januar 2013
Sjofel tankegang
Man ved bare, Jonas har inficeret én med sin dårlige humor, når han ikke engang behøver fremsætte sin klamme joke, før man griner.
A Song of Ice and Fire
Jeg har som tidligere nævnt fået to bøger af Gyldendal, som jeg gerne ville skrive om her på bloggen. Det drejer sig om de to efterfølgere til “Kampen om Tronen”, nemlig “Kongernes Kamp” og “En Storm af Sværd“. Til de uindviede kan det kort nævnes, at “Kampen om Tronen” finder sted i en middelalderverden, hvor man følger små som store magtkampe mellem især de adelige familier. Modsat så meget andet fantasy bliver fortællingen ikke båret frem på magiske tricks og fabeldyr, men er dybt forankret i de personer, der har en rolle at spille for landets fremtid. Der er mange hovedpersoner, og G.R.R. Martin skåner dem ikke, hvilket gør handlingen næsten umulig at forudsige.
At skulle lave en anmeldelse af “Kongernes Kamp” og “En Storm af Sværd” har været en virkelig svær opgave. Mest af alt fordi, jeg på en eller anden måde har fået bildt mig selv ind, jeg ikke skulle tegne til en anmeldelse, men faktisk bare tegne selve handlingen i bøgerne. En alt for omfattende opgave, der aldrig ville blive afsluttet.
I stedet får I nu en tegning af, hvordan jeg havde det mens jeg læste bøgerne, og især i tiden bagefter:
For er der noget, man kan sige G.R.R. Martin gør godt, så er det beskrivelsen af alle de personer man følger. Man kan ikke få nok af dem. Siden “Kampen om Tronen” er der kommet flere hovedpersoner til, og som sædvanlig følger man dem kapitel for kapitel, hvor de konstant snor sig ind og ud af hinandens fortællinger. Der er, modsat mange andre bøger inden for fantasy-genren, få virkelig onde personer, og det er svært ikke at fatte sympati for selv det mest intrigante røvhul.
Når et kapitel slutter, forlader man som regel en hovedperson på et yderst spændende tidspunkt, og det kan være svært ikke at blive irriteret, når den næste person tager over med en temmelig kedelig problemstilling, man hellere vil læse om senere. Heldigvis bliver man hurtigt suget ind, og før man ved af det, er man tilbage på sporet igen.
Som tegningen ovenfor viser, fandt jeg hurtigt nogle yndlingspersoner, jeg uanset hvor meget de var med, altid ønskede at høre mere om. Ikke nødvendigvis de mest moralske og heltemodige typer, men mennesker man følte, man kunne forstå, og hvis situation man kunne leve sig ind i. Dem var der mange af! Desværre var der også enkelte personer, jeg godt kunne have ønsket, ikke fyldte helt så meget. Dem var der gudskelov få af. (Ja, Catelyn Stark, jeg taler til dig her!)
Det er svært at skrive om handlingen, uden at afsløre for meget, men ligesom i “Kampen om Tronen” er den yderst uforudseelig. Mere end én gang griber man sig selv i at sidde med hjertet i halsen, mens man i sit inderste tigger G.R.R. Martin om at skåne dem man elsker. Med varierende held…
“En Storm af Sværd” slutter i kaos, og jeg har ingen idé om, hvad de næste bøger vil bringe. Men læses, det skal de.
Svar på de spørgsmål jeg har fået til oversættelsen:
Jeg har stadig ikke fundet ud af, om jeg vil vente på de sidste danske oversættelser, eller om jeg bare læse resten af de bøger, der er skrevet færdigt, på engelsk. Hvis jeg læser dem på engelsk får jeg dem som bekendt på originalsproget, og jeg slipper for at vente længe på en oversættelse, jeg strengt taget ikke har brug for. På den anden side er oversættelsen efter min mening veludført, og den danske hardbackudgave er flot. Fordi historien indeholder så mange hovedpersoner, har den også en tendens til at blive noget ustruktureret, og der må jeg alligevel indrømme, at på trods af mine (efter egen overbevisning) udmærkede engelskkundskaber, så hjalp det at få bogen på dansk. Desuden er serien ikke skrevet færdigt endnu, så selv hvis jeg læser bøgerne på engelsk, kommer jeg til at vente længe på slutningen… Det er et svært valg, synes jeg.