Skal jeg virkelig hjem allerede?

Selvfølgelig savner jeg mine venner og min kæreste. Selvfølgelig vil jeg gerne hjem til dem. Men San Francisco er på mange måder en fantastisk by, og jeg synes egentlig ikke, jeg er klar til at tage forlade den. Jeg har brugt et halvt år på at opbygge et liv herovre, og nu skal alt det arbejde bare smides ud? Hvad med de venner jeg har fået? Hvad med min gennemført fantastiske arbejdsplads? Hvad med alle de sunde, billige og latterligt gode takeout-steder jeg har fundet?
Jeg forudser allerede nu tudescene i lufthavnen, hvor jeg snøfter ÅH MEN JEG VED SLET IKKE OM JEG KAN LEVE UDEN PHO FRA Y&Y! ned i en turist-tshirt, som jeg bagefter køber af sentimentale grunde, men aldrig kommer til at gå med.

Derfor synes jeg lige, vi skal tage en liste over ting, jeg afgjort ikke kommer til at savne ved byen.

Elendigt brød

Hvis man gider bruge halvdelen af dagen på at stå i kø ved et af de bedste bagerier, for derefter at lægge 45 kr for verdens mindste brød, kan man købe et produkt, der er cirka lige så godt som bakeoff fra Føtex.

Bonusinfo: Køber du såkaldt “ryebread” giver de dig lyst franskbrød med cirka 5% fuldkorn og en kraftig smag af kommen.

Uigennemskuelige priser

Skriv nu bare totalprisen, tak.

Manglen på fredagsøl

Når man er vant til at drikke mindst én øl hver eneste fredag, kan det godt føles lidt hårdt, at man her bare tager direkte hjem efter arbejde. Jeg forstår det ikke. Hvordan kan man leve uden et weekend-overgangsritual?

Toiletter uden privatliv

Der findes simpelthen ikke offentlige toiletter, hvor man ikke kan se ind. Især på min arbejdsplads er jeg træt af, alle kan glo ind, mens jeg sidder på toilettet. Få ting er mere akavet end at få øjenkontakt med sine kolleger mens man tisser.

Pro tip: Vælg altid handicaptoilettet.

(Med mindre du er i Golden Gate Park og der på mistænkelig vis er tis overalt på ALLE de andre toiletter + døren ind til handicaptoilettet står på klem. I det tilfælde vender du bare om og går ud igen før du møder blotteren)

Sharrows

Markeringer på vejbanen. Sharrow er slang for “Share the Road” og betyder i al sin enkelthed, at du som cyklist skal opføre dig som om du er en bil og cykle midt ude på vejen. Det er meningen du skal cykle så du rammer sharrows’ene.

 (Sharrows på Masonic/Euclid)

 Og nej, det føles ikke specielt behageligt at være klemt inde mellem lastbiler og busser på en flersporet vej midt inde i den trafikerede del af San Francisco, men det føles heller ikke sjovt at få en dør i hovedet, når du er cyklet for tæt på de parkerede biler. Sharrows er et ondt kompromis, som gør det muligt at cykle i byen, men afskrækker mange fra at gøre det.

Det har taget mig alle 6 måneder at vænne mig til, cykelkulturen er anderledes her. Hver eneste gang mine tanker har vandret, og jeg er blevet ukoncentreret, har jeg cyklet som en cyklist i København: Helt ude i højre side af vejen, og fuldstændig uden at tænke på, bilisterne ikke kigger efter mig og ikke tager hensyn. Temmelig farligt!

Slik

Tænk Haribo fra Tyskland og gang det med 10. Syntetisk, sødt og sjældent særlig godt.

At jeg ikke har en kontorplads

Prøv du at være effektiv, når du sidder i et åbent fælleslaboratorium. Det er tæt på at være umuligt. (Vi siger allesammen ironisk tak til den idiot-arkitekt, der synes dét lød som en fantastisk idé).

Som bonus har jeg fået pladsen mellem isofluran-maskinen og hjernesnitteren. Mus dør omkring mig, sommerpraktikanten snorker højlydt ved bordet ved siden af og jeg er begyndt at fantasere om at tage en runde med en hammer forbi hver eneste æggeur, som folk har sat i gang for derefter at gå til frokost.

Det er ikke sundt for mit mentale helbred.

Sindssyg husleje
Jeg betaler cirka 11.000 kr om måneden for at leje et værelse. ET VÆRELSE! Og det er desværre på ingen måde usædvanligt. Nogen klarer sig ved at dele værelse, andre ved at pendle flere timer hver dag.

Gennemsnitsprisen for at leje en lejlighed med stue og to værelser er i øvrigt 26.700 danske kroner om måneden.

Mængden af hjemløse

Det her emne fortjener at få sit eget blogindlæg en dag. Hovedårsagen til, jeg ikke ville have lyst til at blive boende i San Francisco for evigt, er uden tvivl alle de hjemløse. Ikke fordi jeg er bange for dem, eller fordi de gør noget mod mig, men fordi jeg bliver så ked af det, når jeg ser dem. Det er meget svært at føle sig glad og tilfreds med livet, når man ikke skal gå mere end 5 meter ned ad gaden, før man igen bliver mindet om, hvor uretfærdig verden er. Jeg forstår ikke, hvorfor amerikanerne ikke kæmper hårdere for at ændre samfundet. Hvordan kan man undgå at være politisk aktiv, når man lever mellem al den elendighed?

Og hvad har jeg selv gjort? Ikke meget. Alle mine mønter er reserveret til hjemløse, men det giver ikke andet end midlertidig aflad for min dårlige samvittighed. I sidste ende er det systemet, der ikke fungerer, og det kan mine cents aldrig rette op på.