Personlig udvikling
Da jeg som 13-årig var i Edinburgh med min ungdomsklub, sad vi på en plads fyldt med duer og spiste morgenmad. Pludselig så jeg en engelsk dreng på knapt 5 år, der synes det var vildt sjovt at hoppe på duernes haler. Jeg var dybt forarget, og da han ikke reagerede på mit høflige “please stop”, endte jeg med at råbe af ham på dansk. Det hjalp heller ikke rigtig, men det fik hans mor til at hente ham og forlade pladsen. Jeg var Nadia, duernes beskytter.
Sådan er det ikke længere. Lige nu overvejer jeg, hvordan jeg bedst muligt kan dræbe den due, der har bestemt sig for at bygge rede på min altan. Den har syltet alt ind i klam patogen-befængt duelort, der nærmest kun kan fjernes ved brug af saltsyre. Jeg hader den og alle dens ulækre venner. Nadia, 24 år, har ingen overbærenhed når det gælder de flyvende rotter.
Hvis bare jeg havde et haglgevær…
Måske man skulle åbne vinduet, før man skyder?
fredag 11. marts, 2011 @ 10:13
Fantastisk med den spruttende tandbøjle udtale…
fredag 11. marts, 2011 @ 10:18
Jeg styrede ikke ligefrem den bøjle. Godt den tid for længst er overstået!
fredag 11. marts, 2011 @ 20:24
Jeg elsker når du tegner dig selv med bøjle – og synes i det hele taget du Virker enormt sød ;-)
lørdag 12. marts, 2011 @ 08:03
Årh tak! (jeg får helt lyst til at sætte ekstra udråbstegn). Det må være gravhunde-effekten ;)
tirsdag 3. maj, 2011 @ 18:58
ydrk! duer er så gustne :O jeg har virkelig due-fobi :)
tirsdag 3. maj, 2011 @ 20:48
Ja… Gustne og bakteriespredende.