Mad Men

Min kæreste og jeg havde i lang tid overvejet, om ikke vi skulle købe en rigtig tv-serie, så vi havde noget at stene til i weekenderne. Især fordi vores tålmodighed med parkeringspladserne uden for Blockbuster var ved at være opbrugt (ja, så kan man lære ikke at have bil i København), og fordi min samling af The Simpsons efterhånden var ved at være lidt slidt.

Valget faldt på Mad Men. Mere eller mindre tilfældigt – jeg forhørte mig lidt i min vennekreds, og flere nævnte The Sopranos, Mad Men og The Office som gode muligheder. Alt gik godt, indtil vi midt i 2. sæson faldt over en kedelig artikel i Politiken.

Jeg citerer:

“En slags murstensromaner på film, som kan deles med kæresten hjemme i sofaen.”

“Især HBO-seriernes gode rygte er gået fra mund til mund”

“Men her har man måske spist (…), lavet te og popcorn, og så slår man benene op på bordet og siger til sin kæreste eller kone: Skal vi ikke lige tage et afsnit?”

“Både Lars Ringhof og Jeppe Gjervig Gram gætter på, at de mange dvd-bokse med smalle amerikanske tv-serier især lander hjemme hos folk i de store byer, som i forvejen har et stort kulturforbrug.”

Og så videre.

Ja, det er så os. Gennemsnits Mad Men-seeren fra Danmark: Kærestepar fra København, der købte serien efter at have fået den anbefalet af venner.

Jeg vidste da godt, vi ikke ligefrem var originale i vores valg, men altså… Det er da lidt kedeligt at være så gennemsnitlig, at man kan læse om det i en avis.