Når jeg spekulerer på, hvordan mit fremtidige barn vil se ud, tænker jeg helt automatisk på min yngste lillebror. Som om jeg bare ville få ham eller i det mindste en kopi. Det ville være ret lækkert.
Hvis jeg anstrenger mig yderligere, kan jeg godt forestille mig selv med en nuttet baby. Lille, kær og meget nem at have med at gøre. Sød ikke?
Når Kasper skal forestille sig selv med et barn, så forestiller han sig en 10-årig dreng der elsker fodbold, og som han kan se kampe i parken sammen med, mens de spiser hotdogs og råber af dommeren.
Når et barn ikke ligefrem er på trapperne alligevel, er det fordi vi er realistiske. Vi kan begge to godt forudse, hvad en kombination af vores gener ville føre til, og det er ikke et kønt syn:
Det vil aldrig blive sand kærlighed mellem os. Jeg er bare i en anden league. Det er en scoring langt over dens normale standarder. Kun 2,3 GHz Intel Pentium processor. 5400 RPM. 3 GB (DDR2!) ram. Et grafikkort så elendigt, at jeg ikke engang tør nævne det her.
Lysår fra min sidste kærlighed, der trods alt var en computer beregnet til spil.
På den anden side, så var min kærlighed til Zepto’en heller ikke uproblematisk. Det startede smukt, den var så pæn, så pæn. Men allerede dagen efter sin ankomst havde den skuffet mig, da den brød sammen og gik i sort. På grund af et flere år gammelt strategispil. Det skulle vise sig at være Zepto’ens svar på alle computerspil, og jo længere tid vi havde været sammen, jo kortere tid gik der, før det skete igen. Så bredte det sig til youtube videoer og videre igen til online radio. Til sidst begik den selvmord.
Nu er jeg desperat. Jeg kan ikke være undvære en bærbar computer! Kaspers stationære får mig til at overveje selvmord. Jeg havde bare aldrig troet, at jeg blev nødt til at droppe hvert eneste af mine krav. At jeg i den grad skulle nøjes… Åh hvor jeg glæder mig til en dag at blive rig (eller bare at få fast arbejde).
Så… Altså… Der er en Compaq på vej – en computer så billig, at HP ikke rigtig vil stå ved den, og har givet den sit eget navn.
Når folk spørger mig, hvad jeg synes om at være i lektiecaféen, så plejer jeg at svare, at det er meget hyggeligt, og at børnene er vældig søde. I går ville det svar have været en løgn.
Ja, det er mig. Solnazisten, der ikke kan tåle tanken om en hel dag i verdens mørkeste auditorium, og derfor tvinger sagesløse holdkammerater til udendørs frokost. Nyd det, blev der sagt!
Denne uge er der pinsestævne i Oslo, og jeg skal ikke med. Min underviser gjorde det klart, at denne uge var den vigtigste uge på kurset, så fravær ville være lig med en lavere karakter i sidste ende. Jeg gjorde det fornuftige og droppede pinse-planerne. Siden rykkede han undervisningen, og nu er jeg (igen) pænt bitter.
Til dig der ikke ved hvad pinsestævne er, kan jeg fortælle, at det er de skandinaviske farmaceutstuderenes svar på Roskilde Festival. 10 farmaceutstuderende fra hhv. Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark mødes i et af de pågældende lande. Om dagen er der virksomhedsbesøg. Det er meget forskelligt, hvor seriøst folk tager det. Især fordi der er enorme tømmermænd involveret.
Hovedpointen med pinsestævnet, er nok i virkeligheden sang og druk. Det gøres hver eneste dag på turen, gerne i stor stil. Vi har vores egen sangbog, hvorfra de fleste af sangene gør sig godt som fuldemandssange.
Der sluttes af med galla. Det kan vi li’!
Stemningsbilleder:
Ja, det er vist også en pinsetradition – altså det med at tegne på tøjet.
Man lærer hurtigt, at pinsesauna ofte udvikler sig til nøgensauna. Jeg var ikke frisk. Dette illustrerer i øvrigt mit første møde med en pinsedeltager. Jeg kom senere end de andre, og dumpede ind midt i en kostumefest.
Man lærer også pinsesproget, der er en god blanding af dansk, svensk og engelsk. Og at alle skandinaver er enige om, at dansk er det grimmeste sprog af dem alle. Svenskerne kalder at kaste op for “at tale dansk”. Det var svenskerne gode til at demonstrere…
Overraskende nok, så viste det sig at polisen i Uppsala var mere nazi end hvad man forestiller sig af en sherif fra Texas. Således blev Oscar slæbt med på politistationen, for at svinge sig i en lygtepæl, da han kom hoppende forbi. Personligt tror jeg, at de meget unge betjente i virkeligheden var blevet stødt over Oscars ekstremt stramme og lidt for små polkaprikkede bukser.
Ahh, good times! Men man skulle nok have været der, for rigtigt at forstå pinsestævnet. Jeg skulle have tegnet 10 billeder til, heriblandt nogle hvor der sidder 50 mennesker og drikker om kap. Eller synger selunge-sangen. Eller fylder sig med øl og cider, sponsoreret af medicinalindustrien. Åh hvor ville jeg gerne med igen!
