Hej allesammen
For en god ordens skyld, vil jeg gerne introducere mig selv. Mit navn er Nadia og jeg ser cirka sådan her ud.
Jeg har selvfølgelig en næse i virkeligheden, men den blev der ikke plads til, på grund af mit store introduktions-smil. Jeg anser det selv som et venligt og imødekommende smil, og jeg håber det får dig til at føle dig velkommen her på bloggen. Jeg håber også, du vil bære over med mine halvdårlige tegninger. Jeg ved godt jeg ikke tegner fantastisk, men det er en del sjovere at tegne end at skrive endeløse historier om mig selv.
Nu kunne det selvfølgelig være fint nok at tegne mig selv som en lille gul-håret pige hele tiden, men det ville ikke være helt i overensstemmelse med virkeligheden. Min personlighed lader sig nemlig let og ubesværet indfange af en anden type tegning. Nemlig denne:
En gravhund.
Ikke fordi jeg ligner en gravhund, men nok fordi min mors side af familien i mange år har haft et særligt forhold til gravhunden som race. Om det er tilfældigt, at vi i familien har mange fællestræk med dyret, eller om det er en følge af mange års gradvis påvirkning, skal jeg ikke gøre mig klog på. Fakta er, at jeg har nogle personlighedstræk til fælles med dyret. Jeg er stædig, selvstændig og til dels også sjov og sød på min egen måde, hvis jeg selv må sige det.
Gravhunde er selvfølgelig også meget dovne, og elsker at blive nusset (hvem gør ikke det?). Personligt føler jeg at min narkolepsi undskylder min dovenhed, men det giver mig unægtelig en slående lighed med dyret. Heldigvis fjernes alle gravhunde-tendenser i skoletiden, takket være effektiv medicinering.
Som en lille forsmag på bloggen, får du også lige et billede af noget af min familie:
Her ses min ældste lillebror, ældste lillesøster, mor, stedfar og yngste lillebror. Jeg har en storebror, 2 småbrødre og en lillesøster til, men lad os gemme dem til en anden god gang. De andre er tegnet ind her, for jeg forventer at de vil være mit første publikum her på bloggen.
Afslutningsvis vil jeg introducere min kæreste. Han var ikke særlig vild med sit billede, da han så det: “Hvad!? Er jeg den der? Det er jo en pige!”. Nogen mennesker kommer sig vist aldrig over det med pige- og drengefarver. Her er han:
Altså han er en rød bjørn, fordi han er rødhåret! Jeg synes det var smart. Og jeg synes altså han er sød og kysse-agtig, hvad forkert er der så i at tegne en nuttet bamse? Han har også ret meget temperament, og så er en bjørn da ikke et helt forkert valg? Som kompensation har jeg forsøgt at tegne ham mere som den ph.D-studerende han er:
Scanneren gjorde ham lyserød. Jeg lover det ikke var mig.
