Naturen er klam
Tidligere i dag udspillede følgende scenarie sig:
(Cirka)
I den forbindelse vil jeg gerne spørge, hvad der er med drenge og edderkopper?
Hvorfor er det, de ikke forstår, at verdens klammeste dyr skal fjernes, ikke løftes op på den pære, jeg havde tænkt mig at spise? Hvorfor skal de lade situationen vare så pinefuldt længe, før de gør noget ved det?
Selv da en af dem tog sig sammen og løste problemet, havde jeg svært ved at være tilfreds…
tirsdag 16. april, 2013 @ 22:14
Ja tak til det med drenge og edderkopper! Jeg hader edderkopper, de er mega klamme! Og min kæreste mener, at jeg ikke må kalde dem for klamme, men ulækre, for de er ikke klamme på samme måde som snegle – I don’t f*cking care, de er klamme! Heldigvis er han “opdraget” til at fjerne dem, fordi hans mor også er bange for dem, så hun snød dem (ham og hans bror) til at synes, at de var seje, så de turde fjerne dem.
fredag 19. april, 2013 @ 12:51
Det er sådan et barn jeg har brug for! Det, eller en edderkoppespisende gravhund.
onsdag 17. april, 2013 @ 08:57
Ew. Ridderligheden lever sørme et sølle liv. Og så med den mobil du skal have meget tæt på ansigtet 200 gange om dagen…Jeg stemmer for hævn – gerne med det der lækre mix af gedeblod og døde celler du selv tog bad i i går. Hældt ned af nakken. Eller ud over deres mobiler!
fredag 19. april, 2013 @ 12:53
Jeg vaskede den straks med sæbe og sprit. Der var edderkoppeindvolde på…
Tror generelt ikke, jeg skal gå ind i hævn-legen her på kontoret. Jeg har ikke nerver til at gennemføre, når det eskalerer. Jeg er ret sikker på, deres kreativitet overstiger min, når det gælder klamme hævnaktioner…
onsdag 17. april, 2013 @ 11:01
Hm, jeg synes desværre ikke at det bare er en drengeting. Men snarere en “jeg er ignorant og synes det er sjovt at se dig tude”-ting. Jeg har immmervæk også mødt mange piger der finder det sjovt at provokere folk med en fobi frem for at hjælpe dem…
fredag 19. april, 2013 @ 12:55
Selvfølgelig har du ret, det er ikke kun drenge, der er nogle røvhuller med den slags. Men netop dette eksempel sender mig direkte tilbage i folkeskolen (inkl. drengene fra 3. klasse).
Generelt vil jeg nu sige, at jeg meget godt kan lide mine kolleger, selvom de er nogle edderkoppesvin :)
onsdag 17. april, 2013 @ 13:11
Jeg kan lide, at Jeppe (?) har beholdt sine sikkerhedsbriller på under frokosten. Så var han ligesom også klar til at smatte edderkopper.
fredag 19. april, 2013 @ 12:55
Det er meget handy. Men faktisk, for at være helt korrekt, er det dykkerbriller. Ikke at jeg kan tegne dem forskelligt, men altså…
onsdag 17. april, 2013 @ 22:41
Jeg ville have skreget højt, længe og inderligt, lige indtil edderkoppen ikke var der mere, heller ikke som død. De æder jo mennesker! (Har lavet det stunt på en kongres (jamen den hoppede ned i hovedet på uskyldige mennesker 5 m væk?), på et dametoilet (der kom en mandlig kollega og reddede mig), i mit drivhus (og det blev ikke gjort klar til vinteren), på arbejde, i en skadestue, i alle rum i mit hjem (og har stadig mareridt om den der hoppede OP i hovedet på mig!) og nærmest uendeligt antal steder derudover). (Ja, jeg synes det er pinligt at reagere så panisk, men kan ikke rigtig styre det).
Dem, der tror edderkopper ikke er farlige, har bare ikke indset sandheden.
Og folk der ikke tager hensyn til andres fobier fortjener at få blæst trommehinderne ud. (Jeg har kun problemer med edderkopper og hjælper derfor til hver en tid med mus, snegle, katte (ja, jeg kender sådan en fobist), og alt muligt andet.)
Om min fobi skal kureres? Absolut ikke! Målet er jo at kunne håndtere edderkopper bagefter, og jeg skal aldrig nogensinde ever-never overhovedet i nærkontakt med de klamme kræ – de vil jo æde mig?!
Hvordan bar du dig ad med at se så cool ud? Altså, til at starte med…
fredag 19. april, 2013 @ 13:05
HA! Hvordan kan du også være så uheldig? Jeg tror jeg møder ca. 1 edderkop om året. Og så angrebs-edderkopper!?!
Faktisk har min far en adoptivfar en psykologklinik, hvor de bl.a. behandler fobier. Jeg burde jeg virkelig gøre noget ved det…
Altså, nu er det min blog, og mig der fortolker situationen, når jeg tegner.
Så hvis du nu spurgte Jonas (grisen), hvordan jeg så ud, ville han muligvis sige noget med at jeg sprang op, og meget skingert sagde “IMIMIMIMIMIMIMMMMMmmmiiIIII”. Evt. kombineret med lidt tøsevift med armene. Men han er en løgner, og jeg synes vi skal ignorere hans eventuelle svar.
tirsdag 23. april, 2013 @ 22:05
Angrebsedderkoppen var en slem omgang.
Jeg sorterede vasketøj der lå på gulvet på badeværelset. Ud under vasketøjet kom en af de store hurtigløbende (springende) jagtedderkopper – og den løb hen imod mig. Jeg hylede op og bakkede (hurtigt) ud i gangen. Mine to piger (12årig, kun bange for store edderkopper og 7årig, bange for alle kryb) kom ud til mig mens jeg stod og stirrede panisk efter edderkoppen. “Var det en edderkop Mor?” (Tumpet spørgsmål, hun har kendt mig i 12 år). Den havde så gemt sig mens jeg var distraheret og selvom jeg fik den store til at gennemrode vasketøjet kom den ikke frem.
Godt så. Jeg havde lissom noget vasketøj der skulle ordnes. Trak vejret dybt nogle gange og begyndte forfra.
Edderkoppen kom løbende ud efter mig. Ud i gangen denne gang. Jeg holdt stædigt øjenkontakt, mens jeg bakkede. (Ja, der var lyd på). Den store var blevet i nærheden for at passe på mig (virkeligt virkeligt sød pige; hvis hun ser en edderkop siger hun højest “sid stille” tager den og væk er den. Nogengange siger hun ingenting før den er væk for ikke at forskrække mig). Hendes kommentar var: “Den der er altså for stor til mig, Mor”. (Jeg havde gudskelov sendt den lille ind til fjernsynet igen, ellers var hun da gået helt amok).
Så dér stod vi. Den store på den ene side, mig på den anden, og edderkoppen i midten. Jeg vil tro den overvejede hvem af os den skulle æde først.
Jeg turde ikke gå væk (den ville følge efter mig og springe på mig og æde mig bagfra, ELLER gemme sig og æde mig når jeg fredeligt sov senere). Min store ellers modige pige turde ikke tage den fordi den var for stor. Endte med (med tung vejrtrækning) at få hende til at holde øje med den, mens jeg gik ud i bryggerset (det var mig der var i den ende) og tog gummistøvler og havehandsker på og fandt en fluesmækker. Kom tilbage til gangen hvor den begyndte at løbe efter mig IGEN! I selvforsvar prøvede jeg at smække den med fluesmækkeren men RAMTE IKKE! Det var så dér den hoppede op i hovedet på mig…
Jeg skreg og baskede med arme, ben og fluesmækker, og efter nogen tid ebbede det så lidt ud.
Da havde vi så fået et andet problem. Edderkoppen var væk…
Indtil min datter lagde mærke til de løse ben der dinglede fra kanten af fluesmækkeren.
For at falde ned lod jeg vasketøj være vasketøj og begyndte at lave kaffe. Imens jeg stod fredeligt i køkkenet med min kop, kom der så en sort edderkop i halv størrelse pilende ud mod mig i køkkenet.
Jeg ved ikke om den troede jeg var så udmattet at jeg ikke ville kunne forsvare mig og derfor var et nemt bytte, men med den mængde rædsel jeg lige HAVDE overlevet (mod alle odds), tog jeg et stykke papir, kvaste den (jeg kan ikke lide lyden og følelsen af kvast edderkop!) og skyllede den ud i toilettet.
Og SÅ drak jeg min kaffe, og fik vasket tøj.
torsdag 18. april, 2013 @ 06:37
jeg er så en af de piger der synes edderkopper er spændende og ikke klamme, så jeg synes det var synd for edderkoppen at den skulle dø – kunne han ikke bare have båret den udenfor?
fredag 19. april, 2013 @ 13:06
Vi VAR udenfor. På en terrasse/altan. På 6. sal.
Nærmest midt i naturen kan man sige…