For det meste er det faktisk ikke så slemt. Det er jo ikke kun den rene elendighed, at han skal afsted. Det bliver rigtig sjovt at besøge ham, og jeg får mere tid til både venner og specialet i hverdagen.Men så, når jeg ligger tæt ind til ham om morgenen, snuser lidt til ham og krammer ham… Så kan det godt gøre lidt ondt at tænke på, jeg snart skal vænne mig til at sove alene.
Jeg synes faktisk også det værste var at man skulle sove alene, godt nok bor vi hver for sig, men sover sammen de fleste dage :)Men glæd dig til at besøge ham, det misunder jeg dig for :)
Det gør jeg helt sikkert også! Det bliver de bedste weekender nogensinde, det er jeg sikker på. Han skal vise mig både Dresden, Berlin, Prag og senere måske også München :)Så noget godt kommer der bestemt ud af det!
Nadia, det du gør, når den slags følelser overmander dig er, at du sætter noget Bruno Mars på. Det giver dig instant lyst til at tæve nogen, og jager dermed al melankoli på flugt.(Og vi joker kun med det, fordi du lyder så relativ ok med det:))
uhh kan godt forstå dig – min mand arbejder i jylland 3 dage om ugen og jeg HADER det!! Jeg kan heldigvis putte lidt med mine unger i stedet for når han er væk :-)Knus
Jeg tror hellere jeg vil være melankolsk end lytte til Bruno Mars hver morgen/aften. Ellers ender det bare ud i en dyb depression…(Og jeg ER okay med det, selvom det af og til føles ret trist. Jeg skal bare lige nogle gange minde mig selv om, han kun skal til Dresden – ikke dø af kræft eller sådan noget :)
Supersød tegning, og selvfølgelig bliver det hårdt at undvære. Men vend det om – tænk hvis du ikke kunne vente på, at han skulle rejse – så ville jeg mene, I havde store problemer. Tror det er helt sundt at savne engang imellem? Men hårdt helt sikkert.
Da min kæreste og jeg kun lige og lige var begyndt at komme sammen, blev han udsendt i et halvt år (han var soldat). Det var simpelthen så stygt og forfærdeligt at gå og vente på, at han skulle afsted, for der var så mange spørgsmål, man ikke kunne få svar på. Hvordan vil jeg reagere? Hvor meget kan vi kommunikere? Kommer jeg til at sove om natten? …alle mulige og umulige problemstillinger dukkede op i mit hovede. Og selvom jeg græd og græd og græd og græd da jeg sagde farvel til ham i lufthavnen (og de efterfølgende dage), var det meget nemmere at håndtere selve afskeden end tiden op til. Man lærer skræmmende hurtigt at klare sig igennem hverdagen, selvom man ikke kan gøre så meget ved savnet. Jeg klarede mig igennem et halvt år med masser af film, musik og en fyldt kalender. Jeg håber alt det bedste for jer :)
Selvfølgelig er det et sundhedstegn, jeg vil savne ham :)Og jeg tror også det er sundt at savne hinanden lidt engang imellem. Tre måneder virker bare som lidt i overkanten…På den anden side får jeg virkelig meget tid til venner og speciale, og det må jeg faktisk indrømme, jeg glæder mig lidt til. Kasper og jeg har været sammen i 5 år, og har nærmest boet sammen fra starten af, så det bliver også sjovt at prøve at skulle være lidt 'alene' igen – i hvert fald når jeg ved, det kun er for en begrænset periode ;)
Åh nej, det lyder helt forfærdeligt! Godt jeg ikke er sammen med en soldat, det der ville jeg slet ikke kunne holde ud (selvom, det ville man vel bare blive nødt til at kunne). Der er så meget usikkerhed i det, i forhold til det jeg skal igennem.Jeg kan jo i princippet bare besøge Kasper hver weekend – Dresden er ikke langt væk på den måde. Og jeg risikerer slet ikke de samme ting, som du/din kæreste gjorde der.Jeg er glad for du kom godt igennem det!
Det skal nok gå alt sammen. Min mand har været i Afghanistan i en måned nu og selvom jeg savner ham rigtig meget (selvfølgelig), er det altså også ret så skønt at være alene:-) Nu kan jeg spise vingummibamser til morgenmad uden at han SKAL kommentere på hvor usundt det, høre min yndlingssang på repeat hele dagen uden brok og så kan jeg ellers bare gøre hvad jeg vil, uden at skulle kordinere noget som helst, med andre end mig selv. Så nyd det og savn af h…… til og glæd dig til at han kommer hjem. Og så lige passe på med for meget alkohol, så kan man godt komme til at savne for meget på den ufede "hvor er det frygteligt for lille mig måden":-)Og så har du bare den bedste blog! Har fulgt med længe nu, men kommenterer for første gang:-)
Anne, jeg håber alt det bedste for jer! Jeg synes næsten mine bekymringer virker lidt luksusagtige, når jeg hører om soldater, der bliver udsendt. Kasper skal jo bare ned og fjolle rundt i et laboratorium i Dresden.Urk, det lyder ikke godt med alkoholen. Jeg håber ikke, jeg reagerer sådan – planlægger en masse gode drukture, når han er taget afsted. Men det skal jo være for at have det sjovt.Tak for ros :) Og for kommentaren!Jeg bliver helt fjollet glad, når du skriver sådan.
torsdag 1. marts, 2012 @ 09:19
Du må have det ganske forfærdeligt , jeg var ved at dø da MR. Handymand skulle til Thailand, og det var altså kun 1 måned.Jeg føler mig dig :(
torsdag 1. marts, 2012 @ 09:38
Av, jeg får helt klump i halsen…
torsdag 1. marts, 2012 @ 11:14
For det meste er det faktisk ikke så slemt. Det er jo ikke kun den rene elendighed, at han skal afsted. Det bliver rigtig sjovt at besøge ham, og jeg får mere tid til både venner og specialet i hverdagen.Men så, når jeg ligger tæt ind til ham om morgenen, snuser lidt til ham og krammer ham… Så kan det godt gøre lidt ondt at tænke på, jeg snart skal vænne mig til at sove alene.
torsdag 1. marts, 2012 @ 11:15
Heldigvis er en måned laaaaang tid. Håber jeg.
torsdag 1. marts, 2012 @ 13:34
Jeg synes faktisk også det værste var at man skulle sove alene, godt nok bor vi hver for sig, men sover sammen de fleste dage :)Men glæd dig til at besøge ham, det misunder jeg dig for :)
torsdag 1. marts, 2012 @ 16:26
Det gør jeg helt sikkert også! Det bliver de bedste weekender nogensinde, det er jeg sikker på. Han skal vise mig både Dresden, Berlin, Prag og senere måske også München :)Så noget godt kommer der bestemt ud af det!
torsdag 1. marts, 2012 @ 20:41
Nadia, det du gør, når den slags følelser overmander dig er, at du sætter noget Bruno Mars på. Det giver dig instant lyst til at tæve nogen, og jager dermed al melankoli på flugt.(Og vi joker kun med det, fordi du lyder så relativ ok med det:))
torsdag 1. marts, 2012 @ 21:15
uhh kan godt forstå dig – min mand arbejder i jylland 3 dage om ugen og jeg HADER det!! Jeg kan heldigvis putte lidt med mine unger i stedet for når han er væk :-)Knus
torsdag 1. marts, 2012 @ 21:19
Jeg tror hellere jeg vil være melankolsk end lytte til Bruno Mars hver morgen/aften. Ellers ender det bare ud i en dyb depression…(Og jeg ER okay med det, selvom det af og til føles ret trist. Jeg skal bare lige nogle gange minde mig selv om, han kun skal til Dresden – ikke dø af kræft eller sådan noget :)
torsdag 1. marts, 2012 @ 21:20
Jeg ønsker mig også en gravhund som erstatning for han skal væk, så jeg kunne have nogen at putte med ;)
fredag 2. marts, 2012 @ 12:42
Supersød tegning, og selvfølgelig bliver det hårdt at undvære. Men vend det om – tænk hvis du ikke kunne vente på, at han skulle rejse – så ville jeg mene, I havde store problemer. Tror det er helt sundt at savne engang imellem? Men hårdt helt sikkert.
fredag 2. marts, 2012 @ 13:47
Da min kæreste og jeg kun lige og lige var begyndt at komme sammen, blev han udsendt i et halvt år (han var soldat). Det var simpelthen så stygt og forfærdeligt at gå og vente på, at han skulle afsted, for der var så mange spørgsmål, man ikke kunne få svar på. Hvordan vil jeg reagere? Hvor meget kan vi kommunikere? Kommer jeg til at sove om natten? …alle mulige og umulige problemstillinger dukkede op i mit hovede. Og selvom jeg græd og græd og græd og græd da jeg sagde farvel til ham i lufthavnen (og de efterfølgende dage), var det meget nemmere at håndtere selve afskeden end tiden op til. Man lærer skræmmende hurtigt at klare sig igennem hverdagen, selvom man ikke kan gøre så meget ved savnet. Jeg klarede mig igennem et halvt år med masser af film, musik og en fyldt kalender. Jeg håber alt det bedste for jer :)
lørdag 3. marts, 2012 @ 12:04
Selvfølgelig er det et sundhedstegn, jeg vil savne ham :)Og jeg tror også det er sundt at savne hinanden lidt engang imellem. Tre måneder virker bare som lidt i overkanten…På den anden side får jeg virkelig meget tid til venner og speciale, og det må jeg faktisk indrømme, jeg glæder mig lidt til. Kasper og jeg har været sammen i 5 år, og har nærmest boet sammen fra starten af, så det bliver også sjovt at prøve at skulle være lidt 'alene' igen – i hvert fald når jeg ved, det kun er for en begrænset periode ;)
lørdag 3. marts, 2012 @ 12:09
Åh nej, det lyder helt forfærdeligt! Godt jeg ikke er sammen med en soldat, det der ville jeg slet ikke kunne holde ud (selvom, det ville man vel bare blive nødt til at kunne). Der er så meget usikkerhed i det, i forhold til det jeg skal igennem.Jeg kan jo i princippet bare besøge Kasper hver weekend – Dresden er ikke langt væk på den måde. Og jeg risikerer slet ikke de samme ting, som du/din kæreste gjorde der.Jeg er glad for du kom godt igennem det!
lørdag 3. marts, 2012 @ 12:33
Hvor skal han hen?
lørdag 3. marts, 2012 @ 12:38
Til Dresden og bo i en periode
lørdag 3. marts, 2012 @ 20:19
That's the spirit. Synes det er vildt dejligt at høre, I har været sammen i 5 år, og de 3 måneder skal I nok klare.Rigtig god weekend.
lørdag 3. marts, 2012 @ 20:43
Det tror og håber jeg også :)Du må også have en rigtig dejlig weekend!
lørdag 3. marts, 2012 @ 22:55
Det skal nok gå alt sammen. Min mand har været i Afghanistan i en måned nu og selvom jeg savner ham rigtig meget (selvfølgelig), er det altså også ret så skønt at være alene:-) Nu kan jeg spise vingummibamser til morgenmad uden at han SKAL kommentere på hvor usundt det, høre min yndlingssang på repeat hele dagen uden brok og så kan jeg ellers bare gøre hvad jeg vil, uden at skulle kordinere noget som helst, med andre end mig selv. Så nyd det og savn af h…… til og glæd dig til at han kommer hjem. Og så lige passe på med for meget alkohol, så kan man godt komme til at savne for meget på den ufede "hvor er det frygteligt for lille mig måden":-)Og så har du bare den bedste blog! Har fulgt med længe nu, men kommenterer for første gang:-)
søndag 4. marts, 2012 @ 10:09
Anne, jeg håber alt det bedste for jer! Jeg synes næsten mine bekymringer virker lidt luksusagtige, når jeg hører om soldater, der bliver udsendt. Kasper skal jo bare ned og fjolle rundt i et laboratorium i Dresden.Urk, det lyder ikke godt med alkoholen. Jeg håber ikke, jeg reagerer sådan – planlægger en masse gode drukture, når han er taget afsted. Men det skal jo være for at have det sjovt.Tak for ros :) Og for kommentaren!Jeg bliver helt fjollet glad, når du skriver sådan.