september 2014

For det meste er jeg fint tilfreds med min højde. Selvom jeg kun måler 160 cm (og dermed er en pænt udfordret koncertgæst), så synes jeg inderst inde, det er helt perfekt! Især efter petite-udgaven af tøj er begyndt at finde vej ud i butikkerne, har jeg haft svært ved at finde noget at brokke mig over. Udbuddet er mænd er større, jeg har en god undskyldning for ikke at kunne løbe hurtigt og jeg kan købe billige converse-sko i børnestørrelse. Rent win.

Men så er der… andre dage. Dage hvor jeg alligevel ærgrer mig lidt over, jeg ikke har bare 4 cm mere på den konto…

… seriøst? EN EUR-PALLE!?!

Dem der fulgte med her på bloggen, da jeg fik stillingen, ved præcis hvor latterligt lykkelig jeg var. Det var en drøm der gik i opfyldelse! Jeg elskede mit specialeprojekt, og her var en gylden mulighed for at fortsætte på noget lignende – endda med løn undervejs og en flot titel som afslutning!

I anledningen af, jeg snart er 2/3-dele gennem min ph.d., synes jeg lige vi tager en opsummering af, hvordan det er gået.

For at ridse op: Målet når man skriver en ph.d.-afhandling er dette:

Men man kan godt afslutte sit projekt og dermed blive færdig med forskeruddannelsen, hvis man i det mindste er nået hertil:

Og skal vi så se, hvordan det er gået mig gennem tiden?

Efter 3 måneder:

Efter 1 år:

Efter 1 år og 3 måneder:

 
Efter halvandet år:

 
Efter 1 år og 8 måneder:

Nu:

Jeg kan godt afsløre, at hvis San Francisco ikke viser sig at være pissefedt, og der ikke snart kommer nogle helt bestemte forskningsresultater i kassen, så er det slut med forskning for mit vedkommende. Aldrig igen gider jeg investere så stor en del af mit liv og så meget engegement på noget som er dødfødt.

Jeg glæder mig til, at jeg om kun ét år kan slippe fri fra den bitterhed, al skuffelsen og den konstante vrede jeg render rundt med lige nu.