februar 2015
Første gang jeg spiste på en Michelin-stjerne restaurant:
Restauranten ligger 50 meter fra hvor jeg bor, og Barack Obama spiste der i sidste uge, men jeg kommer ikke til at smage deres mad igen. Jeg kan aldrig vende tilbage.
Hvorfor er den dag også så vigtig herovre?
Jeg kunne komme i tanke om tusind bedre svar end “Netflix” bagefter. Så som: “Min kæreste er i København”, “Jeg er kunne ikke være mere ligeglad med Valentines Day” og ikke mindst: “Gider du godt lade være med at blande dig i, hvad jeg kommer i indkøbskurven?”
Nu er spørgsmålet bare, hvorfor jeg overhovedet går op i hvad kassedrengen i Cal-Mart tænker om mig…
Fordi INGEN gider dømmes på enkeltpersoners vanvittige handlinger
DF sagde dengang: “Hvad fanden rager det os, at en galning som ham har nævnt os. Jeg synes, det er uanstændig, at folk bare kan finde på at kæde os sammen. Bare fordi han også er imod EU og indvandrerkritisk. Betyder det alle, der er imod EU er terrorister?”
Pia Kjærsgaard skrev i et debatindlæg: “Utøya var en enkeltstående massemorders forbrydelse”
Det kunne være super, hvis vi kunne få lidt af samme retorik nu.
Tegninger fra den sidste måned
(Lige for en god ordens skyld: Nej, jeg jagter ikke musene rundt, og jeg bruger selvfølgelig ikke udstyr fra værktøjskassen, men det er alligevel lidt grænseoverskridende at skulle lære at udføre rigtige dyreforsøg)
Det var utrolig hårdt arbejde
… men efter en måned i USA, har jeg endelig fundet tre slags slik, jeg kan lide.
Mit råd til dig, næste gang du er i USA:
- Milk Duds
- McConnell’s Fine Ice Creams med smagen “Salted Caramel Chip”
- Timothy’s Confections “Milk & Dark Chocolate Covered Almonds”
Du vil også gerne smage Sour Patch Kids, men omvendt vil du også gerne bevare huden på din tunge. Svært valg.
