24 er det nye sort

For et stykke tid siden overhørte jeg to teenagepiger midt i en dyb samtale om alder. Den ene pige fortalte den anden om, hvor fantastisk det var at være fyldt 16. Det var nemlig helt anderledes end at være 15 år. Mere voksent. Den anden pige var ivrig efter at give hende ret, og pointerede at det jo også helt sikkert blev bedre og bedre, jo ældre man blev. Altså indtil man blev 20, derefter blev det for voksent.
Det forstod jeg ikke. Jeg har godt fanget, at jeg ikke nødvendigvis befandt mig i nærheden af Danmarks to snedigste teenagere, men alligevel… Hvad i alverden er der galt med tyverne? Hvad har teenagealderen at konkurrere med?
Da jeg var 13, var jeg på toppen – når det kommer til at være akavet og usikker. Jeg var fanget i folkeskolen, og var bestemt ikke tilfreds med mit liv.
 
 

 Ja, dengang jeg gik i syvende klasse fandtes facebook og facebookvenner ikke. For at kunne dokumentere sin popularitet gjaldt det i stedet om at være i besiddelse af flest muligt mobilnumre.

Da jeg var 18 flyttede jeg straks hjemmefra. Jeg følte mig meget voksen.

 
 
Jeg følte mig også skræmt, og fordi hele min SU gik til husleje var jeg ret fattig. Det begrænsede min frihed ret markant. De vilde byture var der ikke mange af. Jeg nægtede dog at arbejde, fordi jeg syntes det gik ud over mine karakterer. Det var ikke de fedeste omstændigheder at leve under, men det overgik stadig at bo hjemme.
Min teenagetid var slet ikke forfærdelig. Den kan bare overhovedet ikke måle sig med mit liv i tyverne. Hvem tænker nogensinde tilbage på sine teenagedage, og ønsker at være der igen? Det er da den mest kaotiske og usikre tid i ens liv!