Det har taget mig 4 måneder at lave det her blogindlæg. Denne tegning er nærmest blevet et traume for mig – hver eneste gang jeg fik lyst til at scanne en tegning og lægge den på bloggen, blev jeg mødt af en ubehagelig påmindelse om, hvad jeg egentlig burde bruge min tid på.

(Jeg er stadig ikke færdig med skattedokumenterne for 2022. Næste skridt er at udfylde en 04.029-blanket og indhente en tysk hjemstedsattest. Fun times.)

Vi har fundet den perfekte lejlighed, men renoveringen trækker ud, og indflytningsdatoen rykker hele tiden længere væk. Det seneste vi har hørt, kræver at vi finder en midlertidig bolig i mindst én måned, og hvem ved om vi overhovedet kan stole på, datoen ikke bliver rykket igen?

I mellemtiden har vi efter 4 måneders boligsøgning set det næstbedste bud på en lejlighed: Den ligger længere væk, er noget mindre (og derfor også billigere) og mangler et værelse. Men den er nyrenoveret, pæn, lys og har en have, man ikke selv skal passe.

Hvad er så vigtigst?
Et børneværelse og en smuk bolig, vi kan blive i… eller muligheden for at flyve op og hente min hund om to uger, og pause boligsøgningen for nu?

Der er parfume i selv babyshampooen. Dem alle sammen. Selv toiletpapiret skal man være på vagt for.

Alle ved at tyskere er glade for papirarbejde, og min start i Tyskland har da også levet op til de fordomme. F.eks. fik jeg 13 dokumenter fra Cilias børnehave, før hun skulle starte – de 12 skulle sendes tilbage med underskrift, og så skulle jeg vedlægge både vaccinekort og lægeerklæring. Heldigvis har jeg en god flyttepakke, så jeg har en relocation agent til det hårde arbejde. Hvad angår resten, så synes jeg egentlig, at det er lidt sjovt. Det er en del af oplevelsen.

Hvad jeg til gengæld overhovedet ikke synes er sjovt ved systemet, er at alt alle dokumenter skal udfyldes MED KUGLEPEN, scannes og indsendes via email. Jeg er selvfølgelig glad nok for, de endelig har droppet faxen, men det ændrer ikke på, at der sidder nogle mennesker i den anden ende, som skal indtaste mine oplysninger manuelt. Det giver sig selv, at det medfører et hav af fejl. Fejl som selvfølgelig skal rettes. Via en telefonsamtale. Efter cirka 4 timer i kø.

Hvis jeg synes det er underligt at blive tiltalt “Frau Dackel”, er det ingenting imod hvad jeg tænker, når Cilia skal omtale sine pædagoger som Herr/Frau Efternavn. Pædagogerne er utroligt søde, opmærksomme og grundige, men distancen er helt anderledes stor end i Danmark. Jeg har på fornemmelsen, at de ser sig selv mere som lærere end omsorgspersoner.

Heldigvis har Cilia ikke opfanget, at der er forskel på Danmark og Tyskland, så hun kaster sig gladeligt om halsen på dem. Jeg har på fornemmelsen, hun vinder en del point på så tydeligt at give udtryk for sin tillid og kærlighed. Jeg tror også, det gør hendes start tusind gange nemmere.

Alt er så formelt! Og så har vi ikke engang talt om de emails og breve jeg modtager, som er henvendt til “Frau Dr. Nadia Dackel”. Det er en anden verden.

Dengang vi købte vores hus i Danmark, købte vi det, fordi vi ville bo der altid. Det hus har været min store kærlighed – jeg har aldrig før følt mig hjemme så hurtigt. De seneste gange jeg er flyttet, har det også altid været en opgradering: Fra vanvittig uden-kontrakt-delelejlighed til kollegieværelse. Fra kollegieværelse til lejlighed. Fra lejlighed til eget hus.

Jeg føler endda, vi nu er værre stillet end da vi skulle ud fra kollegiet. Boligmarkedet hernede er hidsigt, alt er haveløse lejligheder på under 80 kvm og vi skal overbevise dem om, vores hund ikke smadrer deres gulve…

Jeg er allerede træt.

Jeg havde købt hus i forstaderne. Var etableret i mit voksenliv som forsker. Blev gravid, fik en hund, fik en datter…

Men så flyttede jeg til Tyskland, og alt det jeg var super træt af ved bloggen føles langt væk nu. Hvem interesserer sig for, hvad jeg skriver herinde på dansk, når mit nye liv finder sted på engelsk og tysk? Hvilke halvfremmede personer skulle rende ind i mig i Netto, for så at begynde at dissekere mine seneste og mest personlige udfordringer, som om vi er gamle venner? Hvem bekymrer sig for, hvad folk jeg tænker dårligt om, ved om mig, hvis jeg aldrig skal se dem igen?

Så til dem der stadig kigger forbi: Velkommen tilbage! Jeg er voksen, jeg har travlt og jeg har slet ikke tid til en blog, men jeg har masser af ting jeg gerne vil tegne, og jeg glæder mig til at dele det med jer!