Intet mandeklynk her
Kasper er blevet syg. Jeg brokker mig ikke. Dels fordi han tager det temmelig udramatisk (og stadig kunne hente morgenbrød til mig), dels fordi han bliver dejlig medgørlig. Det bedste er, jeg får lov til at kysse ham alt det jeg orker, uden han protesterer.
Jeg har dog på fornemmelsen, han er i bedring. Man kan selvfølgelig aldrig sige noget med sikkerhed, men jeg har bare en følelse af, det er ved at være overstået for denne gang…
Farvel evighedskysseseancer. Jeg kommer til at savne jer.
mandag 12. september, 2011 @ 08:35
Jeg kan godt lide at Kasper ikke får den meget udbredte 'man-cold', som min kæreste gør. I forrige uge var han syg, og meget ynkelig. Selvom jeg har et passe-gen bliver det altså deaktiveret, når han er så usexet. Suk!- Kira
mandag 12. september, 2011 @ 08:40
Mit passe-gen slår også fra, når der drejer sig om ynk og klynk. Jeg prøver virkelig, men det er svært at have medlidenhed med en voksen mand, der kræver konstant pleje og omsorg fordi han er lidt forkølet…Så ja, det passer mig helt fint, at Kasper går uden om den slags :)
mandag 12. september, 2011 @ 09:05
Jeg behøver ikke været bekymret, er jeg lidt nede (som i dag) skal du nok få et stort grin ud af mig. Hold op, hvor er du altså go'. Evighedskysseseancer, er gode – jeg savner dem sgu også, men jeg har slet ingen – det er værre – husk det og god dag ;-)
mandag 12. september, 2011 @ 09:58
Evighedskyssescener :-)Jeg mindes, da min datter var lille, det eneste tidspunk,t hvor hun ville finde sig i at ligge i arm og bliver pusse-nusset, var, når hun var syg. Tak for grinet og mindet
mandag 12. september, 2011 @ 12:15
Åh, der er lidt mand over mig, når jeg bliver syg. Kun lidt, dog! Desværre er der ingen, der giver evighedskysseseancer med mig :(
mandag 12. september, 2011 @ 14:15
Det er vel nok en klog kæreste du har! :) Han er nu forbilledet for alle andre mænd – hermed vedtaget!!! ;)Det er jo også meget smartere for ham selv, for så får han ÆGTE omsorg og kærlighed og ikke omsorg og pleje, som er omgærdet af pligt og og slet skjult irritation..
mandag 12. september, 2011 @ 17:14
Ih, når du tegner billeder af hvordan du overdænger ham med kys, bliver jeg altid så glad – det er jo også sådan, jeg har lyst til at kysse på min kæreste! Han er dog sjældent syg og medgørlig – pokkers ;)
mandag 12. september, 2011 @ 17:49
Deborah: Ja, du har ret. Jeg må bare værdsætte dem når de er der :)Lene: Selvtak. Det var det samme med min mindste lillebror – men nu er han 11 år, og vil ikke længere overdænges med kys… Jeg savner det lidt :)Fie: Det burde ellers være en menneskeret ;)Marianne: Ja, det er lidt sjovere at give oprigtig omsorg, så jeg sætter stor pris på det :)Anonym: Kasper orker det heller ikke til hverdag – det er bare endnu en grund til jeg glæder mig til at få en gravhund. De bliver aldrig træt af kys, og nogen skal jo have min overskydende kærlighed. :)
onsdag 14. september, 2011 @ 20:18
Nååårh ♥Sådan virker det desværre ikke med gemalen her i huset – nærmest tværtimod. Til gengæld slipper jeg for dødsrallen og ynk, så på det punkt er han meget fornuftig :-)
torsdag 15. september, 2011 @ 07:52
Dødsrallen og ynk er også forfærdeligt! Det vigtigste er vel at slippe for den slags :)
torsdag 15. september, 2011 @ 09:41
Åh Nadia, du er fantastisk! Har ikke haft tid til at være på bloggen et par dage, og har bare glædet mig til at læse dine morsomme indlæg! Sidder her med en kop kaffe og griner højt – tak for en dejlig start på dagen!/Gitte
torsdag 15. september, 2011 @ 10:35
I lige måde! Jeg bliver i så godt humør, når jeg læser kommentarer som din!Så orker man pludselig godt at tegne, scanne og skrive et indlæg hver eneste dag :)