Ja, okay, godt nok ikke sådan en ferie. Jeg skal hjem til mine forældre, og selvom det ikke er en solbeskinnet strand i Spanien, så er det stadig helt fint. Jeg har ferie nu, hvor ingen andre har, og for at få det bedste ud af tiden vil jeg gerne lidt væk hjemmefra. Mine forældre har heste, og det trækker en del i mig. Efter en shoppingtur i eftermiddag tager jeg med min søster hjem, og så er det tid til at slappe af, læse, ride og spille computer med min 11-årige lillebror. Altså en noget hyggeligere ferie, end den jeg ville have fået med Dr. Phil inde på sofaen.
Det gjorde jeg selvfølgelig. Der røg også lidt bacon og pandekager med, nu jeg var i gang.
Når det kommer til weekendmorgenmad, så er det vist lige meget hvilken strategi min kæreste anvender. Jeg skal nok lave lækker mad. Det er mit favorit weekendritual. Nu er jeg mæt og glad, og sidder lige i en solstråle.
… når man kommer ud af døren om morgenen, og så har en eller anden møgunge skruet ventilen af ens cykelslange? Venligere end cykeltyveri, men stadig råddent flabet. En dag vil vedkommende blive straffet. Når jeg har vundet i lotto. Jeg er kreativ, jeg finder på noget.
Jeg ved dog ikke hvordan eller hvem jeg skal straffe, når alle æggene i min nettopose er gået i stykker, og har syltet al andet mad ind i potentiel salmonella. Det er nok bare en af de gange, hvor man burde være rig nok til at smide posen ud og købe nye varer over internettet.
Der er intet som salmiakglæde! Når jeg får en pose tyrkisk peber, lossepladsen eller piratos i hånden, så er min lykke ubeskrivelig. Det kan redde hele min dag!
Jeg kommer aldrig til at fatte nogle kvindes trang til chokolade. En kedelig brun fedtet masse, der oven i købet koster kassen, hvis den skal være af ordentlig kvalitet. Jeg kan dog godt misunde dem. Chokolade giver ikke forhøjet blodtryk. Chokolade giver ikke osteoporose. Og vigtigst af alt: Chokolade giver ikke salmiakkvalme, den kvalme der uundgåeligt følger salmiakglæden. Saltoverdosis-kvalmen…
Jajaja, jeg har fanget den nu. Det er ikke i orden at brokke sig over, at man har ferie. Det virker som tarveligt pral, og jeg har ikke fået meget medlidenhed på den konto.
Jeg synes nu stadig, at det kunne have været fint af universitetet at planlægge vinterferie samtidig med resten af landet.
Min kæreste og jeg havde i lang tid overvejet, om ikke vi skulle købe en rigtig tv-serie, så vi havde noget at stene til i weekenderne. Især fordi vores tålmodighed med parkeringspladserne uden for Blockbuster var ved at være opbrugt (ja, så kan man lære ikke at have bil i København), og fordi min samling af The Simpsons efterhånden var ved at være lidt slidt.
Valget faldt på Mad Men. Mere eller mindre tilfældigt – jeg forhørte mig lidt i min vennekreds, og flere nævnte The Sopranos, Mad Men og The Office som gode muligheder. Alt gik godt, indtil vi midt i 2. sæson faldt over en kedelig artikel i Politiken.
Jeg citerer:
“En slags murstensromaner på film, som kan deles med kæresten hjemme i sofaen.”
“Især HBO-seriernes gode rygte er gået fra mund til mund”
“Men her har man måske spist (…), lavet te og popcorn, og så slår man benene op på bordet og siger til sin kæreste eller kone: Skal vi ikke lige tage et afsnit?”
“Både Lars Ringhof og Jeppe Gjervig Gram gætter på, at de mange dvd-bokse med smalle amerikanske tv-serier især lander hjemme hos folk i de store byer, som i forvejen har et stort kulturforbrug.”
Og så videre.
Ja, det er så os. Gennemsnits Mad Men-seeren fra Danmark: Kærestepar fra København, der købte serien efter at have fået den anbefalet af venner.
Jeg vidste da godt, vi ikke ligefrem var originale i vores valg, men altså… Det er da lidt kedeligt at være så gennemsnitlig, at man kan læse om det i en avis.
