Jeg startede på min ph.d. den 1. oktober 2012
Dem der fulgte med her på bloggen, da jeg fik stillingen, ved præcis hvor latterligt lykkelig jeg var. Det var en drøm der gik i opfyldelse! Jeg elskede mit specialeprojekt, og her var en gylden mulighed for at fortsætte på noget lignende – endda med løn undervejs og en flot titel som afslutning!
I anledningen af, jeg snart er 2/3-dele gennem min ph.d., synes jeg lige vi tager en opsummering af, hvordan det er gået.
For at ridse op: Målet når man skriver en ph.d.-afhandling er dette:
Men man kan godt afslutte sit projekt og dermed blive færdig med forskeruddannelsen, hvis man i det mindste er nået hertil:
Og skal vi så se, hvordan det er gået mig gennem tiden?
Efter 3 måneder:
Efter 1 år:
Efter 1 år og 3 måneder:
Efter halvandet år:
Efter 1 år og 8 måneder:
Nu:
Jeg kan godt afsløre, at hvis San Francisco ikke viser sig at være pissefedt, og der ikke snart kommer nogle helt bestemte forskningsresultater i kassen, så er det slut med forskning for mit vedkommende. Aldrig igen gider jeg investere så stor en del af mit liv og så meget engegement på noget som er dødfødt.
Jeg glæder mig til, at jeg om kun ét år kan slippe fri fra den bitterhed, al skuffelsen og den konstante vrede jeg render rundt med lige nu.
tirsdag 2. september, 2014 @ 21:43
Ved ikke om det er nogen trøst, men ALLE (de fire) jeg kender, der har skrevet phd’er, har virkelig syntes, det var røvhårdt, ret ensomt og haft perioder præget af opgivenhed. Og jeg synes bare, du er SÅ sej!! Men kan godt forstå, hvis du ikke synes, det er slidet værd. Krydser fingre for gode, brugbare data NU.
onsdag 3. september, 2014 @ 10:43
Ja, jeg tror også, de ph.d.-studerende jeg har mødt, der IKKE havde det sådan, kan tælles på én hånd…
tirsdag 2. september, 2014 @ 21:46
Øv! Hvor lyder det bare træls altså. Sender lige en god portion karma herfra og håber på, det kommer frem i god behold.
onsdag 3. september, 2014 @ 10:42
TAK
tirsdag 2. september, 2014 @ 22:10
Haha, jeg er kun et år inde i min PhD men kan allerede se et mønster, har dog stadig en smule håb om mirakler og resultater.
Krydser fingre for dit San Fransisco ophold.
onsdag 3. september, 2014 @ 10:42
Hvis du på nogen måde kan undgå at sidde fast med en metode, der ikke virker 99% af tiden, så skift mens du kan!
Min erfaring er, der er lidt for langt mellem miraklerne.
Men okay, den slags råd er jo vildt nemme at give. Du gør helt sikkert allerede alt hvad du kan, for dit projekt bliver så godt som muligt. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ph.d.-studerende, der gjorde andet.
tirsdag 2. september, 2014 @ 22:16
Jamen, må man ikke godt ønske, at det kikser og du bliver fuldtidstegner i stedet?
onsdag 3. september, 2014 @ 10:38
NEJ. Er du klar over, hvor underlig i hovedet jeg ville blive? Så mange tegninger om mit navlefnuller (hvor godt isolerer det egentlig? har det betydning, hvilken type stof man går med?) gider du slet ikke læse ;)
tirsdag 2. september, 2014 @ 23:14
Jeg har det på fuldstændig samme måde, pånær det at kravet hos os lige er blevet lavet om til 5 artikler.
Nu er jeg på udlandsophold i New York. Jeg er netop ankommet og kan se frem til at hænge ud her indtil jul.
Sørg for at blive integreret i det miljø du skal besøge.
Bum. Det sidste må jeg vist lige gentage for mig selv…
onsdag 3. september, 2014 @ 10:39
Men det reddede din entusiasme at tage til New York, ikke? Ikke? Please sig ja.
onsdag 3. september, 2014 @ 06:08
En ikke uvæsentlig del af at skrive en ph.d. Er at lære at sige “nå, det lykkedes ikke/nogle andre kom først/det her forsøg var meningsløst/pyt skidt” uden at skære tænder, og på en måde, så man er klar til en ny omgang og et “hvad kan jeg så gøre som er smartere?/ op på hesten igen”.
Forsking er vanvittigt frustrerende (og det er ekstra frustrerende, når man er ph.d. studernde, fordi man er bundet til et bestemt projekt).
Pointen var bare (irriterende nok) at det er en grundlæggende del af arbejdet som forsker du er stødt ind i. Tricket for mig var, at tilføje opgaver, som havde en mere sikker success-rate – man bliver nemligt tilsvarende lykkelig, når noget endelig lykkes. Men jeg skiftede selv område efter 10 år, så keg forstår din frustration.
Efter så mange ord – har du og dine vejledere diskuteret, om projektet måske skal tilpasses, hvis det virkelig ikke ser ud til nogensinde at lykkes?
onsdag 3. september, 2014 @ 10:33
Jeg har heldigvis også en masse sideprojekter, der ser noget bedre ud. Problemet er, som du skriver, at de ikke ligger inden for den egentlige ph.d.-opgave, og derfor ikke kan bruges i min afhandling. Jeg bliver heller ikke førsteforfatter på noget af det.
Antallet af publikationer ser altså ud til at blive okay, men selve mit projekt står i stampe.
Allerede efter et halvt år var jeg en ivrig fortaler for at skifte dele af projektet ud. Problemet er, at det koster penge, og at mine vejledere ikke har været villige til at gøre det. De ville gerne se tiden an. Det kan jeg sådan set godt forstå – selvfølgelig skal man ikke give op for tidligt. Mine frustrationer er dog eksploderet, efter de nu har konkluderet, det er for sent at ændre noget (hvilket de på en måde har ret i), og at jeg samtidig føler, nogle af dem er begyndt at vaske hænder.
Jeg forventede, at forskningen ville være frustrerende. Det var det også under mit speciale, men jeg var bare meget glad for det samtidig. Jeg vidste også godt, jeg havde valgt en tålmodighedskrævende metode, for jeg havde allerede arbejdet med den i et helt år.
I virkeligheden ville det heller ikke gøre mig så vred, at tingene ikke virkede, hvis jeg samtidig følte jeg fik noget opbakning.
Men okay, det tror jeg MANGE ph.d.-studerende synes de mangler…
onsdag 3. september, 2014 @ 11:34
Ajmen for ….
Jeg kan VIRKELIG godt forstå, at du er frustreret, hvis I er gået fra “nu må vi lige se tiden an” til “nu er det for sent at ændre.
Krydser fingre for at miraklerne krydser din vej.
Og jeg kan også godt huske, at ikke så få ph.d. projekter er startet for at få “nogen” til at arbejde på ting, som ikke var for usikre/perifere til at man ville bruge fuld-tids arbejdskraft på det (men også i håb om, at ungdommelig entusiasme kunne gøre en forskel ;)
onsdag 3. september, 2014 @ 16:58
Tak :) Jeg har virkelig brug for dem lige nu!
Mit problem er nok, at jeg efter ca. 8 måneder pludselig fik hul igennem, og fik ca. 50% af al den data vi skal bruge til første artikel. Men det er jo så aldrig rigtigt blevet til mere…
Jeg havde nok fået lov til at fortage mine projekt-ændringer, hvis mine vejledere ikke pludselig havde set en mulighed i de metoder jeg havde til rådighed: “Det virker jo nogen gange!”
onsdag 3. september, 2014 @ 07:12
Ved hvordan du har det. Jeg er et par måneder over tid, dvs min PhD kontrakt er udløbet og jeg står nu med de samme ophobede frustrationer som dig (plus det tredje år) og ikke mere løn for det hårde arbejde… Hvad end du gør så prøv at blive færdig inden lønnen slipper op. Og med det mener jeg ikke arbejd endnu hårdere men tværtimod, begræns projektet så det er muligt. Og da du har det som du har det er post doc helt sikkert ikke den vej du skal gå, men det ved du allerede:)
onsdag 3. september, 2014 @ 10:37
Det der er også min store frygt – at jeg ender med at sidde og arbejde gratis. Det kender jeg efterhånden MANGE der har gjort!
Jeg håber du kommer ud af det snart.
Faktisk er jeg slet ikke afvisende overfor en postdoc. Det skal bare være på en anden type projekt, hvor jeg har større magt over det jeg laver – og det har de fleste postdocs trods alt.
fredag 5. september, 2014 @ 09:01
Ja det er rigtigt nok – dog kender jeg adskillige postdocs i samme eller værre situation som mig. Nå men man kender jo sig selv bedst. Når jeg har afleveret så stikker jeg af (ud i den “virkelige verden”, som forhåbentlig ikke er nær så “virkelig” og benhård som academia).
Held og lykke med resten af projektet!
onsdag 3. september, 2014 @ 09:26
Jeg er 3 år inde i mit phd-projekt (2xbarsel har givet mig 16 mdr ekstra) og jeg kender din frustration. Ingen af mine planlagte phd-projekter ender med at bekræfte vores hypotese. Det bliver en fest at forsvare det.
Jeg er enig med Gammel-phd – jeg har kastet mig ind i en masse sideprojekter, som uanset hvad de viser, vil kunne publiceres. Og som altid, er det nemt at være bagklog, og hvis man skulle skrive en phd mere, ville alt være meget nemmere (og man ville vælge nogle andre projekter fx).
Forskning ér frustrerende og ensomt og hårdt, men når man lærer at glæde sig over de bitte små successer, bliver det meget nemmere. Og så må man også lære at lukke projekter ned, som ikke fungerer, selvom det er ultra bittert.
Og så vil jeg sige, at jeg har været til et phd-forsvar, hvor ALT var mislykkedes og ingenting var publiceret. Og han fik sin phd-grad alligevel. Phd er en uddannelse og graden er ikke afhængig af at man finder banebrydende nye ting, men af at man kan reflektere over det, man selv og andre har gjort.
“The great tragedy of science – the slaying of a beautiful hypothesis by an ugly fact”, Thomas Huxley, og mottoet for min phd. ;-)
Op med humøret. Det skal nok gå.
onsdag 3. september, 2014 @ 10:48
Mine hypoteser står heldigvis endnu – min data går ikke imod noget, jeg havde forventet. Men der er ikke nok af den, og det kniber med at få alting hjem til tiden.
Jeg har også været til flere(!) ph.d.-forsvar, hvor de reelt havde et udbytte på 0 artikler – og hvor de alligevel kom igennem. Jeg ønsker bare VIRKELIG IKKE at stå i den situation selv! (Det er der selvfølgelig ingen der gør, men du ved hvad jeg mener)
Mit motto er: “I morgen bliver det bedre!”, men det føles efterhånden noget slidt ;)
Der følger et par tics med, når jeg står og messer det for mig selv.
fredag 5. september, 2014 @ 09:01
Jeg ved godt hvad du mener.
Jeg er læge, og mens jeg var studerende arbejdede jeg i årevis på en biokemisk afdeling, hvor jeg lavede museforsøg med en transgen mus. Det var meningen, at jeg skulle skrive en doktorafhandling, når jeg blev færdig med studiet og så blive speciallæge i klinisk biokemi.
Efter to år og utallige døde mus og døde musefostre og en milliard timer, som var lagt om aftenen og i weekenden, havde jeg 0 resultater.
Der blev jeg så færdig med medicinstudiet og kom ud i den virkelige verden. Den hvor der er patienter. Og nu skriver jeg phd i gynækologi.
Stadig grundforskning med mystiske og i nogle tilfælde decideret langt ude hypoteser og dermed stadig uden garanti for at finde noget nyt eller brugbart.
Men jeg er ude af det med mus og cellelinjer og teknisk meget svære forsøg. Jeg forstår virkelig godt din frustration. Det er monsterhårdt og jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg gjorde mig mine erfaringer med lorte-laboratoriearbejde før det virkelig gjaldt. Jeg brugte tre uger af en sommerferie på at få en histologisk farvning til at virke og det kom aldrig til at virke. Det kan man jo ikke skrive noget om. Og alle mine hela celler døde.
Rigtig meget held og lykke. Jeg håber, det bliver bedre i morgen. Og husk at holde fri en gang i mellem. Det gør det nemmere at komme igennem de hårdeste dage.
onsdag 10. september, 2014 @ 06:46
Du er min nye bedste ven, Nadia! Fordi du deler min erfaring og opleveler med phd’en. Godt at se, at man ikke er alene. Skuffelse og tvivl præger også min tid. Er det projektet? Er det mig? Er det her overhovedet meningen? I det mindste kan man kalde sig phd, når man er færdig.