Om mit arbejde
Som I muligvis har læst herinde en enkelt gang eller to, fik jeg i september en stilling som ph.d.-studerende på Københavns Universitet. I dag får I så (langt om længe) en kort og simplificeret forklaring på, hvad jeg går rundt og laver.
Til dem af jer, der ikke ved det, skal det kort siges at et ph.d.-studium er en 3-årig forskeruddannelse, hvori der indgår nogle meget veldefinerede mål:
Selve mit projekt handler om sygdommen Dravet Syndrom, der er en sjælden form for epilepsi. Man opdager typisk sygdommen hos spædbørn, når de er omkring 6 måneder, ved at de får kramper. Som regel opstår kramperne første gang mens barnet har feber, eller mens det er i et varmt bad. Barnets kognitive og motoriske udvikling går langsomt i stå, og som det ældes, vil de epileptiske anfald blive hyppigere. En del af børnene dør, før de når at blive voksne, og de som overlever barndommen, kan have så svære hjerneskader, at de får brug for støtte og hjælp resten af deres liv. For at begrænse skaderne mest muligt, er det vigtigt at få barnets epileptiske anfald under kontrol så hurtigt man kan. Desværre er der i dag meget få behandlingsmuligheder…
Enter Nadia!
Måden vi har tænkt os at arbejde hen mod en potentiel behandling, er ved at kigge nærmere på mekanismerne bag epilepsisygdommen. Jeg har skrevet lidt om epilepsi her og her, så det er ikke noget jeg vil gå i detaljer med igen (og faktisk kan man også påstå, at den forklaring jeg i sin tid gav om mit speciale er endt med at passe noget bedre til mit ph.d.-projekt). I stedet får I nu børnehaveversionen:
Forestil jer, at der er to slags celler i hjernen: Festcellerne og politibetjentene. De festlige celler tænker kun på at fyre den af, og det fungerer også fint for alle os raske mennesker, fordi politibetjentene altid står klar, hvis det skulle tage overhånd. Men! Når børn får Dravet Syndrom, er det ligesom om politibetjent-cellerne bliver ineffektive og dovne. Betjentens startknap er simpelthen gået i stykker: Hvor der før havde været utallige kontakter, man kunne aktivere, er der nu kun meget få tilbage. Det er simpelthen ikke nok kontakter til at få politicellen i gang med sit arbejde.
I vores projekt forsøger vi at få betjentcellen op i omdrejninger igen. Man kan godt påstå, at det vi prøver, er at trykke helt vildt og hidsigt på de kontakter, der er tilbage, for at se, om det får cellen tilbage på sporet. I andre forsøg prøver vi at holde alle kontakterne inde. Hvis projektet lykkes, har vi måske fundet en ny metode til at fjerne netop denne type af epilepsi.
Det er selvfølgelig, hvad jeg håber allermest på. Det kunne jo være meget sejt at være med til at bane vejen for en kur, samtidig med man lige hev en ph.d.-titel i land. Men ud over en masse arbejde, kræver projektet selvfølgelig også en del held. Jeg håber, I vil være med til at krydse fingre for mig de næste tre år.
torsdag 7. februar, 2013 @ 07:10
Jeg tror du er den første ph.d.-studerende (eller forsker i det hele taget) jeg har mødt der kan koge sit projekt ned til børnehaveniveau og oven i hatten lave forståelige og illustrative tegninger om det.
Fantastisk – og jeg er sikker på at du nok skal opnå resultater.
(og jeg har tidligere arbejdet KVL – nu LIFE (?) og mødt mange forskere på forskellige niveauer)
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:41
Det hjælper også, jeg bare skal gøre det til min egen blog. Der er ikke så mange krav eller forventninger om seriøsitet.
Jeg har lige skulle skrive en lægmandsforklaring til en ansøgning, og det syntes jeg var næsten umuligt. Som at få trukket tænder ud. Det fungerede slet ikke.
Men hvis jeg nu havde fået lov til at vedlægge nogle tegneserier…
Hvis alt går galt, må jeg bare skrive min ph.d.-afhandling som én stor tegneserie, og så håbe de ikke lægger mærke til alt det der mangler ;)
torsdag 7. februar, 2013 @ 07:45
Selvfølgelig krydser jeg fingre for dig.
Det er en fornøjelse at læse med hos dig.
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:39
Årh tak :D
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:00
Ja hatten af for at gøre noget så relativt “tørt” interessant for os andre som jo intet ved om den slags. Der krydses selvfølgelig.
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:38
Det er jeg glad for, du synes det bliver. Jeg synes jo selv, det er voldsomt interessant, så jeg bliver virkelig glad, når andre føler jeg ikke keder dem ihjel :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:20
Spændende, Nadia! Jeg er også lige selv startet på en Ph.D. – dog 4+4 ordningen – så vi kan følges lidt af vejen. Mit projekt kunne bare næææsten ikke være længere fra dit :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:38
Du bliver nødt til lige at sige, inden for hvilket felt bare. Jeg er efterhånden så fastlåst i det sundhedsvidenskabelige miljø, at jeg næsten ikke kan forestille mig, hvad man laver andre steder. Og hvordan man gør, hvis man ikke er i et laboratorium?
torsdag 7. februar, 2013 @ 10:24
Det er inden for selskabsret. Er på Aarhus Universitet – findes der andre universiteter? :) Siden jeg bare overvejede at søge en Ph.D.-stilling, har jeg bare suget til mig af andre projekter. Stort set alt hvad man kan bruge tre (fire i mit tilfælde) år på at arbejde med, må jo være helt enormt spændende – vælger jeg at tro :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:31
Betjent cellen er måske mellem Amerikansk? Ordensmagten der forekommer også meget meget træt.
torsdag 7. februar, 2013 @ 08:35
Jeg tror mere han er fra USA – trænger lige til en donut og en kop kaffe, ellers virker han ikke.
Nu håber jeg ikke, I havde for mange sammenstød med ordensmagten dernede..?
torsdag 7. februar, 2013 @ 09:15
Nej nej da, slet ikke. En lokal besvarede bare min interesserede forespørgsel ang. politiets stærkt begrænsede indsats i forhold til åbenlyse overtrædelser med: ” mmm… You know …. Police very tired in ‘dis country”.
torsdag 7. februar, 2013 @ 09:00
Det lyder superspændende. Jeg håber du knækker koden. For jeg kan måske også lukrere af det, da jeg har kognitive problemer. Min hjerne gider ikke lave ret meget. Men det kender du vist ikke rigtig noget til!! Jeg krydser alt, hvad der krydses kan!
fredag 8. februar, 2013 @ 11:52
Ha! Jeg tror ikke, det er et problem der skal løses med medicin ;)
I øvrigt tror jeg ikke, jeg kommer til at knække nogen koder. Altså, mit projekt handler helt konkret om at teste, om vores teori er korrekt. Altså om man KAN aktivere politicellerne og dermed få noget godt ud af det. Hvis det viser sig at være en mulighed, kan medicinalvirksomhederne tage over, og forsøge at lave noget medicin. Men der er stadig LANG vej derfra :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 09:14
Spændende indlæg! Gid alle forskere/specialestuderende kunne tegne sådan… Så ville jeg have fattet OG HUSKET (ikke mindst) hvad de fordrev deres tid med.
Krydser alt hvad jeg kan for dig!
Vh, Trins, som kommenterer alt for sjældent på dine indlæg. Men jeg er her altså!
fredag 8. februar, 2013 @ 11:54
Jeg tror det er svært at gøre det. Altså ikke at tegne og fortælle, men at finde et medie, hvor det er passende. Hvis jeg skal holde et oplæg om mine forsøg, så forventer folk en vis grad af seriøsitet. Hvis jeg propper for mange tegneserier ind, og taler om festlige celler og politibetjente vil folk formentlig også føle, jeg taler ned til dem.
Her på bloggen er det bare for sjov det hele, her kan jeg gøre som jeg vil. Det er en helt anden situation.
torsdag 7. februar, 2013 @ 09:20
Hvis nogen kan er det dig! Det tror jeg på! Hep hep!
Og Ph.d. som tegenserie – hvorfor ikke?
torsdag 7. februar, 2013 @ 20:06
det er gjort – http://www.phdcomics.com
:)
fredag 8. februar, 2013 @ 11:26
Hvad hedder din tegneserie?
fredag 8. februar, 2013 @ 11:42
Tegneserien Stine linker til er lavet af Jorge Cham og hedder PhD – her står det for “Piled Higher and Deeper”, hvilket selvfølgelig er en joke.
Den er rigtig god, men desværre handler den mindre og mindre om ph.d.-studerende. Gætter på, det er svært at komme med nye jokes efter så mange år.
torsdag 7. februar, 2013 @ 10:32
ELSKER din top-gode forklaring på det du laver.. Hver gang du sidder til familiefester og skal forklare hvad du laver, så giver du dem bare en printet version af det her indlæg! :D
(og selvfølgelig, fingers crossed! Nadia to the rescue!)
fredag 8. februar, 2013 @ 11:55
Haha! Ja, det kan jeg gøre. Men ellers lyder det også meget godt, bare kort at sige “jeg forsker i noget med noget epilepsimedicin”.
Det er et meget taknemmeligt emne, jeg har fået :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 11:22
En virkelig genial måde at beskrive dit studie!
Synes det er virkelig godt tegnet og beskrevet – thumps up!!
fredag 8. februar, 2013 @ 11:56
Tusind tak skal du have :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 11:38
Det er fedt, at du arbejder med noget som måske kan redde liv… det giver da pludselig tilværelsen ret meget mening!
fredag 8. februar, 2013 @ 11:58
Det er måske at tage det til en ekstrem. Min forskning er bare en lillebitte brik på vejen til udviklingen af nye lægemidler. Et vigtigt trin (synes jeg selv), men der ligger meget forskning før mig og så sandelig også efter mig.
Men jo, det er klart en motivationsfaktor, jeg kan se et formål med det jeg laver. At der er en mening med det. Det gør det hele meget mere spændende.
torsdag 7. februar, 2013 @ 11:46
Hej Nadia. Jeg er videnskabsjournalist og kender alt til meget indviklede forklaringer på neurologi og andet godt, som skal formidles, så det både er forståeligt og (forhåbentlig) interessant for andre end forskere. Når forskningsstof skal formidles for udenforstående, der ikke lige er inde i det lingo som tales på afdelingen, så er det ofte virkelig godt med illustrationer, der kan forklare tingene visuelt samtidig med forklaringen i ord. Der har du altså en stor force, når du skal formidle din forskning. Ikke fordi du altid behøver lave illustrationerne selv, men fordi du er i stand til at tænke visuelt så det kan støtte op om din forklaring. Rigtig godt gået :-)
fredag 8. februar, 2013 @ 11:59
Det var en stor ros, tusind tak :)
fredag 8. februar, 2013 @ 22:01
Jeg er helt enig. Nadia, du formidler fuldstændig fantastisk. Jeg ville ønske at nogen havde formidlet neurologi for mig sådan før, så var jeg nok blevet neurogenetiker. Fortsæt det gode arbejde, du gør noget vigtigt for naturvidenskaben :)
torsdag 28. februar, 2013 @ 00:18
Haha, tak! Jeg kunne godt ønske mig, jeg rent faktisk kunne vække folks interesse for neurofysiologi. Jeg synes jo selv, det er vildt spændende :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 11:50
Jeg er enig med Cecilie i, at det må være sejt at lave noget, som måske redder liv. Så virker det en anelse mere ligegyldigt at arbejde på et speciale om, hvordan undervisere (på kunstuddannelser)’s kunstsyn præger deres undervisning. :(
fredag 8. februar, 2013 @ 12:03
Mit bidrag til forskningen er bare et lillebitte ud af mange. Så jeg føler slet ikke, jeg måske kommer til at redde liv. Selv hvis der en dag ligger et lægemiddel, der kan afhjælpe Dravet Syndrom symptomer, vil der være mange forskere, der har bidraget med meget større og mere væsentlige forskningsresultater end jeg kommer til, og derfor har langt mere ret til at påråbe sig “redder liv” kommentaren.
Og selv den forskning jeg er en del af, er jeg på ingen måde alene om :)
mandag 11. februar, 2013 @ 13:58
Næh, jeg er klar over at du ikke er alene, men det der med, at ens arbejde giver mening på et eksistentialistisk plan, misunder jeg en lille smule. Men ikke meget, for jeg elsker også mit felt, selvom det hverken bidrager til menneskehedens overlevelse eller Danmarks økonomiske situation. :)
torsdag 28. februar, 2013 @ 00:20
Der skal jo også være plads til det hele!
(Personligt synes jeg en ph.d. i økonomi lyder temmelig kedelig, men jeg sætter stor pris på, andre gider gøre det :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 11:55
Fantastisk projekt! Jeg har selv epilepsi, i den meget milde form, og jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor man ikke kunne behandle det, det ville jo være forfærdeligt! Hvis det lykkes, er det lidt superhelteagtigt!
fredag 8. februar, 2013 @ 16:30
Men vi er RIGTIG mange der i så fald skal dele superheltetitlen – og jeg er nok en af de mest betydningsløse i bunken :)
Jeg håber nu alligevel, det lykkes! Jeg vil gerne give mit bidrag!
torsdag 7. februar, 2013 @ 12:06
Superfed forklaring!
fredag 8. februar, 2013 @ 16:31
Tak :)
torsdag 7. februar, 2013 @ 13:12
Det var da en videnskabelig artikel inkl. illustrationer lige der! :-) Det lyder da sygt (høhø) spændende! Håber virkelig du får knækket koden.
fredag 8. februar, 2013 @ 16:32
Jeg tror ikke man kan sige, jeg kommer til at knække nogen koder. Men jeg håber da, jeg kan påvise, om teorien er rigtig og at en ny type behandling kunne være interessant. Det ville være virkelig spændende!
torsdag 7. februar, 2013 @ 20:04
årh altså, hvor er det bare fint at vi sådan følges ad..
Jeg er 1½ måned inde i min phd (uddannelsessociologi, KU – Ingen personalegoder ;). Helt inde i maven på mig brænder der en passion for interaktioner mellem biologisk og social arv. Dvs. hvorvidt og hvordan biologiske dispositioner manifesterer sig forskelligt afhængigt af ens sociale baggrund.
Helt konkret ved jeg jo en masse om social baggrund og hvordan det påvirker forskellige karakteristika hos individet, men efter min mening er det en tand for naivt at ignorere de biologiske dispositioners betydning (og det eventuelle samspil herimellem), som mange sociologer ellers gør. På samme måde som jeg synes det er naivt af biologer, ikke at tage højde for det sociale miljøs impact.
Jeg har helt konkret kigget på dopaminreceptorer og -transmittere – men jeg er jo en novice på området.
Kan du anbefale en bog der giver en blid indføring i emnet?
Og ved du, hvor man skal spørge sig frem i DK, for at finde ud af om nogen ligger inde med lignende data?
Jeg burde nok have sendt dette i en mail, det er ret omfangsrigt. Det er bare svært at beherske sig, når man kan kombinere the best of both worlds og blive endnu klogere på, hvorfor vi opfører os som vi gør, og ender der, hvor vi gør :)
Fortsat god forskning!
/Stine
fredag 8. februar, 2013 @ 16:43
Puh, det er godt nok et ambitiøst projekt. Og nok også et projekt, der er så stort, at meget få biologer ville give sig i kast med det – som du selv skriver, så er opvækst, miljø og genetik så tæt vævet ind i hinanden, at det virker umuligt at skille det ad. Tror ikke mange biologer ville turde lave den slags biologiske konklusioner bare delvist baseret på et menneskes adfærd.
Det er desværre ikke noget jeg rigtig kan hjælpe med… En god grundbog om biologien bag hjernen er “Principles of Neural Science” af Kandal, men det er nok lidt af en mundfuld, og den handler om så meget andet end adfærd. Til gengæld er det en virkelig god introduktion til hjernen og dens funktioner!
Dopamin er der rigtig nok lavet en del adfærdsrelateret forskning om, ikke mindst fordi det spiller en så stor rolle i forhold til afhængighed. Hvis du vil holde dig til neurotransmitterne, kan du selvfølgelig udvide til noradrenalin, serotonin, GABA og glutamat. Men umiddelbart virker det, for mig at se, meget ambitiøst at kæde transmitterfrigivelse og social/genetisk baggrund sammen.
Det lyder ekstremt spændende, og jeg kan sagtens forstå, det er det du vil. Så jeg håber du kan finde en anden, der ved mere om den slags og som kan lyde lidt mere optimistisk end mig :)
lørdag 16. februar, 2013 @ 16:19
Uff, sent svar er bedre end aldrig!
Jeg ved det er meget ambitiøst, nok også derfor det ligger som en drøm noget længere fremme i tiden, når vi ved mere om, hvordan menneskets funktioner fungerer :) Jeg holder mig til tvillingestudier indtil da.
Men det var da et forsøg værd, det kunne jo være at det ikke lød så svært som jeg synes det gør – men det er det så ;)
Tak for referencen og beklager det sene svar!
torsdag 7. februar, 2013 @ 20:32
Det er f*ndme et iorden projekt – jeg håber i når tæt på jeres mål – så i kan hjælpe mange, mange børn og familier.
Af hjertet TAK & Held & Lykke med projektet – til alle jer der har evnerne og viljen!
fredag 8. februar, 2013 @ 16:32
Ha! Jamen tak. Og selv tak – dine skattekroner betaler 1/3-del af min løn.
torsdag 7. februar, 2013 @ 21:55
Sejt gået Nadia! Det er godt beskrevet! Du har gode kommunikative evner på din blog. Ta´ dem lige med i labbet i morgen… Ej, spøg til side :) Tschüss
fredag 8. februar, 2013 @ 16:33
Tror I ville blive pænt trætte af mig, hvis jeg stod og fremlagde alt i tegneserieform…
lørdag 9. februar, 2013 @ 23:22
fantastisk måde at formidle svært stof på.
Måske du skal overveje et bijob, som illustrator af undervisningsmateriale. Jeg tror helt klart, at jeg nemmere kunne holde snuden i studiebøgerne, hvis der var lidt gravhunde mv. strøet rundt omkring.
torsdag 28. februar, 2013 @ 00:21
Til gengæld ville det blive meget overfladiske beskrivelser baseret på useriøse tegneserier – der ville nok ikke være mange undervisere, der gad bruge dem ;)
tirsdag 12. februar, 2013 @ 10:19
Hvis nu du på et tidspunkt ikke gider mere forskning, så er der helt sikkert en ‘hjerne-madsen’-stilling til dig med noget nem formidling af svære medicinske problemstillinger.
X’er for en kur til dig og de syge celler.
torsdag 28. februar, 2013 @ 00:22
Taktak. Peter Lund Madsen gør det nu meget godt, synes jeg, han mangler vist ikke en afløser lige foreløbig :)