Flere kulturforskelle
Hvis jeg synes det er underligt at blive tiltalt “Frau Dackel”, er det ingenting imod hvad jeg tænker, når Cilia skal omtale sine pædagoger som Herr/Frau Efternavn. Pædagogerne er utroligt søde, opmærksomme og grundige, men distancen er helt anderledes stor end i Danmark. Jeg har på fornemmelsen, at de ser sig selv mere som lærere end omsorgspersoner.
Heldigvis har Cilia ikke opfanget, at der er forskel på Danmark og Tyskland, så hun kaster sig gladeligt om halsen på dem. Jeg har på fornemmelsen, hun vinder en del point på så tydeligt at give udtryk for sin tillid og kærlighed. Jeg tror også, det gør hendes start tusind gange nemmere.
Maria
mandag 9. januar, 2023 @ 10:38
Mine søstre og jeg gik i skole på New Zealand i alderen 5-10. Her tiltaler man også voksne ved Mr/Mrs, og det vænnede man sig utroligt hurtigt til. Jeg syntes ikke det gjorde den mindste forskel i forhold til distancen mellem lærere og elever.
Maria
mandag 9. januar, 2023 @ 10:40
… jeg fik trykket send for hurtigt :-P Det er meget muligt at en del af det også havde noget med tiden at gøre – det er alligevel 30 år siden, så der er sket en masse med forholdene lærer og elever imellem siden da.
Nadia
mandag 9. januar, 2023 @ 15:37
Her er det ikke kun titlerne. Det er også de roller, de tager i forhold til børnene. De virker utroligt nærværende(!) og de virker fagligt meget stærke. Der er altid en plan for børnene. Men der er klart mindre kropskontakt. Færre kram når børnene græder, flere samtaler og forsøg på at finde en løsning eller aflede børnene.
I Danmark føler jeg, pædagogerne først og fremmest var omsorgspersoner, dernæst pædagoger. Her er det omvendt. Jeg tror, der er en del udlændinge her (og tyskere som har boet i andre lande), som synes det har været lidt specielt at vænne sig til.
Jeg har hørt, at børnene i Kinderkrippe (0-3 år) har det anderledes, men børnehaven er 2-6 år, og det synes jeg er tidligt at begynde at have et læreragtigt forhold til pædagogerne.
Første gang Cilia gav en af pædagogerne et kram, så han MEGET overrasket ud. Men jeg tror også, den tilgang til pædagogerne har givet pote, for nu er der ingen tøven, hvis hun vil sidde hos dem.