september 2011

Jeg har en god potion selvmedlidenhed over det her. Åh Marie og Kimmie, kom tilbage! Der er så tomt uden jer. Hvis I ikke snart vender hjem, så er det jeres egen skyld, hvis jeg får en masse nye og bedre venner fra mit specialekontor! De har allerede spist frokost med mig en gang! Jeg siger det bare!

Og nu hvor det er ude i det åbne, kan jeg tale frit om andre ting. Som at en del af os bloggere i dag er ude på gaderne og samle ind til Red Barnet. Så hvis du hører nogen ringe på, så find lige pungen frem ikke? Det går til et godt formål, og det kunne jo være en af os!

Jeg kunne virkelig godt springe denne lørdag over. Den startede med jeg blev vækket klokken 6.30 af Kaspers vækkeur, der var sat ekstra tidligt, så han kan tage til ENDNU en polterabend. Jeg var nogenlunde frisk, så jeg stod op. Og hvad stod jeg så op til? Efterår. Ægte, koldt, kedeligt efterår!
Der var heller ikke mere morgenmad. Jeg åd et par karameller i stedet, men det gav mig bare kvalme.

Sådan så jeg ud hele dagen. Jeg har nærmest krampe i mine kinder efter at skulle smile så meget. Desværre havde jeg ikke kontaktlinser på, så jeg har ikke set ansigtstrækkene på en eneste af de vel 30 mennesker, jeg blev introduceret til. Har muligvis også givet hånd til en pige, jeg kendte i forvejen.
Jeg har også hilst på nogle af dem jeg skal dele kontor med. Vi er 18 i alt. Jeg er fast besluttet på at få skabt den rette stemning alligevel!

Specialestart altså. Urk. Jeg er sikker på, at hvis jeg kom til at bøvse nu, ville det her ske:

Jeg kan i hvert fald godt mærke sommerfuglene blafre rundt min i mave. Heldigvis er det på den gode måde – jeg har glædet mig længe nu, og så er der jo ikke noget at sige til, at man bliver lidt nervøs og at det hele føles ekstra spændende.