Der er jo altid noget at spekulere over, ikke?
Kasper kalder mig ofte for det mest bekymrede menneske i verden. Jeg kan på en måde godt se, hvor han vil hen. Havde i hvert fald den mest irrationelle krise i dag. Over specialet.
Hvor jeg aldrig har problemer med at få vejledning nok…
Hvor jeg aldrig behøver gå i panik…
Hvor der findes andre, der nærmest er tvunget til at interessere sig for det jeg laver…
Hvor jeg aldrig er ensom i laboratoriet…
Hvor jeg altid hygger mig (lidt for meget), selv hvis jeg sidder hele dagen på kontoret…
Hvor jeg aldrig spiser frokost alene og for en gangs skyld kan bruge mit tyske til et eller andet.
Hvor der er fyldt med succeshistorier…
Men alligevel?
tirsdag 6. marts, 2012 @ 08:20
Jeg kan sagtens forstå din pointe, men hvem i alverden skulle kunne lave et SPECIALE hvis det kun var det udenom der var interessant? Det lyder pænt umuligt i min verden :P
tirsdag 6. marts, 2012 @ 09:10
Jeg tror at folk med masser af selvdisciplin sagtens kunne få det til at virke alligevel :)Men altså, jeg synes virkelig emnet er spændende. Det er bare min hjerne der slår krøller på sig selv over, den ikke rigtig kan skille glæden ved emnet fra glæden ved omgivelserne. Jeg mener… Måske skulle jeg bare læne mig tilbage og nyde det, i stedet for at spekulere så meget?
tirsdag 6. marts, 2012 @ 10:56
Det er måske bare mig, men er det i virkeligheden ikke næsten lige meget? Det vigtige er vel, at du får tingene gjort og har det sjovt og spændende imens.
tirsdag 6. marts, 2012 @ 21:35
Det er ikke helt ligemeget, hvis man planlægger fremtiden.Men det er jo fjollet, jeg har jo valgt alle mine valgfag efter specialet, jeg havde glædet mig til det længe inden jeg startede, og på nær min vejleder kendte jeg jo ingen af dem, jeg hygger mig så godt med nu :)
tirsdag 6. marts, 2012 @ 21:56
Så er det nok den bedste måde at overleve secialeperioden. Det tror jeg er svært, hvis alt det udenom ikke fungerer, selvom emnet er fantastisk.
onsdag 7. marts, 2012 @ 09:53
Ja, jeg tror også man skal være ret målrettet, for at få noget godt ud af det, hvis alt det uden om ikke fungerer.Lige nu føler jeg virkelig ikke, at jeg "overlever" specialeperioden – jeg har ikke rigtig lyst til, den skal slutte. Men det ændrer sig nok, når jeg skal til at skrive det hele ned ;)
torsdag 8. marts, 2012 @ 09:58
Åh, Nadia. Jeg hader dig en lille smule. Jeg er oftest alene i laboratoriet og jeg deler kun kontor med en ældre herre fra Bangladesh, som jeg ikke kan forstår. Der er altid mega stille og jeg sidder lige under vores air con. Alle andre spiser frokost, griner og hygger sig rigtig meget sammen. Unfair. Heldigvis kan jeg stille alle mine dumme spørgsmål (for jeg har aldrig kloge, velovervejede spørgsmål) til hele 2 vejledere :)
fredag 9. marts, 2012 @ 12:07
Først marsvinene og nu dette? Hvis ikke det var fordi du rendte rundt i Australien og havde det pissesjovt, så ville jeg have medlidenhed med dig ;)(Vi er 20 mennesker på kontoret, du ved til 18 pladser, så det ville også være mærkeligt, hvis jeg ikke kunne finde et par stykker at tale med. Jeg synes du skal lære bengali, så du kan snakke med din kontormakker!)