august 2011

Velkommen til… HverdagsNadias Boligspecial! Dagens tip: Sådan pifter du din sofa lidt op.

Ja, sådan ser din sofa ud. Lidt slidt, stoffet er blevet slapt, du kan mærke fjedrene når du sætter dig, og generelt er du heller ikke vild med de pletter, der er opstået hist og her.
Der er et helt år til du er færdiguddannet og har råd til en ny. Hvad gør du?

Jo, nu skal du høre: Du bider al stolthed i dig, krydser grænsen for “lidt skør men stadig okay adfærd” til “gammelkoneagtig besættelse” og kommer hjem fra H&M; med en ny pude.

Ahhh! Meget bedre. Lov så din kæreste at det her er den absolut eneste ting med gravhundemotiv, du nogensinde køber til lejligheden, for at undgå at puden ender i skraldespanden.

God fornøjelse!

Men det gælder bare om at nyde det. Snart står der 8.00-17.00 på skemaet (… i hvert fald nogen af dagene), og så nytter det ikke noget at brokke sig over, man ikke fik dovnet færdigt.

Jeg er allerede ved at blive godt og grundigt træt af dårlige, ukritiske avisartikler om valget, samt klichefyldte partidebatter, der typisk ender ud i kedelig mudderkastning. Nogle gange får jeg seriøst lyst til at rive alle deres spindoktorproducerede taler i småstykker!

Hvorfor kan de ikke bare lave en debat, der indeholder lige det jeg vil høre?
De sidste par dage har jeg leget med tanken om, hvor nemt alt ville være, hvis alle var helt enige med mig. Hele tiden. Så kunne jeg stemme uden problemer, og alting ville være overskueligt og behageligt. Eller, hvad nu hvis alle bare var ligesom mig? Tænk lige på, hvor ukompliceret og smuk verden så ville blive!
Det fantaserede jeg længe om i går (alt for længe faktisk…), indtil jeg gik i gang med at tegne det, og indså at jeg nok skal være yderst taknemmelig for, alle I andre er her, og at vi alle er forskellige:

Ja, det er da klart fordi næstældste lillebror var på besøg i går, at jeg formåede at spise to cupcakes, 300 gram slik, en stor isvaffel og (hvad der bagefter føltes som) en milliard amerikanske pandekager…

Jamen jeg siger jer, jeg skulle virkelig nødes!

Det må være en storesøstersvaghed.

Ja, det er ikke den store overraskelse. Men selvom jeg er helt sikker på, hvor jeg vil sætte mit kryds, så kan jeg ikke lade være med at længes efter de gode gamle dage… Jeg savner Socialdemokraterne, og selvom de lige nu ikke har fortjent min stemme, så glæder jeg mig til den dag, hvor vi kan genforenes. Det er stadig mit parti, føler jeg.
Derfor giver det også et lille stik i hjertet, når jeg ser DSUere i gader og stræder gejlet op til valgkamp.

Engang var det mig. Dengang delte jeg foldere ud for Magnus Heunicke. Hvis jeg stadig var socialdemokrat, så var det nok Michael Vindfeldt, jeg havde prøvet at hjælpe disse dage.
Ja, det var lige et tip for old times’ sake. Selv tak.

Om det er den daglige tur op og ned af trapperne til 4. sal, eller om det er skjulte reserver fra mine utrænede lår – jeg er ligeglad: TAK! Tak fordi jeg efter to timelange rideture ikke er blevet straffet med den karakteristiske lort-i-buks-gang, der som regel følger uvante travture: