Skip to content

Mission District

Mission er stedet hvor de studerende færdes, hvor hipsterne bor og stedet hvor solen altid skinner. Det er mexikansk, det er underlige specialbutikker, live-bands og stand-up, palmer og det er stedet man mødes med sine venner efter arbejde. Det er klart et undervurderet område blandt turister!

(Før jeg flyttede til byen, blev jeg rådet til at undgå området omkring BART-stationen på 16th Street, men vi taler kun om selve lyskrydset og selve togstationen. Resten af området er sikkert nok – i hvert fald så sikkert som en amerikansk by bliver om aftenen.)

De klassiske turistdestinationer er kirken Mission Dolores (byens ældste) samt Dolores Park. Parken er byens eneste, hvor folk drikker offentligt, og det er samtidig et af de steder i byen tågen stort set aldrig rammer. Her nyder folk de sidste eftermiddagstimer året rundt, og der er en helt særlig stemning. Husk at gå helt hen til øverste hjørne af parken mellem Church St og 20th St – her er byens allersmukkeste udsigt:

 

IMG_20150514_222913 copy

 

Mission er også stedet i San Francisco med flest murals og street art. Især Balmy Alley og Clarion Alley er kendt for de alternative vægmalerier. Jeg ved ikke om det passer, men en hjemløs hippie med lysende sommerfugleklips i skægget fortalte mig engang, at de mange sko der hænger fra ledninger i luften tilhører afdøde venner til kunstnerne, som har dekoreret gaden. Hvis du leder lidt i Mission, vil du også kunne finde et par vægdekorationer fra Banksy.

 

evictgoogle

 (Tech-virksomhederne har et grimt ry flere steder i SF, fordi de højtlønnede ansatte presser huspriserne i vejret)

 

Valencia St er gaden med de mange specielle butikker. Her finder man i hvert fald tre spændende “thrift stores”(/genbrugsbutikker), hvoraf den ene er i flere etager og indeholder alskens grimfede dimser til boligindretning. Der er en brugt boghandel med lige den bog, du ikke vidste du manglede. Butikker med udstoppede dyr. Lige ved siden af den, finder du en butik der kun sælger naturvidenskabeligt, nørdet legetøj til børn og barnlige sjæle. Der er også en butik der kun sælger piratudstyr. Altså til sørøver-typen. Jeg ved ikke helt, hvad det går ud på…

På Valencia kan du også afslutte dagen med en omgang etiopiske “pandekager” (snyd ikke dig selv for den etiopiske vin og øl!), der spises med fingrene. Alternativt kan du besøge den populære bar Amnesia og høre lidt livemusik.

 thrifttown

 

Går du videre til Mission St finder du et utal af lurvede små forretninger med alkoholsalg, men også flere genbrugsbutikker og butikker med parykker i alle verdens farver samt grimt nylontøj. Her finder du også en tegneseriebutik med månedlige book club-møder for dem der gerne vil diskutere den seneste nye tegneserie: “Mission: Comic & Art

 

Mission

 

Du kan ikke sige Mission uden samtidig at sige mexicansk mad. Byens (efter min mening) bedste quesadillas fås hos Taqueria Vallarta som ligger på hjørnet mellem Balmy Alley og 24th Street. Den meget kantineagtige forretning sælger også tacos (med ekstra hurtig betjening) samt virkelig billige nachos.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *