Hen på eftermiddagen
Jeg elsker stadig mit speciale, men en gang imellem kunne jeg godt drømme om, det var lidt mere action packed.
september 2011
Pinligt, men åbenbart ikke pinligt nok
Jeg ved godt, det er fuldstændigt latterligt, men jeg føler mig simpelthen så VIP-agtig, når jeg går ned ad gangen med mit adgangskort hængende fremme, så alle kan se det.
Kig lige en gang unger – sådan ser de voksne studerende ud!
Åh jeg er så kikset…
Spildtanker
Hvis jeg skulle være en superhelt, så ville jeg være Link. Som i ham fra Nintendo-spillene om Zelda.
Hvis jeg selv måtte finde på en superhelt, ville jeg være hende her:
Det ville være ret praktisk lige nu. Desværre er det formentlig lige så usandsynligt, at jeg spontant skulle udvikle overlegne laboratorieevner, som at jeg i morgen vil vågne op i Hyrule iført grøn dragt og hætte.
(God dag i laboratoriet i går? Niks. Sepcialekærlighed bevaret alligevel? Selvfølgelig!)
Det har alle da prøvet
Det værste ved at have fået nye sko er, at man konstant går ind i alting, fordi man hele tiden kigger ned på dem.
Jo, det er altså helt normalt!
To slags grin
1) Hyggemåden. Her sidder man og godter sig over, hvor sød og sjov en kæreste man har:
2) “Gid-jeg-styrketrænede-noget-mere-så-jeg-en-dag-kunne-blive-stærkere-end-ham”-måden:
Gymnasieveninder
Nogle af os er blevet gift, nogen har fået børn, nogen er blevet færdiguddannet og andre leger stadig bare studerende… Men når vi mødes på en bar og får et par drinks, så er vi alle tilbage i gymnasiet igen.
Der var dog enkelte samtaler, som muligvis ikke ville have fundet sted for seks år siden.
Og nu til noget lidt mere kontroversielt
Nemlig dyreforsøg. Vi ved alle sammen at det foregår. Nogen synes det burde forbydes, andre synes det er okay så længe det er til gavn for menneskeheden, og nogle tredje er fuldstændigt ligeglade.
Jeg tilhører gruppen i midten. I hvert fald i princippet. Når jeg selv står og kigger dyret i øjnene, er jeg ikke så sikker længere. Samtidig opererer jeg efter en nuttedhedsskala: Jo sødere dyret er, jo værre har jeg det med at dyret skal dræbes. Især hvis det er mig, der skal gøre det.
Lige nu laver jeg forsøg på celler i en petriskål. Det har de færreste noget imod.
Sådan har det dog ikke altid været. For at kvalificere mig til en specialeplads, skulle jeg tage et lovpligtigt dyreforsøgkursus, og der skulle jeg lave forsøg på rotter. Og jeg ved godt, der er mange, der synes rotter er klamme, men det må være fordi de aldrig har holdt dem. Kælet dem. Krammet dem. Det er de sødeste gnavere i verden!
Jeg kunne ikke klare tanken om, jeg skulle aflive dem. Så nuttede, så nuttede…
Det blev ikke bedre, da første rotte tillidsfuldt lagde sig til at sove i mine arme. Mens jeg holdt dødsprøjten i den anden hånd. Rotten smaskede saligt imens. Jeg var ved at tude, men hvad gør man ikke for 7,5 ETCS-point og drømmespecialepladsen? (Åh jeg er et dårligt menneske…)
Jeg var derfor ekstatisk, da jeg forleden fik at vide af min vejleder, at rotteforsøg ikke blev en del af mit laboratoriearbejde. TAK! Åh tusind, tusind tak!
Men… Måske skal jeg bruge hjernesnit. Fra mus.
Endnu mørkere øjne, endnu større ører.
“Hvordan kan du klare det Nadia?” tænker du måske på nuværende tidspunkt. Og ved du hvad? Det er slet ikke så slemt igen. Her, jeg har lavet en graf til dig:
Med andre ord føler jeg slet ikke samme kærlighed til mus, som jeg gjorde til rotten oven for…
Jeg lover jer, de kan holde fast. Længe. Små lortedyr.