august 2011

Selvom det har været en fantastisk hyggelig ferie, så er der altså noget helt særligt over bare at smide sig i sin egen seng, når man kommer hjem igen.

Jeg har allerede planlagt en lille tegnet gennemgang af ferien, men det må vente lidt. Nu vil jeg bare nyde, at jeg kan slappe af i min egen sofa.
Imens kan I jo kigge lidt på tegningen ovenfor. Jeg er hamrende træt af at farvelægge med farveblyanter, for det er ret tidskrævende. Nu har jeg forsøgt mig med et tegneprogram – tegningen er dog stadig lavet med kuglepen og scannet ind. Det skal nok finpudses lidt, men hvor er det dog dejlig nemt!

Det gjaldt også for kollegielivet. Da dem jeg kendte fra køkkenet efterhånden begyndte at flytte ud, flyttede der nye studerende ind. En del af dem havde en lidt alternativt fortolkning af begrebet “hensyn”. Hensyn var ikke det, man skulle tage over for andre – hensyn var mere en slags overbærenhed, man skulle udvise overfor dem.

Da disse teenagere, der havde en del uforløste forældreoprørskomplekser, flyttede ind, indså jeg, at det var på tide jeg flyttede ud. Sådan sluttede en ellers fantastisk periode af mit liv.

Efter at have brugt hvad der føltes som 100 år på at finde en lejlighed, flyttede Kasper og jeg sammen på Østerbro. Der bor jeg endnu – og så er I vist up to date med alt det vigtige, der er sket i mit liv.

Jeg håber ikke, det har været for kedeligt – men uanset hvad vender den almindelige “HverdagsNadia” tilbage i morgen, endnu engang på dagbogsform. Vi ses!

Efter at have været kærester med Kasper et stykke tid, rykkede jeg ind på hans kollegie. På nabokøkkenet for at være helt præcis.
Jeg gav det ikke rigtig en chance. Der var grimt, beskidt og jeg havde bare overhovedet ikke brug for at lære nye mennesker at kende, syntes jeg. Det skulle helt klart kun være midlertidigt!

Heldigvis blev det ferietid. ALLE tog af sted. Jeg var efterladt alene på kollegiekøkkenet sammen med en høj fyr, der hed Christian, og som var i gang med at skrive bachelorprojekt. Han var i et elendigt humør, så vi talte ikke til hinanden. Han sad og skrev, og jeg spillede Harvest Moon på min Nintendo.

En morgen da ugen var ved at være omme, var jeg ret træt af Harvest Moon, så jeg gik kun ud på køkkenet for at spise lidt morgenmad. Christian sad selvfølgelig stadig derude, mere træt og stresset end nogensinde før. Pludselig spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at spille lidt mere computer – det var så hyggeligt, når jeg sad der. Og det kunne jeg vel lige så godt, når nu han spurgte.

Sådan gik det til, at jeg alligevel blev en del af køkkenet. Det var en virkelig fed tid, og jeg lærte en masse søde og sjove mennesker at kende (I kan se nogen af dem her, her, her og her). Det var især dejligt, at man hver eneste dag var garanteret godt selskab, når man kom hjem fra universitetet. Og hvis jeg havde haft en dårlig dag på studiet, havde drengene fra køkkenet altid masser af gode råd til, hvordan jeg skulle straffe eventuelle irriterende medstuderende:

Der skulle gå ni måneder, fra jeg mødte Kasper første gang, til vi blev kærester. Ikke fordi vi ikke var interesserede i hinanden, men der blev ved med at komme en masse misforståelser i vejen. Som at jeg fra flere kilder havde hørt, at han havde en kæreste. Det hjalp heller ikke, at vi konstant mødtes til meget seriøse, politiske arrangementer, der ikke ligefrem opfordrede til flirteri.

Jeg prøvede faktisk at invitere ham ud.

Jeg håbede sådan han ville komme, så hele aftenen sad jeg forventningsfuldt og stirrede på døren. Han dukkede aldrig op.

Kasper forsvarer sig dog med, at han husker situationen lidt anderledes:

Til sidst tog Kasper skeen i egen hånd og inviterede sig selv hjem til mig, under påskud af han gerne ville prøve at spille på min Super Nintendo. Det er sjovt nok den eneste gang, Kasper har vist interesse for den. Heldigvis virkede hans taktik, og så blev vi kærester.

Da jeg flyttede til Lyngby for at studere på DTU, skulle jeg naturligvis også skifte DSU-afdeling. Og det var i den sammenhæng, at jeg på en kold og sneende januardag mødte Kasper. Vi stod begge og ventede på afdelingsformanden, som var voldsomt forsinket. Jeg brugte tiden på at vurdere Kaspers kærestepotentiale.

Jaja, okay… Vi mødte måske hinanden en måned tidligere inden for i selv samme DSU-lokale. Der var bare proppet med mennesker, der allesammen kendte hinanden på forhånd, og jeg kendte ingen. Og så er det jo helt okay, jeg ikke kunne huske ham bagefter. Ikke?

Under min gymnasietid blev jeg sammen med nogle veninder hvervet til DSU. Vi følte os meget vigtige. Meget flittige. Meget engagerede. Der blev holdt et utal af politiske møder og kurser rundt om i hele landet, og jeg deltog utrætteligt i så meget så muligt.

Men… Sjovt nok er det eneste jeg sådan rigtig husker fra den tid, scener som denne?

Selvom kærligheden til Socialdemokraterne ikke var så langtidsholdbar, så skulle mit DSU-engagement alligevel vise sig at være al umagen værd… Men mere om det i morgen.

Gymnasietiden var fantastisk. Ikke mindst fordi jeg en gang for alle fik cementeret, at jeg ikke var et geni, og at jeg nok skulle dæmpe mig lidt i timerne. Det trængte jeg til.

Jeg opdagede også den dybe kærlighed til kemi efter at have skrevet projekter på H.C. Ørsted Instituttet og Det Farmaceutiske Universitet (som det hed dengang).

Når jeg ser tilbage, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at jeg havde været lidt grundigere med at vælge universitetsstudie bagefter. Så havde jeg nok sparet et år på DTU…