Mere om det der kærlighed til alle
Selvom jeg er ret begejstret for specialet, er det selvfølgelig ikke den eneste grund til, jeg går rundt og er så idiotisk glad.
Det hjælper også at jeg (stik mod mine værste forudanelser) ikke sidder alene og spiser frokost hver dag. Der er nemlig altid nogen fra specialekontoret, der gerne vil med, og de er virkelig søde alle sammen. Ikke en eneste dag har jeg siddet og kedet mig over madpakken, og det er jeg så taknemmelig for.
Man kan heller ikke andet end blive i godt humør, når Kristian kommer på besøg og spiser rabarberkage og is sammen med mig. Kristian er typen, der spreder hygge omkring sig, selv når han er nedtrykt over at have fået jordens største bilregning (vi siger tak til fulde idioter og gåture på biltage) – jeg tror ikke han kunne være dårligt selskab, selv hvis han prøvede.
Og hvordan skulle jeg kunne være trist, når den altid fantastiske StineStregen har tegnet mig? Så lille en ting, så stor en tak! Jamen det er da bare kærlighed smurt ud over det hele.
Nu vi er ved det, kan jeg også nævne endnu en ting, der lige har gjort min dag en milliard gange bedre (og den var ellers ret god i forvejen). Jeg har slet ikke nået at tegne det endnu, for det skete nemlig mens jeg skrev på dette blogindlæg (øhm… Ja… I specialetiden. Jeg holdt pause, okay?).
En pige kom lige forbi og afleverede to pakker med lækker Irma-chokolade og marcipanflødeboller, som tak for jeg havde samlet hendes mobiltelefon op fra en cykelsti. Jeg delte belønningen med den ph.d.-studerende, der hjælper mig med mit speciale, da det var ham der havde ringet til hendes kæreste og afleveret telefonen til hende, mens jeg sad og splittede celler i laboratoriet.
Amen er det ikke sødt? Chokolade! Kærlighed! Til alle! Nu er vi tre, der er glade, og der skulle så lidt til.
Man burde i grunden gøre det mere, ikke? Altså sprede lidt glæde. Gøre noget for andre. Det er en kliche, men det virker jo. Mere af den slags, tak!
