Kære Nadia, du er ikke udenfor. Som de andre har skrevet i forrige indlæg, handler det om, at du lige nu tør være sammen med dem, der bekymrer sig og at du tør rumme deres bekymringer. Ager den praktiske gris, det er skønt, når nogen tænker på at servere mad, drikke og andet, også selvom det ikke bliver sagt højt, men bagefter vil den, du holder af, tænke tilbage på det som noget godt du gjorde.Og tro mig, Nadia, det vil også give dig meget at turde være til stedet midt i bekymringen/sorgen. Det er hårdt, mega hårdt, men man behøver ikke at sige noget, blot at være. Knus
Nej. Det er ikke min historie, og det har jeg ikke lov til. Det er ikke alle, der vil have sit liv ud på min blog.Men min reaktion i alt det her, det blogger jeg om, for situationen fylder trods alt ret meget i mit hovedet lige nu.
Jeg har lige været ude for noget, der gør at jeg kan relatere til den følelse. Det er slet ikke rart.At have gode venner man kan søge til, hjælper, synes jeg. At kunne tale med nogen der ikke er involveret (om muligt) og finde støtte i dem. Jeg håber at grunden til bekymring bliver forløst på en god måde.
Det er det, tro mig :-)Jeg fik en gang en knuser af en datter til en patient. Datteren syntes jeg havde været fantastisk, og jeg tænkte, hvad har jeg gjort, jeg har jo bare været inde på stuen sammen med hende. Men det var det, der skulle til i den situation. Det har lært mig at turde være til stede :-)
Som så mange andre skriver, så er det dejligt når ens kæreste bare er der. Har selv været den bekymrede og var så glad for at min kæreste bare var der. Altså helt bogstavligt forstået, han sagde ikke noget han var der bare rent fysisk, sørgede for maden og holdt om mig når jeg ikke kunne sove. Når vi var hjemme ordnede han sine egne ting mens jeg lå på sofaen, men han var der lige op og ned af mig.
Da jeg mistede min hund (ja, det var en rigtig sørgelig begivenhed for mig), var den, der trøstede bedst, hende, der gav mig et kæmpe kram og spurgte til min hund. Hun havde ikke selv set den, og var måske heller ikke et hundemenneske, men det gav mig et rum til at tale om den og få luft for alt det, der tumlede så hurtigt rundt i hovedet, at jeg ikke havde fået sat ord på det før. Så jeg stemmer med koret: Vær der og giv plads, det er den allerbedste trøst (og hjælp til selvhjælp), man kan få!
Det er næsten sværere, at stå ved siden af, fordi man ikke kan arbejde med en bekymring og sorg, som ikke er ens egen. Men det gør det ikke mindre vigtigt at bare være der – ved siden af.Og det er også en vigtig vinkel, jeg er enig i, at du tegner det utroligt beskrivende
jeg mistede min far for en måned siden, og selvom min mand ikke kunne føle helt det samme som mig, så har han været der som en klippe i al den lange svære tid der gik forud. Jeg tror helt sikkert at han har følt sig udenfor mange gange i den tid, men det at han bare har været der til at give kram når jeg havde brug for det og lagt øre til når jeg græd og talte, og har klaret alle de praktiske ting – det har været uvurderligt. Håber I kommer igennem det på en god måde, hvad det end er. Og jeg forstår udmærket at du ikke kan tegne/skrive hvad det er, dine tegninger er alligevel guld værd, for som denne her fik den mig til at tænke over hvad min mand har været igennem.
Det skal den nok. Det var bare en slem forskrækkelse, der ikke lægger sig så hurtigt.Det er rart at høre, den slags kan hjælpe. Det kan være svært at mærke, når man står udenfor.
Selvfølgelig bliver man ked af det, når man mister sin hund. Det er næsten som at miste et familiemedlem. Og man savner dem så lang tid efter…Jeg er ikke så god til at kramme (andre end min kæreste), men jeg kan godt se hvad du mener.
Årh hvor trist! Så voldsomt er det ikke gået her, heldigvis. Hvor må det være… uff..Jeg er glad for at høre, du ikke var alene om det. Og glad for at få at vide, det betyder noget, også når man bare laver lidt aftensmad, snakker lidt om det og står ved siden af.
fredag 12. oktober, 2012 @ 07:03
Kære Nadia, du er ikke udenfor. Som de andre har skrevet i forrige indlæg, handler det om, at du lige nu tør være sammen med dem, der bekymrer sig og at du tør rumme deres bekymringer. Ager den praktiske gris, det er skønt, når nogen tænker på at servere mad, drikke og andet, også selvom det ikke bliver sagt højt, men bagefter vil den, du holder af, tænke tilbage på det som noget godt du gjorde.Og tro mig, Nadia, det vil også give dig meget at turde være til stedet midt i bekymringen/sorgen. Det er hårdt, mega hårdt, men man behøver ikke at sige noget, blot at være. Knus
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:14
Skriv nu hvad det er der er så frygteligt og bekymrende og trøste-udløsende!?
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:16
Tak. Det prøver jeg også. Jeg håber bare, det er godt nok.
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:18
Nej. Det er ikke min historie, og det har jeg ikke lov til. Det er ikke alle, der vil have sit liv ud på min blog.Men min reaktion i alt det her, det blogger jeg om, for situationen fylder trods alt ret meget i mit hovedet lige nu.
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:37
Jeg har lige været ude for noget, der gør at jeg kan relatere til den følelse. Det er slet ikke rart.At have gode venner man kan søge til, hjælper, synes jeg. At kunne tale med nogen der ikke er involveret (om muligt) og finde støtte i dem. Jeg håber at grunden til bekymring bliver forløst på en god måde.
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:49
Det er det, tro mig :-)Jeg fik en gang en knuser af en datter til en patient. Datteren syntes jeg havde været fantastisk, og jeg tænkte, hvad har jeg gjort, jeg har jo bare været inde på stuen sammen med hende. Men det var det, der skulle til i den situation. Det har lært mig at turde være til stede :-)
fredag 12. oktober, 2012 @ 12:55
Som så mange andre skriver, så er det dejligt når ens kæreste bare er der. Har selv været den bekymrede og var så glad for at min kæreste bare var der. Altså helt bogstavligt forstået, han sagde ikke noget han var der bare rent fysisk, sørgede for maden og holdt om mig når jeg ikke kunne sove. Når vi var hjemme ordnede han sine egne ting mens jeg lå på sofaen, men han var der lige op og ned af mig.
fredag 12. oktober, 2012 @ 13:54
Da jeg mistede min hund (ja, det var en rigtig sørgelig begivenhed for mig), var den, der trøstede bedst, hende, der gav mig et kæmpe kram og spurgte til min hund. Hun havde ikke selv set den, og var måske heller ikke et hundemenneske, men det gav mig et rum til at tale om den og få luft for alt det, der tumlede så hurtigt rundt i hovedet, at jeg ikke havde fået sat ord på det før. Så jeg stemmer med koret: Vær der og giv plads, det er den allerbedste trøst (og hjælp til selvhjælp), man kan få!
lørdag 13. oktober, 2012 @ 12:56
For nu at snakke om noget helt andet, så synes jeg det her er en af dine allerbedste tegninger. Stakkels lille gravhund. Kram
lørdag 13. oktober, 2012 @ 21:54
Det er næsten sværere, at stå ved siden af, fordi man ikke kan arbejde med en bekymring og sorg, som ikke er ens egen. Men det gør det ikke mindre vigtigt at bare være der – ved siden af.Og det er også en vigtig vinkel, jeg er enig i, at du tegner det utroligt beskrivende
søndag 14. oktober, 2012 @ 11:21
jeg mistede min far for en måned siden, og selvom min mand ikke kunne føle helt det samme som mig, så har han været der som en klippe i al den lange svære tid der gik forud. Jeg tror helt sikkert at han har følt sig udenfor mange gange i den tid, men det at han bare har været der til at give kram når jeg havde brug for det og lagt øre til når jeg græd og talte, og har klaret alle de praktiske ting – det har været uvurderligt. Håber I kommer igennem det på en god måde, hvad det end er. Og jeg forstår udmærket at du ikke kan tegne/skrive hvad det er, dine tegninger er alligevel guld værd, for som denne her fik den mig til at tænke over hvad min mand har været igennem.
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:02
Det var sødt! Det skal jeg huske
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:02
Det skal den nok. Det var bare en slem forskrækkelse, der ikke lægger sig så hurtigt.Det er rart at høre, den slags kan hjælpe. Det kan være svært at mærke, når man står udenfor.
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:03
Det er jeg simpelthen så glad for du skriver.
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:05
Selvfølgelig bliver man ked af det, når man mister sin hund. Det er næsten som at miste et familiemedlem. Og man savner dem så lang tid efter…Jeg er ikke så god til at kramme (andre end min kæreste), men jeg kan godt se hvad du mener.
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:06
Tak. Det er jeg glad for, du mener. Den betyder jo lidt mere for mig, end standardtegningen.
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:07
Jeg synes også det er meget svært. Jeg vil jo gerne GØRE noget, men det kan man ikke.Tak, det er jeg glad for at høre!
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:09
Årh hvor trist! Så voldsomt er det ikke gået her, heldigvis. Hvor må det være… uff..Jeg er glad for at høre, du ikke var alene om det. Og glad for at få at vide, det betyder noget, også når man bare laver lidt aftensmad, snakker lidt om det og står ved siden af.
onsdag 17. oktober, 2012 @ 21:36
Fantastisk tegning Nadia, du er stadig min ynglings gravhund.
søndag 21. oktober, 2012 @ 14:07
Det var sødt sagt :)