maj 2011

Nogen gange når jeg keder mig og er i humør til lidt drømmeri/selvpineri, så går jeg ind på Home’s hjemmeside og søger på huse til salg.
Det gjorde jeg for et par dage siden. Og jeg fandt det perfekte sted, hvis jeg altså var i besiddelse af lidt over 5 millioner kroner.

Jeg er helt besat af det hus nu. Jeg tænker ikke på andet. Men hvordan skal man finde den slags penge?
Lotto selvfølgelig! Så nu drømmer jeg både om perfekt hus og lottogevinst.

Hvad kunne jeg gøre? Drømme uden grund? Nej vel? Så nu har jeg spildt 40 kr. på en lottokupon (igen). Ud af de 100 kr. jeg har tilbage til resten af måneden. Ikke fordi jeg gør mig nogen forhåbninger om at vinde, men fordi det virkede komplet meningsløst at bruge så mange tanker på noget så urealistisk. Nu har jeg da i det mindste givet mig selv chancen for at vinde. Selvom den er mikroskopisk. Og dyr.

Vil I se huset? Det må I nemlig godt, hvis bare I lover ikke at købe det, heller ikke hvis det er en af jer, der vinder i aften.

Klik og se drømmehuset

Der hører endda have til. Og have betyder gravhunde! Mine helt egne, pølsede gravhunde…

Når jeg tegner en gravhund her på bloggen, så er det som tidligere nævnt min personlighed jeg prøver at indfange – ikke mit udseende.
Hunden ser ikke spor feminin ud, og det er helt bevidst. Jeg tænker ikke ret meget over mit køn til dagligt, og jeg synes heller ikke min personlighed er speciel feminin (i den traditionelle forstand).

Når det kommer til mit udseende, kan jeg selvfølgelig godt føle mig meget feminin. Hvis jeg altså ikke har brugt hele dagen i forvejen på at æde slik. Som nu. Lige nu ser jeg cirka sådan ud:

Jeg er også lige så bleg.

Kasper ser ingen ændringer fra dag til dag, og kan bestemt ikke se noget drenget ved mig. Hverken når det gælder mit udseende eller min personlighed. Hver gang han kigger på mig, er det som om han ser hende her:

Det er bestemt ikke sådan jeg ser ud i virkeligheden, men jeg er meget tilfreds med, at det er sådan Kasper opfatter mig.
Det er måske på grund af hende dullen ovenover, at han har så svært ved at se min indre drengepige. Hun overskygger alt. Det kan provokere ham lidt, når han hører nogen omtale mig på den måde.  “Du er bare overhovedet ikke spor drenget…” starter den lange forklaring, han plejer at komme med.

Men min indre drengepige er der. Jeg har hørt det så mange gange fra så mange sider, at jeg er sikker på, det ikke kun er mig selv der kan se det.

Uanset hvad tror jeg ikke, der er mange af de tøsede piger, der oplever det her en torsdag aften:

(Der stod egentlig “Gamernight”, men vi ved jo godt allesammen, det bare er et mere fancy ord for LAN)

“Nyd det” sagde I. Da jeg skrev at Kasper skulle være væk i tre dage. “Tænk på alt det slik og kage du kan spise!”

Nå, men det gjorde jeg. Og så skete det her:

Uanset hvor spændende ens studie er, er det umuligt ikke at blive træt af det en gang imellem. Som dagen før en stor rapport skal afleveres, i timen inden en større præsentation eller simpelthen når pensum bliver for tørt, og man snegler sig gennem kapitlerne…

Og så er der de dage, hvor man ser stjernerne, og kommer i tanke om, hvorfor man valgte at tage en lang universitetsuddannelse, og hvorfor intet i verden kan være federe end (en dag) at blive betalt for at arbejde med netop dette emne.

Sådan var min dag i dag.

Jeg ved godt, I ikke gider at høre om alle de tørre, naturvidenskabelige ting jeg foretager mig. Men jeg er ligeglad, så jeg synes da lige I skal vide, at stjernerne i dag viste sig som den berømte patch clamp teknik. Som jeg har hørt om tusind gange gennem mit studie, men udførte for første gang i går. Og som den eneste på holdet (…6 mennesker, men stadig), fik jeg det faktisk til at lykkes.