Skip to content

94 Comments

  1. tiiner
    lørdag 4. februar, 2012 @ 13:57

    Jeg ved hvordan du har det , var engang selv i praktik i en børnehave, og på et år nåede jeg virkelig at få knyttet nogle bånd med de små pus. Det så hårdt når de så ikke kan huske en, et halvt år efter når man kommer på besøg :/

    Reply

    • Janni aka. Jemkem
      onsdag 9. april, 2014 @ 13:56

      Jeg vil sige, at børn tit husker de voksne. Vi flyttede i december for 1 år siden og begge mine piger måtte flytte børnehave. Især vores store pige på små 5 år var meget glad for den. Hun snakker stadig den dag i dag om nogle af de voksne – især den studerende Bonnie havde en særlig plads i begge pigernes hjerte <3

      Reply

    • Janni aka. Jemkem
      onsdag 9. april, 2014 @ 13:57

      Så jo, der er sikkert – helt bestemt – nogle af børnene, der mindes jer i deres hjerter <3

      Reply

  2. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:02

    Det er jeg heldigvis blevet skånet for, fordi jeg flyttede. Men jeg ville synes det var meget mærkeligt at møde børnene i dag, nu de er blevet to år ældre. Og ret ubehageligt at tænke på, de ikke længere husker mig.Et halvt år efter jeg stoppede mødte jeg faktisk Sander i den lokale Netto. Han var 2 år gammel da jeg forlod vikarjobbet, men kunne stadig huske mit navn, og råbte glad efter mig. Det var jeg ret stolt over!Men hvor ville jeg ønske, det havde været okay, hvis jeg havde givet ham et kæmpe kram. I stedet måtte jeg bare smile og vinke til ham.

    Reply

  3. Maja
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:05

    Åh I hear you! Arbejdede selv i en børnehave i et år efter gymnasiet og der var særlig én dreng der bare tog mit hjerte med storm. Åh lille Magnus! Når jeg skal have børn skal det være en ligesom ham! Han var et år mindre end alle de andre på stuen og var en anelse stille og mut, men noget så sød! Han sjoskede altid ved min side i sine for store gummistøvler og flyverdragt når vi var ude på legepladsen. Han var altså noget af det sødeste.

    Reply

  4. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:15

    Hvis en pædagog/vikar el lign ringede til mig og sagde at hun savnede mit barn og at hun gerne ville tilbyde at babysitte ham – eller bare gerne ville se ham….ja, så ville jeg med det samme byde hende velkommen i mit hjem..og iøvrigt blive både rørt og glad :-)

    Reply

  5. Bertemor
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:28

    Årh jeg sidder og blir helt rørt! Hvis du var vikar i mine pigers vuggestue måtte du elske og kramme dem lige så tosset du ville. Og hellere end gerne være babysitter hos os! Jeg sys det er fantastisk når pædagoger/vikarer er så glade for de børn de passer, det gir altså bare en vildt rar tryghed som forælder.. :)

    Reply

  6. understjernerne
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:38

    Jeg tror altså ikke på at børnene har glemt dig. De har måske glemt dit navn og dit udseende, men jeg er sikker på at Magnus aldrig glemmer hende den søde i børnehaven der gad tegne Ninja Turtles og robotter til ham. Og så er jeg enig med de andre… jeg ville altså heller ikke syntes det var mærkeligt hvis en af pædagogerne ringede og sagde de savnede min bebs :)

    Reply

  7. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 14:53

    Sikke en dejlig, varm fortælling. Jeg har en datter på 1, som lige er startet i vuggestue, og det er ikke specielt rart at aflevere sit lille pus hos fremmede mennesker. Men nu vil jeg huske på din historie, og håbe på at der bare er en i min datters vuggestue, der har det ligesom dig! Tak:)Jonna

    Reply

  8. Kirsten
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:00

    Jeg ved lige hvad du mener! Men jeg blev faktisk inviteret hjem til et af de små pus efter jeg var stoppet i institutionen og det var så hyggeligt. Desværre har vi ikke kontakt længere, men hun var virkelig en lille guldklump!Og så kan jeg godt lide, at Peter ser ud til at kunne være din kærestes søn, haha ;)

    Reply

  9. Marianne
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:01

    Sikke et dejligt indlæg Nadia og skønne tegninger af de skønne børn :)Jeg forstår dig godt – og det er svært at knytte sig til børn, man kun passer i en periode, og komme til at holde så meget af dem – og så slet ikke have nogen kontakt med dem herefter..

    Reply

  10. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:18

    Jeg ved præcis hvad du mener! Krydser også fingre for, jeg får min egen lille Peter en dag.

    Reply

  11. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:19

    Jeg tror ikke at alle tænker på samme måde. Desværre. Men jeg fortryder, jeg ikke spurgte forældrene, om de manglede en babysitter, inden jeg blev færdig dernede.Nu er det så lang tid siden, at det kun virker endnu mere mærkeligt. Og børnene er jo heller ikke de små to-årige jeg husker længere.

    Reply

  12. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:23

    Hvor er du en sød mor! Jeg tror dog ikke alle har det sådan. Jeg husker f.eks. at pædagogerne bestemt ikke var tilfredse med, nogle børn hang på mig. Man må jo ikke have favoritter.

    Reply

  13. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:26

    Jeg håber du har ret! Jeg kommer i hvert fald aldrig til at glemme dem.Måske det ikke virker mærkeligt nu, hvor du har læst blogindlægget. Men måske det ville virke underligt, hvis en "fremmed" pludselig ringede, og bad om at babysitte? Ville du ikke synes det var en smule mistænkeligt?Måske er jeg bare paranoid. Jeg burde i hvert fald have været mere modig og spurgt, dengang jeg havde chancen.

    Reply

  14. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:27

    Årh Jonna – det håber jeg virkelig! Og jeg tror bestemt ikke, det er usandsynligt :)Jeg tror alle de ansatte havde hver deres "bunke" af favoritter – det er næsten umuligt at undgå.

    Reply

  15. Malou Klidmoster
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:28

    Lad mig trøste dig med at jeg sagtens kan huske nogle af de sjove vikarer jeg har haft i vuggestuen. Har endda et gammelt billede hvor jeg sidder på skødet af den sjoveste: Lajla. Hun gad alt det de rigtige pædagoger ikke gad: tegne en syndflod af katte, tale om sære ting og grine højt af prutter. Tro mig – du er nogens Lajla!

    Reply

  16. Medic
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:28

    Åhr Nadia du får mig til at tænke på den gang for over 20 år siden hvor jeg var i vuggestue som medhjælper i 3 måneder.Det bedste minde jeg husker derfra er den lille purk som ikke kunne gå og var noget så uendelig sød da jeg startede og lige før jeg stoppede var det mig der oplevede ham at tage sine første skridt. det var så fantastisk at opleve.Elsker din historie og den varme man kan mærke emme fra dig når du fortæller om hvem du savner og hvorfor. Smukt :-)

    Reply

  17. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:31

    Ja, det er ikke helt tilfældigt ;) Han var rødhåret og lignede faktisk Kasper en lille smule.Det var dog overhovedet ikke derfor, jeg særligt godt kunne lide Peter :) Han var bare noget helt særligt!

    Reply

  18. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:33

    Ja, det er lidt tungt. Af samme grund tror jeg aldrig, jeg kunne arbejde i en børnehave igen. Det virker alt for tungt at skulle igennem igen og igen.Jeg må jo bare vente en 10 års tid til jeg selv skal have et barn ;)Så har jeg det i mindst 18 år!

    Reply

  19. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:34

    Hun lyder heller ikke dårlig, hende Lajla!Jeg håber du har ret :)

    Reply

  20. understjernerne
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:35

    Du ER paranoid, Nadia ;)Når du har været så glad for børnene, har det helt sikkert været gengældt – og tror du ikke hellere de vil babysittes af en de kan li' end en eller anden fremmed? :)

    Reply

  21. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:36

    Tak – det var også noget helt særligt for mig.Det er på mange måder et dejligt job, ikke?

    Reply

  22. Nadia
    lørdag 4. februar, 2012 @ 15:38

    Jo, det kan du sikkert have ret i. Og jo, børnene havde helt sikkert gerne ville passes af mig, i hvert fald dem jeg skriver om her. Der var ingen tvivl om (for mig) at de kunne lide mig lige så godt, som jeg kunne lide dem.Det kan da godt ærgre mig, at jeg aldrig tog mig sammen og spurgte.

    Reply

  23. Konen
    lørdag 4. februar, 2012 @ 16:00

    Åh, det er slet ikke til at bære det der med når man skal forlade nogle børn man er kommet til at holde af, og måske endda elske. Jeg forstår slet ikke dem der kan holde ud at være nannies et helt liv – pædagog er lige på grænsen til hvad et hjerte kan bære

    Reply

  24. Cesilden
    lørdag 4. februar, 2012 @ 16:28

    Jeg havde også en "Lajla" – han hed bare Lars. Og jeg besluttede, at min lillebror skulle hedde det samme, fordi jeg var så glad for ham. Mine forældre var enige. Så kærligheden til pædagogmedhjælpere kan altså gå langt ud i fremtiden… en lille krølle på historien er, at min bror selv blev pædagogmedhjælper i sit sabbatår, og også var en favorit blandt børnene.

    Reply

  25. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 16:52

    Som mor til 3 rollinger, de 2 er store og går nu i skole, og den mindste er 3 og går i børnehave, så vil jeg bare sige at personer som du er guld værd for ungerne. Og de kan altså også godt huske dem der har gjort indtryk. Min datter på 12 husker stadig Vibi (Vivi)' for hun var en f dem der legede med børnene og snakkede ordentligt med dem. Og jeg ville ikke blive mistænkelig hvis en af de søde afløsere ringede og tilbød babysitning. Og helt ærligt, vi har alle brug for pasning indimellem og jeg ville klart foretrække den søde vikar fremfor naboens 14 årlige datter ;0)

    Reply

  26. Anne Lotte
    lørdag 4. februar, 2012 @ 17:14

    Du lyder som om du var den sejeste vikar. Du har ret, hvis du ringede nu, ville det virke vildt mærkeligt. Hvis du havde ringet dengang du stoppede, ville det have været okay. Tror jeg. Jeg prøver at mærke efter, hvordan jeg selv ville have det med mine drenge, og jeg tror, at hvis det var en pædagogmedhjælper jeg stolede på og som kom der ofte, så ville jeg ikke have noget problem med det :-)

    Reply

  27. GiSP
    lørdag 4. februar, 2012 @ 17:52

    I min datters vuggestue var der på et tidspunkt en studerende, det på sin sidste dag sagde, at hun ville komme til at savne min datter helt vildt, og at hvis vi nogensinde havde brug for en babysitter, skulle vi bare ringe. Så vi udvekslede telefonnumre, og da vi et stykke tid efter stod med en lukkedag, hvor ingen af bedsteforældrene havde tid, lavede vi en aftale med søde Line. Desværre blev det kun til den ene gang, fordi vi ikke havde det store pasningsbehov ellers, men jeg syntes bare det var rigtig skønt, at hun gerne ville!

    Reply

  28. Louise
    lørdag 4. februar, 2012 @ 18:05

    Jeg er færdiguddannet pædagog om små 5 mdr, og i min studietid har jeg været i seks forskellige institutioner. -og havde favoritter i dem alle!! Der er bare nogle børn man klikker bedre med and andre (præcis som der er nogle voksne man klikker bedre med end andre), og det er helt ok. Personalet er jo sammensat af forskellige mennesker, så dem der ikke lige var blandt mine favoritter, var yndlings hos nogle andre.Men kan godt forstå, at pædagogerne ikke var helt "tilfredse" med at der var nogle børn, der hang på dig -men det er i forhold til børnenes sociale udvikling. Hvis et barn hænger ved de voksne for tit, går de glip af det sociale samvær med de andre børn => no good. Men det skulle ikke være noget problem, hvis det ikke sker for ofte (kan vi ikke allesammen have behov for at blive nusset, læst højt for eller bare sidde ved siden af, når vi har en dårlig dag eller er trætte..?).Huh sikke en smøre.. Ville egentlig bare skrive, at du ikke gjorde noget forkert, og at alle (også de uddannede!) har det ligesom dig :)

    Reply

  29. Ninna
    lørdag 4. februar, 2012 @ 18:27

    Et super godt indlæg – jeg tror ikke, at ret mange forældre har vendt den på den måde. Jeg selv (mor til 3) har altid tænkt på, hvor synd det var for mine børn, når de skulle forlade en pædagog, som de havde været virkelig glade for – for sådan er livet, man skal jo videre. Jeg har ærlig talt ikke tænkt ret meget på den stakkels pædagog, som ”blev revet væk” fra sine 12 børn uden at ha’ lov til at følge dem eller bare komme forbi og sige hej. Super godt indlæg!!

    Reply

  30. Kristines Dilemma
    lørdag 4. februar, 2012 @ 18:46

    Vejen til forældrenes hjerte er da når man er glade for deres børn. Jeg kan også stadig husk min første kærlighed til et barn. Jeg mener han hed Mikkel men jeg kan tage fejl, han var simpelthen den kæreste knægt nogen nogensinde kunne have lavet. Jeg gik i 8 klasse, og han gik i Vuggestue. Men åh hvor kunne han dog bare gøre mig blød i knæene ved at sende netop det blik. Tak fordi du lige mindede mig om ham. Åh.

    Reply

  31. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 18:50

    Hvor et super sødt indlæg! (Hvis man kan sige det..)Jeg har det så modsat. Da min klasse og jeg skulle samle ind til vores udenlands tur, så skulle vi gøre rent i den børnehave/vuggestue, som der ligge lige ved siden af. Og jeg hader børn i forvejen.. jeg er så bange for dem.. Men de her børn var hellere ikke normale..

    Reply

  32. Dorte
    lørdag 4. februar, 2012 @ 19:14

    Min første kommentar her – men jeg følger trofast med :-)Det gør mig som mor bare så glad at læse om din ægte kærlighed og omsorg for børnene. Jeg har desværre mødt alt for mange pædagoger, der har lagt deres menneskelighed et eller andet sted og i stedet kun anvender "pædagogiske principper" (a la ikke at ville oversætte til et udenlandsk barn).

    Reply

  33. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 19:42

    Det er så dejligt at læse dit indlæg. Er selv mor til 2 – en stadig i børnehave og den anden i skole. Jeg er helt i enig med flere af de andre… Det er vidunderligt, når andre end én selv elsker ens barn/børn. Når de også kan se hvor fantastiske de er. Min yngste i børnehave har et helt specielt forhold til en pædagog fra en anden stue og det varmer mit hjerte helt vildt, når jeg ser Inges øjne blive fugtig, når min datter løber hen til hende, som det første om morgenen.Ordsproget "Tager du barnet i hånden – tager du moderen om hjertet" er altså ikke helt forkert!!!

    Reply

  34. Anonymous
    lørdag 4. februar, 2012 @ 20:15

    Min mand havde en pædagog, "Kesser", i børnehaven som han stadig taler om 25 år senere. Ham Kesser drillede alle børnene og "truede" med at slå en prut på dem, hvis de var uartige. Når min mand fortæller om Kesser, ønsker jeg at mine børn engang får en lignende pædagog.

    Reply

  35. Linda
    lørdag 4. februar, 2012 @ 20:47

    Nåmn, jeg sidder så og småtuder nu. Gid, du passede min tyttebøvs.

    Reply

  36. Camilla
    lørdag 4. februar, 2012 @ 22:04

    Hvor er du sød! Det er næsten, så jeg sidder og ønsker, at det var mine børn, du savnede sådan. Så måtte du til enhver tid passe dem :-)

    Reply

  37. PricelessQ
    lørdag 4. februar, 2012 @ 22:24

    Sikke et dejligt indlæg, især når man kan genkende alt hvad du skriver. I fordoms tid (jeg føler det i hvert fald sådan) var jeg også vikar, i en børnehave, og holdt også umådelig meget af de unger. Og jo ind imellem er der faktisk nogen der kan huske en, og i mit tilfælde er det altså 12-13 år siden nu. Men i forrige uge var jeg i en lille lokal butik, bag disken stod en dreng jeg mente jeg kunne kende som en fra den der børnehave, og jeg blev så nysgerrig at jeg spurgte om det mon var ham…… Det var det, og da vi snakkede lidt om det kunne han faktisk godt huske mig, selvom han er gået fra at være 4 til snart 17………..

    Reply

  38. Heidi
    lørdag 4. februar, 2012 @ 23:22

    Heldige børn, der har haft dig i deres institutionsliv!

    Reply

  39. Heidi
    søndag 5. februar, 2012 @ 08:22

    Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste der har det på den måde. Forskellen er dog, at de børn jeg arbejder med forlængst har forladt vuggestuen, men man knytter sig stadig til de kære unger og jeg glæder mig bestemt ikke til den dag hvor det er min tur til at sige farvel.

    Reply

  40. ryge
    søndag 5. februar, 2012 @ 09:09

    For en del år siden tog jeg orlov fra mit daværende studie på Uni. Jeg havde et vikarjob i en børnhave, som blev til en fuldtidsstilling og denne havde nær havde resulteret i, at jeg ikke var vendt tilbage til studiet. I børnhaven var der en skovgruppe, så jeg var 1 uge "hjemme" og 2 uger i skoven fra 9-15. Skovugerne bestod primært i at lave bål, snitte sværd og andre våben samt lege i skoven med 20 skønne unger. I den uge jeg var "hjemme", spillede jeg fodbold, malede dekorationer på legepladsen eller tegnede og spillede musik med børnene. Jeg havde gjort det hele gratis, hvis det var det som jobbet krævede. Det er stadig det fedeste job jeg nogensinde har haft

    Reply

  41. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:46

    Ja, jeg kan have svært ved at overskue, hvordan man kan holde ud at være pædagog – alle de gange man skal sige farvel! Puh, det virker altså hårdt!

    Reply

  42. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:49

    Man kan jo altid håbe, de kan huske mig. Men nogle af de børn jeg passede mest (som Peter og Sander) var under tre år, da jeg stoppede, så det er nok lidt svært for dem at huske så meget.Magnus tror jeg lidt mere på. Han huskede mig i hvert fald sidst vi mødtes på en kælkebakke. Han overdængede mig med snebolde, så der var ikke så meget at tage fejl af ;)Jeg skulle så meget have ringet den gang, og spurgt om de manglede en babysitter…

    Reply

  43. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:50

    Ja, jeg skulle have taget chancen, dengang det ville have virket mindst underligt. Men selv det er jo i princippet kun et udsættelse – en dag ville de ikke have brug for mig mere alligevel.Det er tungt at blive knyttet til børn, man ikke er i familie med, eller hvor man ikke er bedste venner med forældrene. Synes jeg.

    Reply

  44. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:52

    Jeg synes hun er heldig :)Fedt at hun turde spørge jer – det ville jeg ønske, jeg havde gjort den gang.

    Reply

  45. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:53

    Ja, jeg er også glad for, jeg kun én eneste gang skulle sige farvel til alle de søde børn. Jeg kunne ikke holde til, det var en årlig begivenhed. Jeg tænker at man må blive lidt hård i længden? Få lidt færre tætte bånd til børnene? For at skåne sig selv lidt?På den anden side er dét også svært at forestille sig. Altså at man IKKE blev glad for børnene, når man passer dem hver eneste dag.

    Reply

  46. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:54

    Børn ER bare nuttede ;)

    Reply

  47. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:54

    Jeg tror ikke helt man kan sammenligne en enkelt rengøringstjans med to års arbejde i en vuggestue ;)Jeg ELSKER børn! Så det er måske også et bedre udgangspunkt :)

    Reply

  48. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:58

    Jeg synes også, der var mange mærkelige regler. Teorien bag ikke at oversætte for ham, var at det havde virket med hans storesøster (der lynhurtigt havde lært dansk, tror jeg).Men Peter blev bare så glad, når enkelte ord lige kom på engelsk også. Den første gang jeg oversatte for ham, kiggede han meget overrasket på mig – hans øjne var så store som tekopper ;)Men jeg synes det var meget forskelligt – nogle af pædagogerne var ekstremt kærlige, og havde tydeligvis et rigtig godt forhold til børnene de passede, samtidig med de havde nogle faglige redskaber, jeg helt klart manglede.Andre pædagoger brugte tiden på at drikke kaffe, og sikre sig andre ansatte ikke var for aktive med børnene – man skal jo ikke fremstå doven, hvis nogen begynder at sammenligne, vel?

    Reply

  49. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 10:59

    Årh, det er altså også sødt! SÅ sødt!Hold kæft hvor jeg savner børnene nu…

    Reply

  50. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:00

    Linda, det gad jeg også godt. Så skulle du bare love mig, at han ikke bare pludselig forsvandt.Du kunne jo flytte til København? ;)

    Reply

  51. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:34

    Hvor er du sød! Ja, det havde været belejligt, hvis det var dine børn jeg havde passet. Så kunne jeg bare begynde at passe dem igen :)

    Reply

  52. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:34

    Ej hvor sødt! Og godt klaret, at han kunne huske dig :)

    Reply

  53. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:36

    Tak! Men jeg tror nu, der er mange der har haft det som mig, blandt dem der har arbejdet i vuggestue/børnehave. Man bliver knyttet til de børn!Heldigvis :D

    Reply

  54. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:37

    Nej, det kan jeg godt forstå! Det er aldrig sjovt, uanset hvor store børnene er, tror jeg.

    Reply

  55. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:39

    Jeg ved præcis, hvad du mener! Jeg havde også mange dage i vuggestuen, hvor jeg tænkte, jeg gerne havde gjort arbejdet gratis.Det var også det bedste job, jeg nogensinde har haft.

    Reply

  56. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:41

    Cesilden: Nej hvor er det en fin historie!Anonym: Det kan jeg godt forstå. Jeg håber også, at mine fremtidige børn får nogle sjove "voksne" i børnehaven.

    Reply

  57. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 11:57

    Hos os var der også sjældent sammenfald mellem hvem man havde som favoritter – som du skriver, mennesker er jo forskellige. Heldigvis :)Det kan selvfølgelig godt være, det var det pædagogerne havde tænkt, når de bad mig skubbe børnene væk. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, det var det, det handlede om. For mig virkede det mere som om, de efterspurgte en mere "professionel" tilgang til børnene – at man ikke måtte knytte sig til dem, ikke måtte hygge sig for meget med dem, ikke fordybe sig i noget med børnene. Man skulle hellere være en slags konsulent, der stod på spring til at gribe ind, hvis der opstod konflikter mellem børnene. Og så kunne man jo rydde lidt op og være lidt praktisk imens.Det var selvfølgelig langt fra(!) alle pædagogerne, der mente sådan. Men som pædagogmedhjælper/vikar var den tilstedeværende pædagog jo chef, og kunne indføre sine egne regler. F.eks. fik jeg flere gange at vide, at jeg skulle sætte børnene ned, så snart jeg havde hentet dem fra vuggen efter middagsluren. Også selvom der ikke var travlt. Det syntes jeg virkede helt forkert. Det er jo rart for barnet lige at få 5 minutter til at vågne rigtigt op hos den voksne, før det bliver sat ned på et koldt gulv og skal lege med de andre børn.Nå, det blev også en lang smøre :) Og jeg synes det er rigtig godt at høre, jeg ikke er den eneste, der knytter mig til de børn jeg passer – det er meget betryggende, at en der ikke bare skal arbejde midlertidigt med børnene, har det på samme måde :)

    Reply

  58. Pigen88
    søndag 5. februar, 2012 @ 13:19

    Kanon sødt indlæg. Men det kan lade sig gøre at huske dem, og stadig kende dem! Jeg er 23 nu, og kan stadig huske "de voksne" og snakker altid glædeligt med dem når jeg møder dem. Specielt dem jeg holdte mest af!

    Reply

  59. Kaffe & T
    søndag 5. februar, 2012 @ 17:36

    Åh, hvor jeg kender det. Som lærer ved jeg, at man fan'me knytter sig til de dejlige unger. Og det er det allerbedste ved jobbet. Og det er dem jeg savner lige nu i min sygemelding.Som mor gør det mig bare virkeligt glad at læse indlægget. At vide, ens fantastiske små børn bliver mødt af kærlighed, både hos de kendte ansigter og hos vikarerne. Vigtigt, for pokker. BTW har vi faktisk studerende og medhjælpere i mine børns institutioner, der også tilbyder deres hjælp som barnepiger. Ikke spor mærkeligt, i mine øjne. Kun lækkert med en barnepige, der kender ens barn. Og som VIL ens barn, ikke kun tjene penge.De børn, du har tegnet, er nogle heldige børn!

    Reply

  60. Anonymous
    søndag 5. februar, 2012 @ 18:33

    Ih, jeg kender det så godt! Jeg arbejdede et halvt år i en børnehave efter gymnasiet. Jeg savner stadig Jonathan, Natalie, Naja, Hjalte, Jeppe, Esther, Magnus, William, Elias og alle de andre! Heldigvis var pædagogerne rigtig søde. De roste mig for den gode kontakt jeg havde til børnene, og jeg måtte gerne sidde med børnene på skødet indtil de var rigtig vågne :)

    Reply

  61. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 20:12

    Ej hvor hyggeligt! Måske det også er nemmere at huske dem, fordi du har set dem jævnligt?

    Reply

  62. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 20:14

    Det gør de helt sikkert! Det var i hvert fald sådan i den børnehave/vuggestue, hvor jeg arbejdede, at alle børnene var meget vellidte – hvis ikke af den ene, så af den anden. Der var i hvert fald ingen børn, der virkede som om, de var ensomme blandt de voksne :)Det er nok som andre skriver herinde – man har aldrig de samme favoritter blandt børnene :)

    Reply

  63. Nadia
    søndag 5. februar, 2012 @ 20:17

    Det lyder rigtig dejligt! Hos os var det meget blandet (synes jeg). Nogle pædagoger synes det var hyggeligt, og opfordrede til man havde god kontakt med børnene – andre foretrak "konsulent"-rollen.Men børnene! Altså, de var så søde, at selv tilstedeværelsen af den mest røvsyge pædagog ikke kunne ødelægge den gode stemning!

    Reply

  64. Cornelius' mor og far
    mandag 6. februar, 2012 @ 11:20

    Åh altså, sikke et skønt, vemodigt og tankevækkende indlæg! Min dreng på fire kan godt huske sine yndlingspædagoger/medhjælpere fra vuggestuen, selvom nogle af dem stoppede inden han var tre år! Og VI kan i hvert fald også godt huske de dejlige af slagsens. Det skinner ret tydeligt igennem, når den der specielle, gode kontakt opstår. Og nu skal min lillebitte pige snart starte i vuggestue, gid hun møder en fe som dig :) Og skulle du nogensinde savne kontakt til et par skønne børn, så sig til, vi bor lige her på Nørrebro :))Tak for en SÅ fin blog!

    Reply

  65. Rosanna
    mandag 6. februar, 2012 @ 11:30

    Årrrhhh, for HULEN!, hvor er det skønt at læse, snøft! Som mor til rigtigt mange vidunderlige børn (ok…. jeg har kun 5) så er det fantastisk at læse, at det man drømmer om, rent faktisk sker: Nemlig at der er nogen i mine børns hverdag, der kan lide mine børn så meget, at de virkeligt har lyst til at kramme og trøste dem, lege og hygge med dem. Og jo…. man må sg'u godt elske andre folks børn. Og jeg forsikrer dig, man bliver vildt glad, stolt og rørt, når man bliver spurgt, om pædagogen/medhjælperen/dagplejeren må babysitte

    Reply

  66. Konen bag hækken
    mandag 6. februar, 2012 @ 11:54

    Hvor er det dejligt at høre. Som forælder er det faktisk en viden, man mangler. Særligt hvis man er mor til hende, den stædig, ham den vilde, den ordløse eller…

    Reply

  67. Nadia
    mandag 6. februar, 2012 @ 14:38

    Tak for rigtig sød og dejlig kommentar!Der skal helt sikkert nok være en som mig i vuggestuen – jeg tror ikke ligefrem, jeg er en sjældenhed på området :) Bare se hvad andre tidligere pædagogmedhjælpere har skrevet herinde – det er nærmest umuligt ikke at blive lidt vild med ungerne :)

    Reply

  68. Nadia
    mandag 6. februar, 2012 @ 14:39

    Jeg tror du er en dejlig mor!

    Reply

  69. Nadia
    mandag 6. februar, 2012 @ 14:43

    Det er sjovt nok "outsiderne" man falder lidt for. Måske fordi de har mere brug for én og virker mere sårbare?Jeg tror de eneste børn, der ikke var blandt yndlingsflokken hos en eller anden ansat, var de (få) børn, der systematisk var meget voldlige over for de andre børn eller pædagogerne. Har selv en gang fået en (forbløffende hård) lussing fra en 3-årig, der slog alt hvad han kunne, fordi han ikke ville have sko på.Han har sikkert også haft brug for lidt ekstra kærlighed, men der var det sgu svært…

    Reply

  70. Nadia
    mandag 6. februar, 2012 @ 14:44

    Men altså… Selv den unge havde en voksen, som var helt vild med ham. Så måske er det faktisk et dårligt eksempel.

    Reply

  71. Mette
    mandag 6. februar, 2012 @ 22:26

    Ih, det ramte også mig det indlæg her – ligesom mange af dine indlæg gør, Nadia. :) For knap fire år siden var jeg au-pair for et par tvillingepiger på to år. Jeg var der kun fire måneder, men nåede alligevel at knytte mig til dem på den korte tid. Det var hårdt at sige farvel til dem den dag, jeg rejste hjem. Den ene pige var lidt "umulig" og løb væk, når jeg ville sige farvel. Det gjorde bare klumpen i halsen endnu større. Hun forstod jo ikke konceptet med, at vi (højst sandsynligt) aldrig skulle ses igen, og hvor ked af det jeg blev af at vide, at hun nok ikke ville kunne huske mig, når hun blev større.Havde jeg så bare blevet bedste-venner med forældrene, så jeg kunne have en undskyldning for at tage over og se pigerne igen. Det må være endnu sværere som pædagog at opbygge noget som helst forhold til forældrene, der retfærdiggør, at man bliver ved med at se børnene. Jeg blev dog på fire måneder sammen med to skiftevis kropumulige og fantastiske piger overbevist om, at jeg skal have mine egne børn en dag.

    Reply

  72. Mette
    mandag 6. februar, 2012 @ 22:27

    Hov. Det blev langt. :P Sorry, for the rambling.

    Reply

  73. Nadia
    mandag 6. februar, 2012 @ 23:40

    Jeg synes 4 måneder er lang tid sammen, når man er sammen hele dagen. Det skal man ikke undervurdere! Og jeg ved præcis hvad du mener – et "professionelt" forhold til børn er svært at lave om til et venskab på en naturlig måde.Hvis det ikke havde været fordi min dejlige 14 år yngre lillebror var kommet dem i forkøbet, ville børnehaven/vuggestuen helt sikkert også have haft den effekt på mig. Nu bekræftede jobbet mig bare yderlige i, det 100% sikkert er noget jeg vil – altså det med at få børn.(Det bliver så bare lige om en 7-10 år, når jeg har tid til det, og har fået lov til at lege karriere et pænt stykke tid. Når jeg er så glad for specialet, er det svært at forestille sig at arbejdet i den nærmeste fremtid skulle køres på vågeblus til fordel for graviditet, barsel, amning og den slags).

    Reply

  74. Pigen88
    tirsdag 7. februar, 2012 @ 11:02

    Jo det er det nok. Bor også 500m der fra, så er nok derfor jeg har set dem "tit"

    Reply

  75. Essie B.
    tirsdag 7. februar, 2012 @ 15:49

    Sidder og vræler. Det må du ikke gøre ved mig igen! (Jo, du må). Åh hvor har du skrevet et vidunderligt indlæg Nadia. Jeg er dybt rørt. Kæft, hvor er du et kært menneske.

    Reply

  76. Nadia
    tirsdag 7. februar, 2012 @ 21:37

    Årh hvor er du sød! Jeg er dybt overrasket over, hvor godt der er blevet taget imod det her blogindlæg.Jeg var bange for, jeg ville blive tudet ørene fulde med, at jeg bare var pivet. Eller lidt mærkelig i hovedet for at drømme om at adoptere andre menneskers børn.Jeg må være lidt mere modig lidt oftere :)

    Reply

  77. Essie B.
    onsdag 8. februar, 2012 @ 12:05

    Nadia, jeg tror du rammer et blødt punkt hos både tidligere pædagogmedhjælpere og så også forældre til småbørn. Jeg er hører til den sidste gruppe, og ved bare hvor vigtige medhjælperne er for de små. Medhjælperne gør altid noget af alt det, der ikke er politisk korrekt eller helt tilladt og det er bare SÅ ok. Samtidig med at jeg læste dit indlæg kunne jeg så heller ikke lade være med at tænke, at mine børn skulle have været i DIN børnehave :-). PS: Fuldstændigt misforstået at man ikke skulle oversætte småfraser for lille Pete. Han skal sgu da nok lære dansk – også selvom man gør ham tryg og tilpas ved at sige ord, han genkender og forstår. Nogle gange er verden misforstået fjollet altså!

    Reply

  78. Nadia
    onsdag 8. februar, 2012 @ 14:12

    Jeg er sikker på, der er lige så søde pædagogmedhjælpere/pædagoger i dine børns børnehave – som sagt kan det føles lidt tabubelagt at være så glad for andre menneskers børn, at have favoritter, så det er ikke sikkert de siger det højt. Børnene kan nok mærke det :)Og ja, jeg forstod som sagt aldrig hvorfor det var forkert at oversætte. Selvfølgelig skulle jeg ikke KUN tale engelsk til ham, men at præsentere ordene på begge sprog virkede altså som en ret logisk metode?

    Reply

  79. Mette Lindgaard
    mandag 20. februar, 2012 @ 03:22

    Åh, jeg har det på NØJAGTIGT samme måde. Det er også et par år siden, jeg var tilkaldevikar, men jeg savner tit børnene og tænker på dem. Jeg fortrød også, jeg ikke tilbød mig som barnepige.Jeg eeelsker børn, men skal heller ikke have nogen foreløbigt. Får stillet min trang ved at være barnepige :) Det er ikke helt det samme som at have en hel flok skønne børn, men til gengæld er det mere normalt at bevare kontakten bagefter. Jo større børnene bliver, jo nemmere er det også at undvære dem trods alt.

    Reply

  80. Nadia
    mandag 20. februar, 2012 @ 09:12

    Jeg gad også godt være barnepige, men det skulle være på en "naturlig" måde. Ikke som et arbejde, mere som en hjælp til nogle forældre (man kendte) og hygge med børnene. Kender bare ikke så mange forældre i nærheden med pasningsbehov.Ja, det er sjovt som de ældre børn er nemmere at undvære? Måske er det noget instinktivt? Måske man ikke på samme måde føler, de har brug for en længere?Jeg glæder mig til jeg en dag skal have børn(/et barn), men har det på helt samme måde som dig. Jeg skal IKKE have børn foreløbig!

    Reply

  81. Anne
    onsdag 14. marts, 2012 @ 16:05

    ÅH! Jeg har tudet mig igennem hele dit indlæg og så ca 10 minuter bagefter. Jeg har den mest pragtfulde glade 3 årige dreng, som begyndte i børnehave for nogle måneder siden. Det føles ikke som om, der er nogen, der har overskud til at elske ham lidt dér. Det gør mig så glad – på sådan en lidt trist måde -at tænke på, at der måske er en vikar i vores børnehave, der har det ligesom dig.

    Reply

    • Louise
      torsdag 11. april, 2013 @ 19:57

      Ih, et sødt indlæg. Kom til at tænke på, om jeg mon kunne huske nogen fra min børnehave her 22-24 år efter… Kan faktisk huske hende, der lærte mig at køre på tohjulet cykel. Så var der hende, der gad at sidde en hel formiddag og tegne påklædningsdukker med mig, fordi jeg bare var så ked af det, da min far gik. Har den faktisk stadig og den startede en hel mani! Og så var der selvfølgelig hende den skrappe, som vi gemte os for ;)

      Reply

  82. Nadia
    torsdag 15. marts, 2012 @ 21:41

    Tror du ikke? I den børnehave/vuggestue hvor jeg arbejde, var der nærmest ingen børn, der ikke var favoritter hos en eller anden :)Det synes jeg, du skal tænke på :)

    Reply

  83. Anonymous
    onsdag 28. marts, 2012 @ 17:30

    Ja, ja & tusind gange ja! Arbejdede der kun i et halvt års tid (skovbørnehave) & det er efterhånden flere år siden, men tænker stadig på et par af ungrne af & til & ville ønske jeg kunne se dem igen.

    Reply

  84. Maia Bjerregaard
    torsdag 29. marts, 2012 @ 17:21

    Hej søde Nadia!Jeg elsker din blog, og jeg tjekker din blog 4-5 gange om dagen!Jeg går på Levring Efterskole, og vi samler stemmer ind så vi kan vinde 10.000 kr til Nepal! Du må meget gerne stemme, og få andre til at stemme på os! Fx. dele den på facebook(ikke din private, din blog-facebook..), eller her! :DHa en god aften!

    Reply

  85. Nadia
    fredag 30. marts, 2012 @ 09:37

    Det sørgelige er jo også lidt, at man ikke rigtig kan møde dem igen. Nu er de jo blevet store – nærmest nogle helt andre børn. Måske har de helt glemt os.

    Reply

  86. Nadia
    fredag 30. marts, 2012 @ 09:40

    Hej Maia! Tusind tak for din søde kommentar :)Jeg bryder mig dog ikke om at sende links ud over min blog på den måde, så jeg springer over. Jeg håber det kommer til at gå godt med indsamlingen alligevel :)

    Reply

  87. Micky
    søndag 20. maj, 2012 @ 17:46

    Ha! Det sjove er, at det også går den anden vej. Jeg tænker nogle gange på, hvor meget Anja, der var pædagogmedhjælper i vuggeren, betød for min to-årige datter! Og at hun nok ikke helt ved det, for det var jo et job, og der var jo mange andre børn… :-) Så for mig er det tabu, at tro, at pædagogerne og medhjælperne elsker vores børn (selv om det anede mig!)…Super blog, meget sødt, meget præcist spiddende… Fedt – tak!Mvh Michael

    Reply

  88. Nadia
    tirsdag 22. maj, 2012 @ 20:36

    Selv tak! Ja, jeg tror det er svært ikke at komme til at holde så meget af dem, når man arbejder med dem hver dag :)

    Reply

  89. Josephine
    lørdag 6. april, 2013 @ 12:58

    Nåååårhhh. Du er sød.
    Jeg har arbejdet med børn i mange år, både som pædagogmedhjælper, lærervikar og så jo siden jeg blev lærer. Og man får nemlig rigtig tit lyst til at adoptere et par håndfulde af dem. Men hey – det behøver nu ikke være mærkeligt. Jeg var fire dage om ugen på et fritidshjem i 1½ år, mens jeg gik på designskole, og jeg havde også et par faste yndlingsunger, som hang på mig næsten altid, også selvom de jo var større end vuggebebser. Da jeg skulle til at holde op, fordi jeg var færdiguddannet, så sagde en af dem, en gigadejlig pige ofte “iiiih, Josephine, kan du ikke bare blive babysitter for mig og min lillebror, så?” Lillebroren var også bare verdens sødeste.
    Og jeg kunne jo ikke lade være med at sige, at jo, det gad jeg da også godt. Hun var en ret handlekraftig unge, så en dag, da deres mor kom for at hente hende, så sagde hun bare “mor, mor, jeg er så ked af, at Josephine skal holde op, kan hun ikke være vores babysitter, så vi stadig ser hende?” Jeg smilede jo bare forlegent (for som du siger, kan man ikke lade være med at være bange for, om de nu synes, man er lidt sær), men jeg kunne alligevel ikke lade være med at sige “ja, altså … jeg ved jo ikke, om I mangler en … Louise har bare plaget mig, hehe …” og så kiggede moderen bare på mig og sagde “Guuuud … ville du da godt gide det? Passe mine to umuliusser?”
    Så det blev jeg. Og moderen og jeg blev gode venner ud af det, og det var bare altid så superfedt og hygs, jeg blev efterhånden bare de ungers ekstratante, og det var guld. Man skal ikke altid holde sig helt tilbage af generthed. Forældrene er jo glade, de får en, børnene kender (og som de ved, er god til dem), ungerne er glade, de får en, de er trygge ved og har det sjovt med, og man er selv glad, fordi man kan være sammen med dem og hygge om dem og lave sjove ting. Win :).
    Nu er de to unger store teenagere på tærsklen til at flytte hjemmefra, så de voksede jo fra at have brug for mig lige så stille, men derfor ser jeg dem jo stadig ind imellem, bare for hygge. Og jeg ved, at jeg har gjort en positiv forskel i deres liv i flere år, og det er superskønt.
    Knus

    Reply

  90. Lina
    torsdag 5. februar, 2015 @ 17:29

    Jeg har det helt ligesom dig. Passede den mest fantastiske pige i sfo. Hun havde altid svært ved at sige farvel til sin mor om morgenen, men det hjalp en del da jeg kom til. Hun gik simpelthen lige ind i hjertet på mig. Nu tre år efter jeg måtte flytte har vi dsv. ikke kontakt mere. Jeg har, ligesom dig, også bare syntes det ville være mærkeligt at ringe, eller skrive hvordan det gik, og om jeg kunne komme forbi en dag. Dog bærer jeg næsten hver dag rundt på de øreringe hun købte mig da jeg flyttede.

    Jeg håber hun stadig kan huske mig.. Og jeg ville ønske at jeg bare have skrevet eller ringet til dem. For når jeg læser det i skriver kan jeg godt se, at det sikkert bare er mig der var paraniod.
    Ih, hvor ville jeg ønske jeg havde holdt kontakten.

    Reply

  91. Lina
    torsdag 5. februar, 2015 @ 17:36

    Så jah, ved godt hvordan det er ;)

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Krævede felter er markeret med *