fra de sidste ca. 14 dages indlæg…
6 dage efter min debut fik jeg min første kommentar. Havde det ikke været for den, var bloggen nok blevet nedlagt inden for en måned, så stort tak til Rikke!
Der gik i heller ikke længe, før jeg tegnede min Indre Kritiker – den klamme, blå pingvin, som stadig har et fast tag i mig. Andre klassiske emner som Nintendo, due-had og kærestediskussioner kom også hurtigt frem.
Imens begyndte jeg lige så stille at fortælle folk om bloggen. Mine venner og min familie var meget søde og overbærende, og kommenterede slet ikke, hvor grimt jeg tegnede. Først efter tegningerne begyndte at virke ensartede, var der nogen der nævnte, at det jo ikke altid havde været sådan.
Mit første store læserboost kom, da Superheltemor spurgte om jeg ville gæsteblogge hos hende. Det var en fed oplevelse. Intet kunne dog måle sig med min glæde, da jeg opdagede Stine havde linket til mig.
Til sidst måtte selv Kasper give op og læse med.
Jeg delte først rigtigt linket til bloggen blandt alle mine venner, da Snegcille havde gjort mig opmærksom på, jeg var nævnt i Alt for Damerne. På trods af dette (min tegnekarrieres højdepunkt) var min blog blevet nedlagt, hvis det ikke havde været for tegneprogrammet Inkscape. Selvom I ikke alle tog lige godt imod det, røg farveblyanterne i skraldespanden, og jeg kunne sætte min daglige blogarbejdstid ned fra tre kvarter til ti minutter.
Det var en kæmpe lettelse. Endelig kunne jeg nøjes med at nyde at blogge, fremfor at føle det også var en pligt og meget energikrævende.
Siden da er jeg startet på specialet. Fik kontor, lærte at trække pipetter, gjorde klar til dyreforsøg og fik mit fantastiske adgangskort.
Hvordan det går, kan du læse mere om her.
Jeg er blevet meget overrasket over, hvor sjovt det er at blogge. Jeg har selv lært en masse andre gode blogs at kende, mødt søde mennesker og fået presset mig selv til at tegne hver dag – hvilket tydeligvis har givet pote. Der er dog lang vej til, jeg er tilfreds med mine tegninger, så jeg lover at forsætte med at blogge længe endnu.
Jeg vil gerne lige slutte af med at takke for alle jeres kommentarer. Jeg har været glad for dem allesammen, hver og en. Hvis det ikke havde været for jer, ville der slet ikke være nogen historier, nogen tegninger, nogen blog. Uden kommentarerne ville der ikke være noget at blogge for. Tusind, tusind tak for at give mig den bedste overspringshandling, en specialestuderende nogensinde kunne bede om.
Tak!
Min mor hentede for nyligt den sødeste lille gravhundehvalp i en kennel på Sjælland. En lille hvalp der stammer fra min afdøde mormors avl.
Jeg elsker den. Elsker, elsker, elsker. Jeg var med nede at hilse på den, inden den blev gammel nok til min mor kunne tage den med hjem, og jeg endte med at sidde at overkysse alle kennelejerens andre hvalpe. Hvis jeg ikke havde boet i en lejlighed, hvor det ikke er tilladt at holde hund, havde jeg ikke været stærk nok til at sige nej til en hvalp derfra. Uanset hvad Kasper havde måtte mene om den sag.
Kennelejeren har imidlertid ikke kunne afsætte en sidste tæve fra kuldet, som derfor mangler en god familie. En med tid og tålmodighed til det arbejde det er at have gravhund. En familie der til gengæld er garanteret masser af gravhundekærlighed langt ude i fremtiden. Helt gratis.
Der er masser af gode argumenter for at sige ja. Se selv HER.
Hvis det har interesse, er du velkommen til at kontakte mig på min mail.
UPDATE: Gravhunden har fået et godt hjem. Tusind tak for jeres hjælp!
Jeg fik min første pony, den dag jeg fyldte 6 år. En lille, skimmel welsh mountain-blanding der pludselig stod og kiggede på mig inde i køkkenet, da jeg gik ind for at få morgenmad.
Jeg husker ikke rigtig at have ønsket mig den. Måske fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig sådan en gave, på trods af vi boede på en bondegård, og alle omkring mig havde hest (inklusiv min mor). Men jeg elskede Dominik uendeligt højt, og han er til dato den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået.
Det har altid ligget i kortene, at min sport skulle være ridning. Så jeg red. Selvom min nuttede Dominik smed mig af hver eneste dag. Og de heste der fulgte efter, da Dominik blev for lille, ikke ligefrem var mit valg og var alt for store og voldsomme til en pige, der aldrig skulle vokse sig højere end 1.60.
Til sidst fik jeg nok at hestepigesladder, bokse der skulle muges og ridning som daglig pligt. Af at være bange hver dag når jeg sad på en hest, der var 15 cm højere end mig selv. Af en sport jeg ikke selv havde valgt og som pludselig virkede taberagtig og tidskrævende.
Nu savner jeg det. Jeg har været væk fra hestene længe nok til at huske alt det gode og at have glemt alt det hårde arbejde.
Lige nu sidder jeg og klikker rundt på den blå avis og drømmer om den dag, hvor jeg får penge og tid nok til at købe mig min egen hest – en hest jeg selv har valgt, og som jeg kan passe på præcis den måde, jeg synes er rigtig. Som jeg kan kysse på mulen, ride på i skoven og som måske en dag kan blive lige så højtelsket som lille Dominik.
Jeg har lidt dårlig samvittighed over igen at have droppet lektiecaféen, men jeg må indrømme, at det der frivilligt arbejde fungerede en del bedre, da man ikke var på universitetet mindst 8 timer om dagen.
