oktober 2012
Nye venner
Alle ved, det godt kan være lidt hårdt at starte et nyt sted, men her efter en måned på Panum føler jeg mig faktisk meget fortrøstningsfuld. De andre i gruppen virker helt fine, og jeg har følt mig godt underholdt hver dag. Ikke mindst af Lea.
Lea er gruppens laborant, og er ud over mig den eneste pige i gruppen.
I den anden gruppe, hvor jeg skrev speciale, brugte jeg mange timer i selskab med min ph.d.-studerende, Kim, som var ret god til at fortælle sjove historier, kun ansporet af kommentaren “sig noget spændende”. Samme taktik afprøvede jeg den anden dag på Lea.
Resultatet?
Konklusion: Godkendt!
I fredags udskar vi halloween-græskar sammen. Det blev sindssygt flot. Og det er udelukkende fordi dommeren var en halvblind idiot, der tydeligvis havde skjulte interesser, at vi kom på sidstepladsen med kommentaren “ikke nok detaljer”. Svin. Tydeligvis en mand, der ikke har hørt om begrebet “less is more”.
Lea viste sig at have lige præcis den konkurrencementalitet, jeg elsker aller-højest.
Det eneste tidspunkt, hun bekymrede mig lidt, var da hun insisterede på at sætte vores flotte græskar (komplet med kniv og det hele) ind på min vejleder(/chef)s kontor med beskeden “DØ SVINEHADER! (vi ved hvor du bor)”. Hun prøvede at bløde den op med kommentarer om, at han nemt kunne regne ud, “gaven” var fra en af hans ansatte, og at hun kun diskret ville sige at hun “ikke var alene om det”, hvis hun blev spurgt. Jeg fik heldigvis afværget situationen i tide.
Jeg håber hun tilgiver mig.
Velkendt og dog anderledes
Så er bloggen rykket over på wordpress i stedet. Tanken er, jeg med tiden kan sætte et par reklamer ind hist og her (på den lidt mere diskrete måde, end vi kender og elsker den fra Bloggers Delight). Indtil da kan I bare nyde kødbenene på baggrunden og glæde jer over, tegningerne nu kan sættes ind i den størrelse, der passer til dem.
Imens vil jeg forsøge at se bort fra, mængden af spam-kommentarer stiger med 200%.
Hvis I finder fejl i gamle indlæg (så som billeder der mangler), må I meget gerne sige til. Jeg går dem igennem fra en ende af, men det tager sin tid.
Afslappende søndag
Har valgt at ignorere manglende oprydning og rengøring, nu hvor gårsdagens fødselsdagsgaver ligger og byder sig til, og jeg alligevel er alene hjemme…
Der er pizzarester i køleskabet. Jeg føler mig meget heldig.
Dårlig timing
Heldigvis var aftenen det hele værd. Tror jeg. Husker ærlig talt ikke så meget fra efter klokken 12, hvor gratis fødselsdagsdrinks blev stillet til rådighed…