Jeg elsker mit tegnede gravhunde-selv, men to begrænsninger har ærgret mig gennem tiden: Manglen på hår og de ekstremt korte arme.
Det er ikke noget jeg har tænkt mig at ændre på. Jeg kan dog stadig godt synes, det er lidt synd, gravhundeNadia ikke engang kan nå toppen af sit eget hoved…
Kender du det, når man skal klippes for første gang i over et halvt år, og virkelig har glædet sig rigtig meget, for nu er det sådan set også på tide, og ens hår er helt spaltet og grimt, og så begynder man pludselig at blive i tvivl?
Ikke fordi man bliver nyforelsket i de slidte spidser, eller pludselig synes det er fedt at ens hår ser helt tyndt og fladt ud, men fordi man er bange for, at det bliver bare et par centimeter for kort.
Nej?
Så har du nok ikke krøller.
Jeg burde holde fri. Sove hele dagen. Men det kan jeg ikke rigtig overskue. Heldigvis er min yngste lillebror på besøg, og så bliver man nærmest tvunget til at hygge sig. Eventuelt med film.
(I morgen vælger jeg noget lidt andet end “Børnehjemmet”. Den er jo lige trist hver gang!)
Ud over at det bare er dejligt at bruge noget tid sammen med ham, er det faktisk ret vigtigt, at han er her. I hvert fald indså jeg i dag, hvordan det ville være, hvis jeg fik mulighed for at bruge dagen på universitetet:
… kan man altid tegne en figur til sin rapport.
Og hvis man virkelig trænger til en overspringshandling, kan man lægge en af dem ud på sin blog.
Har I ikke altid drømt om at lære om immunohistokemi?
Jeg giver jer: Nadias guide til peroxidase-antiperoxidase metoden!
Du er kun 4 nemme trin fra at se fordelingen af dit yndlingsantigen i en mussehjerne!
Selv tak.
