Hvorfor jeg ikke er 100% gravhund #1
I min familie har vi altid haft det sjovt med at finde lighederne mellem os selv og gravhundene (min kæreste synes det er en meget let og underholdene leg, og kan være lidt for ivrig med at påpege dem, men lad det nu ligge…).
Da jeg passede hunde denne gang, havde jeg til en forandring, måske på grund af denne blog, en masse tanker om, hvor grænsen gik mellem en ægte gravhund og en menneskelig gravhund. Og når man har kigget længe nok på en ægte gravhund, bliver det spørgsmål faktisk ikke så svært at besvare. I hvert fald så Polka sådan her ud, 80 % af den tid jeg passede hende:
Sød men snothamrende dum. Og det er trods alt ikke et prædikat, jeg vil hæfte på mig selv.
fredag 22. april, 2011 @ 07:41
Er det mon ikke en insisterende stirren?? Mine hunde har det med at SE på mig….som en kat kan stirre, man ved de vil noget og at man bør rejse sig og sørge for deres behov….ja ok, du kender racen bedst :-)
fredag 22. april, 2011 @ 09:57
Nejnej, hun kigger slet ikke på mig. Hun kigger bare tomt ud i luften.Jeg tror det er fordi, hun er så gammel.
fredag 22. april, 2011 @ 10:00
Har du overvejet om ikke hun stirrer viist ud i luften? Ligesom gamle indianere? Tynget af visdom?(jeg prøver lige at redde den her, på ældre gravhundes vegne. Det kan godt tænkes du har ret…)
fredag 22. april, 2011 @ 10:16
Når andre folk griner af hende, plejer jeg faktisk ofte at forsvare hende med noget lignende. Eller påstår at hun måske har "hørt et eller andet" (hun er halvt døv, men det KUNNE jo være…) ;)