Gruppearbejde
Jeg kan på ingen måde koncentrere mig efter en lang dag, når jeg ved en af gruppens medlemmer har kage med i skole.
marts 2011
Nye tider?
Hvad angår tegnede dyr, så har min største drøm aldrig været at portrættere mig selv som en gravhund. Jeg ville ønske, jeg i stedet var mere som en ræv.
Ræven er snedig, hurtig og så er den ikke altid helt til at lure. Den er også lidt sejere end en gravhund. Det krævede dog ikke mange sekunders selvransagelse at erkende, jeg ikke er en ræv. Det er bare ikke mig. Hvis jeg skal tegnes som noget andet end et menneske, så kan det kun være som en gravhund. For pokker, jeg er endda opkaldt efter en gravhund! Virkelig! Det var forudbestemt helt fra fødslen.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg i morges vågnede op, og var blevet til et helt andet dyr:
(Jeg troede rigtig, jeg var sjov og opfindsom da jeg lavede dette indlæg – så viser det sig at StineStregen og en eller anden stand up komiker har lavet samme joke på deres blogs. Suk… Men vel i grunden ikke så overraskende, når “pandaøjne ” er et helt almindeligt udtryk.)
Løsning
Min nuværende løsning på dueproblemet, som den må se ud fra lejlighederne på den anden side af vejen:
Hver morgen.
Jeg arbejder videre på det.
Familie
Jeg synes det sværeste ved at være i en stor sammenbragt familie er, at jeg ikke kan være helt sikker på, at alle føler jeg er lige så meget deres familie, som jeg føler de er min. På mange måder synes jeg, det kan være mere kompliceret end et kæresteforhold, hvor man da i det mindste kan spørge: “Er vi egentlig kærester eller hvad?”.
Det sker ofte, at jeg bliver usikker og får lyst til at spørge, hvor jeg rangerer i forhold til den ægte familie. Ven af familien? Tæller jeg som barnebarn? Som en grankusine? Eller bare som min søsters søster, og ikke et medlem? Er vi stadig familie om 10 år? Kan jeg blive frasorteret?
Heldigvis har jeg en løsning på problemet:
Åh hvor nuttet. Og desperat! Men så kan det være, at vi en gang for alle kan holde ord som blod, genetik og biologi ude af billedet.
Nogen gange bliver jeg træt af mig selv
Nej, okay, jeg tog det måske ikke så tungt at jeg faktisk gik i seng. I stedet beklagede og brokkede jeg mig længe, overvejede seriøst at udskyde sukkerfri uge og var fuld af selvmedlidenhed. Da det gik op for mig hvor irriterende selskab jeg var, satte jeg mig ind til computeren og surmulede.
Min kæreste er heldigvis det mest tålmodige menneske i verden. Hvis det var mig, der skulle høre på alt det brok over en simpel pandekage (noget jeg i øvrigt bager mindst en gang om ugen), så havde jeg kvitteret med et spark i røven.