Julie: Præcis! Hvis Kasper tog med på restaurant for at hygge og konversere, så var det forgæves.Dittemusen: Tak!Stine: Jeg er glad for, jeg ikke er ene om at skulle vogte på transportbåndet ;)Phie: Det skal du! Sushien er ikke ligefrem i topklasse (i hvert fald ikke de steder, jeg har været), men det glemmer man hurtigt, når jagten sætter ind ;)Karen S: JA! Jeg sad lige ved siden af væggen, hvor det nye sushi blev sat på båndet, så jeg havde altid førsteret til at vælge. Hvilket var ret fedt. Til gengæld gik jeg glip af en skummelt udseende (kage?)kanin, der kørte rundt på båndet længe, men var forsvundet da jeg havde fået taget mig sammen til at smage (/skille den ad, så jeg kunne se, hvad den var lavet af). Det vil ærgre mig for evigt.
Hahah, nåe, det er DET der sker!! Jeg skal også koncentrere mig for at føre en almindelig samtale når vi spiser transportbåndssushi, fordi jeg hele tide ligger på lur.Havde slet ikke tænkt på at det var fordi jeg gik i jagtmode. Tak for forklaringen
Jeg har i hvert fald ingen anden forklaring :) Jeg kan virkelig kun stirre på båndet, når jeg spiser. Man skal jo være klar til at slå til!Kombineret med en umenneskelig trang til at spise op, gør det ofte mine running sushi-besøg til et temmelig hårdt arbejde ;)
Haha, hvor er det bare godt ramt! Jeg kan slet ikke styre mig, når vi er ude til running sushi – og bliver ligesom dig ved med at jage de små tallerkener efter at min kæreste er stoppet.
torsdag 12. januar, 2012 @ 10:26
Ha ha! Virkelig sjov :-)
torsdag 12. januar, 2012 @ 10:32
Hehe, fantastisk :-)
torsdag 12. januar, 2012 @ 10:46
Tak! ;)
torsdag 12. januar, 2012 @ 11:08
Åh, hvor jeg kender det! Jeg kan ikke føre en samtale fordi jeg holder øje med båndet.
torsdag 12. januar, 2012 @ 11:08
Hvor er den god! Muhahaha!
torsdag 12. januar, 2012 @ 11:32
Ha ha :-D så så man lige noget, der mindede i uhyggelig grad om en selv.. Du har den skønneste humor! *ChokoladeStine
torsdag 12. januar, 2012 @ 12:10
Åh jeg må prøve det der running sushi på et tidspunkt.. Jeg vil også jage!
torsdag 12. januar, 2012 @ 14:05
og man bliver bare så ærgelig, når man har fulgt sin yndlingstype næsten hele båndet rundt og det så bliver snuppet for snuden af en…
torsdag 12. januar, 2012 @ 15:34
Julie: Præcis! Hvis Kasper tog med på restaurant for at hygge og konversere, så var det forgæves.Dittemusen: Tak!Stine: Jeg er glad for, jeg ikke er ene om at skulle vogte på transportbåndet ;)Phie: Det skal du! Sushien er ikke ligefrem i topklasse (i hvert fald ikke de steder, jeg har været), men det glemmer man hurtigt, når jagten sætter ind ;)Karen S: JA! Jeg sad lige ved siden af væggen, hvor det nye sushi blev sat på båndet, så jeg havde altid førsteret til at vælge. Hvilket var ret fedt. Til gengæld gik jeg glip af en skummelt udseende (kage?)kanin, der kørte rundt på båndet længe, men var forsvundet da jeg havde fået taget mig sammen til at smage (/skille den ad, så jeg kunne se, hvad den var lavet af). Det vil ærgre mig for evigt.
fredag 13. januar, 2012 @ 08:48
Hahah, nåe, det er DET der sker!! Jeg skal også koncentrere mig for at føre en almindelig samtale når vi spiser transportbåndssushi, fordi jeg hele tide ligger på lur.Havde slet ikke tænkt på at det var fordi jeg gik i jagtmode. Tak for forklaringen
fredag 13. januar, 2012 @ 11:15
Jeg har i hvert fald ingen anden forklaring :) Jeg kan virkelig kun stirre på båndet, når jeg spiser. Man skal jo være klar til at slå til!Kombineret med en umenneskelig trang til at spise op, gør det ofte mine running sushi-besøg til et temmelig hårdt arbejde ;)
fredag 13. januar, 2012 @ 12:09
Haha, hvor er det bare godt ramt! Jeg kan slet ikke styre mig, når vi er ude til running sushi – og bliver ligesom dig ved med at jage de små tallerkener efter at min kæreste er stoppet.
fredag 13. januar, 2012 @ 17:50
Man skal jo også spise op, ikke? ;)
lørdag 14. januar, 2012 @ 12:12
Man får bare spist så infamt meget sushi når det er på transportbånd. Fordi det er mad og leg i et.
lørdag 14. januar, 2012 @ 12:42
Og så smager det jo godt! :)