I små doser! (snusfornuft). Men når du har en bjørn med begge ben på jorden, kan du også bedre tillade dig at være en gravhundeformet heliumballon nogle gange! Så komplementerer i bare hinanden. Det er ingen skade til./Anonymous coward aka hunspiril
Nåååh.. Hvis man bytter dig ud med Christina-ulven mig, og Kasper med Kristian, så har du afbilledet noget der er sket mange gange i det sidste stykke tid.. Håber du stadig trives med projektet! Og håber på at få besøg af sig heroppe i det kolde Norge :)
Kære Nadia
Jeg er vild med din blog og har læst den fast siden ca. april, hvor StineStregen + noget svært arbejde, som fordrede mange pauser, lokkede mig over til dig. Jeg er ret begejstret for, hvad du kan få ud af enkle grafiske virkemidler, hvor klart din figur kan tale med sine trods alt begrænsede evner for mimik og gestik og jeg elsker den kritik du formår at udtrykke over dig selv og dine egne i dine (ikke altid så) kærlige portrætter. Og sommetider er figurerne også bare rigtig nuttede og elskelige. (Og der var de håndfarvelagte altså bedst indtil sommeren 2011.)Jeg er bare ikke typen der normalt skriver kommentarer; men det som har lokket mig ud af busken nu er, at du gennem den seneste uge – i mine øjne – fuldstændig har overgået dig selv i skildringen af din sidelinjerolle. Der er særligt to ting du – i mine øjne – gør helt genialt:1) Torsdag den 11. oktober får du endnu engang maksimalt ud af dine grafiske virkemidler, idet hovedparten af historien faktisk udtrykkes gennem alt det hvide papir. Det er en episk genistreg (omend klassisk) at placere din egen figur helt ned i hjørnet af et tomt kæmpe kanvas. Klassikere skal man bruge med varsomhed og denne rammer helt i plet.2) Det er litterært kraftfuldt, modigt og sjældent set, at du tør skære fortællingen helt rent til kun at portrættere din egen figurs reaktion på situationen uden at give læseren noget egentligt overblik over situationen. Hvis du gjorde det ville du nemlig nemt risikere at hovedfortællingen flyttede sig væk fra de følelser, du ønsker at skildre, så i stedet tager du chancen og stiller fokus helt tæt på din egen fortælling og håber den kan bære. Wikke & Rasmussen har brugt lidt af den samme teknik i nogle af deres arbejder og er – for mig at se – også lykkedes godt med det. Og selv om deres fortællinger og deres kanaler at fortælle ad er meget forskellige fra dine, så synes jeg også at du lykkes 100% i dit projekt her. Så stor ros for modet til at vinkle din fortæling så skarpt og stort tillykke med at det – i mine øjne – lykkedes at levere en skildring 7. oktober til (formodes afsluttet nu) i dag, som holder 100%.
Jeg glæder mig hver dag til en ny streg fra din side; men forvent ikke flere kommentarer før end du næste gang laver en litterær genistreg. Jeg er som sagt ikke typen der kommenterer.
Mvh
Jeppe
Er fuldstændig enig med Jeppe. Jeg tænkte også at din tegning fra 11. oktober var fantastisk. Tegner ikke selv eller beskæftiger mig med tegning eller grafik på nogen måde, så tak for en fin analyse, Jeppe, der gjorde mig klar over hvorfor jeg synes den virkede så godt. Er også ret vild med den krammer der – man får jo lyst til at være med.
Christina: Det gør jeg, men jeg er stadig meget i opstartsfasen! Jeg glæder mig også meget til at besøge dig i Norge – jeg håber det går godt med dit arbejde og med den nye lejlighed :)
Jeppe: Tusind tak for din kommentar! Jeg elsker at den er så deltaljeret (og selvfølgelig også at du skriver så mange pæne ting). Jeg er især glad for, der bliver taget så godt imod lige netop disse tegninger. Jeg synes det er en svær opgave at fortælle om min rolle uden samtidig at forklare situationen, og jeg har været meget i tvivl om, om det føltes uinteressant og uvedkommende at læse med i disse dage. Så igen: Mange gange tak for at du skrev! Det er virkelig rart at høre.
Har fulgt dig i pænt mange måneder, men husker jeg ret, er denne min første kommentar:Dine seneste tegninger forklarer alt tydeligt, at din kæreste har fået oplevelser, som han gerne ville have været foruden, og at de har logisk nok påvirket Jer begge, men dig sådan lidt sidesporsmæssigt…Men frygt for at miste, det viser du flot; og sådanne tanker/følelser har intet at gøre aldersmæssigt, ej heller hvor mange år et samliv har eksisteret :)God vind fremover…Klø på videre frem med dit kæreste eje…
mandag 15. oktober, 2012 @ 23:17
Helt sikkert, vær du glad for, du har din lyserøde bjørn :-) – også selvom han er snusfornuftig!
mandag 15. oktober, 2012 @ 23:25
Dét er jeg! Meget endda! Og måske er det ikke helt så dårligt, det med snusfornuft, når alt kommer til alt… Selvom det gør lidt ondt at indrømme.
mandag 15. oktober, 2012 @ 23:31
I små doser! (snusfornuft). Men når du har en bjørn med begge ben på jorden, kan du også bedre tillade dig at være en gravhundeformet heliumballon nogle gange! Så komplementerer i bare hinanden. Det er ingen skade til./Anonymous coward aka hunspiril
mandag 15. oktober, 2012 @ 23:32
Nåårh :0) De snusfornuftige kærester kan være noget så irriterende. Men hvor er de dog dejlige alligevel ;0)
tirsdag 16. oktober, 2012 @ 09:08
Nåååh.. Hvis man bytter dig ud med Christina-ulven mig, og Kasper med Kristian, så har du afbilledet noget der er sket mange gange i det sidste stykke tid.. Håber du stadig trives med projektet! Og håber på at få besøg af sig heroppe i det kolde Norge :)
tirsdag 16. oktober, 2012 @ 14:36
Kære Nadia
Jeg er vild med din blog og har læst den fast siden ca. april, hvor StineStregen + noget svært arbejde, som fordrede mange pauser, lokkede mig over til dig. Jeg er ret begejstret for, hvad du kan få ud af enkle grafiske virkemidler, hvor klart din figur kan tale med sine trods alt begrænsede evner for mimik og gestik og jeg elsker den kritik du formår at udtrykke over dig selv og dine egne i dine (ikke altid så) kærlige portrætter. Og sommetider er figurerne også bare rigtig nuttede og elskelige. (Og der var de håndfarvelagte altså bedst indtil sommeren 2011.)Jeg er bare ikke typen der normalt skriver kommentarer; men det som har lokket mig ud af busken nu er, at du gennem den seneste uge – i mine øjne – fuldstændig har overgået dig selv i skildringen af din sidelinjerolle. Der er særligt to ting du – i mine øjne – gør helt genialt:1) Torsdag den 11. oktober får du endnu engang maksimalt ud af dine grafiske virkemidler, idet hovedparten af historien faktisk udtrykkes gennem alt det hvide papir. Det er en episk genistreg (omend klassisk) at placere din egen figur helt ned i hjørnet af et tomt kæmpe kanvas. Klassikere skal man bruge med varsomhed og denne rammer helt i plet.2) Det er litterært kraftfuldt, modigt og sjældent set, at du tør skære fortællingen helt rent til kun at portrættere din egen figurs reaktion på situationen uden at give læseren noget egentligt overblik over situationen. Hvis du gjorde det ville du nemlig nemt risikere at hovedfortællingen flyttede sig væk fra de følelser, du ønsker at skildre, så i stedet tager du chancen og stiller fokus helt tæt på din egen fortælling og håber den kan bære. Wikke & Rasmussen har brugt lidt af den samme teknik i nogle af deres arbejder og er – for mig at se – også lykkedes godt med det. Og selv om deres fortællinger og deres kanaler at fortælle ad er meget forskellige fra dine, så synes jeg også at du lykkes 100% i dit projekt her. Så stor ros for modet til at vinkle din fortæling så skarpt og stort tillykke med at det – i mine øjne – lykkedes at levere en skildring 7. oktober til (formodes afsluttet nu) i dag, som holder 100%.
Jeg glæder mig hver dag til en ny streg fra din side; men forvent ikke flere kommentarer før end du næste gang laver en litterær genistreg. Jeg er som sagt ikke typen der kommenterer.
Mvh
Jeppe
onsdag 17. oktober, 2012 @ 13:32
Er fuldstændig enig med Jeppe. Jeg tænkte også at din tegning fra 11. oktober var fantastisk. Tegner ikke selv eller beskæftiger mig med tegning eller grafik på nogen måde, så tak for en fin analyse, Jeppe, der gjorde mig klar over hvorfor jeg synes den virkede så godt. Er også ret vild med den krammer der – man får jo lyst til at være med.
onsdag 17. oktober, 2012 @ 19:54
Det er altså bare en rigtig nuttet tegning. Man får helt lyst til at blive krammet på "gravhundemåden".
onsdag 17. oktober, 2012 @ 20:56
Christina: Det gør jeg, men jeg er stadig meget i opstartsfasen! Jeg glæder mig også meget til at besøge dig i Norge – jeg håber det går godt med dit arbejde og med den nye lejlighed :)
Jeppe: Tusind tak for din kommentar! Jeg elsker at den er så deltaljeret (og selvfølgelig også at du skriver så mange pæne ting). Jeg er især glad for, der bliver taget så godt imod lige netop disse tegninger. Jeg synes det er en svær opgave at fortælle om min rolle uden samtidig at forklare situationen, og jeg har været meget i tvivl om, om det føltes uinteressant og uvedkommende at læse med i disse dage. Så igen: Mange gange tak for at du skrev! Det er virkelig rart at høre.
onsdag 17. oktober, 2012 @ 20:49
Jeg tror også, det er meget godt i længden :)
onsdag 17. oktober, 2012 @ 20:51
Især når de har rødt, blødt skæg synes jeg ;)
onsdag 17. oktober, 2012 @ 20:57
Det er jeg altså rigtig, rigtig glad for at få at vide! Tak Randi!
onsdag 17. oktober, 2012 @ 20:58
Det er lidt et desperat kram, så håber ikke du får for mange af dem :)
torsdag 18. oktober, 2012 @ 09:43
:-)Nemlig!
torsdag 18. oktober, 2012 @ 17:10
Har fulgt dig i pænt mange måneder, men husker jeg ret, er denne min første kommentar:Dine seneste tegninger forklarer alt tydeligt, at din kæreste har fået oplevelser, som han gerne ville have været foruden, og at de har logisk nok påvirket Jer begge, men dig sådan lidt sidesporsmæssigt…Men frygt for at miste, det viser du flot; og sådanne tanker/følelser har intet at gøre aldersmæssigt, ej heller hvor mange år et samliv har eksisteret :)God vind fremover…Klø på videre frem med dit kæreste eje…
søndag 21. oktober, 2012 @ 14:09
Tusind tak :)