Det er ret svært at tage sig sammen til at skrive speciale, når man derhjemme har radio, avis og sol ind gennem skråvinduer. Pludselig er man 2 – 3 timer om at gøre sig klar om morgenen.
Og da man endelig tog sig sammen og bestemte sig for at cykle hen på kontoret, kom man i tanke om, at man da lige kunne tegne til et blogindlæg først…
Jeg elsker mit tegnede gravhunde-selv, men to begrænsninger har ærgret mig gennem tiden: Manglen på hår og de ekstremt korte arme.
Det er ikke noget jeg har tænkt mig at ændre på. Jeg kan dog stadig godt synes, det er lidt synd, gravhundeNadia ikke engang kan nå toppen af sit eget hoved…
Kender du det, når man skal klippes for første gang i over et halvt år, og virkelig har glædet sig rigtig meget, for nu er det sådan set også på tide, og ens hår er helt spaltet og grimt, og så begynder man pludselig at blive i tvivl?
Ikke fordi man bliver nyforelsket i de slidte spidser, eller pludselig synes det er fedt at ens hår ser helt tyndt og fladt ud, men fordi man er bange for, at det bliver bare et par centimeter for kort.
Nej?
Så har du nok ikke krøller.
