Nogle ting kan man ikke trøste væk, de tager tid.Banalt men sandt.Nogle gange er det bedste (eneste) du kan gøre bare at være der.Og vise at du kan holde til at den du holder af har det svært.
Det bedste du nok kan gøre er bare at være der. Give de kram, der behøves og give plads og fred, når det er det der er det bedste, men hele tiden bare være der.
Lækker mad og kage hjælper. Det tror jeg fuldt og fast på. Altså, det får ikke grimme ting til at forsvinde, men det gør måske det hele lidt lettere at komme igennem. Har det mon noget at gøre med det mega-scary natlige opkald? Og måske det slet ikke handler om at trøste eller gøre ting bedre, men mere om at vise at man godt kan rumme det er svært?
Jeg tænker, jeg bliver nødt til at udvide mit repertoire, når jeg en dag får børn. Ellers bliver de kuglerunde, bare de bliver drillet med deres penalhus.
Så kan jeg måske berolige dig en lille bitte smule ;-)Det er nemlig meget nemmere med ens egne børn, for dem kan man øve sig på fra det tidspunkt, hvor de slet ikke SPISER slik og kage og slige sager. Kram, trøstende ord og opmærksomhed – og så en kold klud, hvis det gør ondt. Det er helt simpelt og det virker…. – på ens egne børn. Så er det straks langt sværere når det er andre voksne, som man holder rigtig meget af, og man bare gerne vil gøre det så godt. Jeg er nu bombesikker på, at du gør det rigtig, rigtig godt!!!
onsdag 10. oktober, 2012 @ 23:11
Nogle ting kan man ikke trøste væk, de tager tid.Banalt men sandt.Nogle gange er det bedste (eneste) du kan gøre bare at være der.Og vise at du kan holde til at den du holder af har det svært.
onsdag 10. oktober, 2012 @ 23:15
Ja hvis DET ikke hjælper, så kommer jeg også til kort!
torsdag 11. oktober, 2012 @ 09:08
Det bedste du nok kan gøre er bare at være der. Give de kram, der behøves og give plads og fred, når det er det der er det bedste, men hele tiden bare være der.
torsdag 11. oktober, 2012 @ 11:25
Lækker mad og kage hjælper. Det tror jeg fuldt og fast på. Altså, det får ikke grimme ting til at forsvinde, men det gør måske det hele lidt lettere at komme igennem. Har det mon noget at gøre med det mega-scary natlige opkald? Og måske det slet ikke handler om at trøste eller gøre ting bedre, men mere om at vise at man godt kan rumme det er svært?
torsdag 11. oktober, 2012 @ 23:28
Og især det sidste er ret svært, synes jeg.
torsdag 11. oktober, 2012 @ 23:30
Jeg tænker, jeg bliver nødt til at udvide mit repertoire, når jeg en dag får børn. Ellers bliver de kuglerunde, bare de bliver drillet med deres penalhus.
torsdag 11. oktober, 2012 @ 23:30
Jeg tror du har helt ret. Jeg synes bare ikke, det er så nemt.
torsdag 11. oktober, 2012 @ 23:32
Ja, men det er desværre også svært. Jeg er vist ikke så god til den slags, som jeg selv troede.Jep, nasty telefonopkald skal man undgå.
fredag 12. oktober, 2012 @ 08:45
Så kan jeg måske berolige dig en lille bitte smule ;-)Det er nemlig meget nemmere med ens egne børn, for dem kan man øve sig på fra det tidspunkt, hvor de slet ikke SPISER slik og kage og slige sager. Kram, trøstende ord og opmærksomhed – og så en kold klud, hvis det gør ondt. Det er helt simpelt og det virker…. – på ens egne børn. Så er det straks langt sværere når det er andre voksne, som man holder rigtig meget af, og man bare gerne vil gøre det så godt. Jeg er nu bombesikker på, at du gør det rigtig, rigtig godt!!!
søndag 14. oktober, 2012 @ 13:10
Ja, okay, god pointe! Den slags kan man jo slet ikke til at starte med.Jeg håber sådan du har ret! Det er jo umuligt at mærke selv.