Videre, højere, bedre
Da jeg gik i 6. klasse, satte jeg et tydeligt og veldefineret mål for mig selv og mit liv. Det var et mål, som først og fremmest udsprang af et ønske om at vælge en fremtid, der fjernede mig så meget som muligt fra de mennesker og fra de omgivelser, jeg befandt mig i.
Og var der én ting, der adskilte mig fra resten af den verden, som omgav mig, så var det ønsket om at få mere ud af livet end en kæreste med knallert eller den nyeste karaffel fra Rosendahl. Drømmen om at se verden og at suge viden til sig – helst så meget som muligt før det var for sent! Eller… Ja, altså dét, eller en dybfølt arrogance og en enorm bedrevidenhed, rettet mod stort set alt og alle jeg delte hverdag med…
Uanset hvad, lå målet lige for:
Heldigvis varer folkeskoletiden som bekendt ikke evigt, og da jeg en dag flyttede hjemmefra for at gå i gang med en videregående uddannelse, var en god del af bitterheden fordampet. Jeg satte dog aldrig spørgsmålstegn ved planen, ikke mindst fordi en del nye motiver var stødt til:
Når jeg tænker tilbage, så synes jeg, det har været en lang vej, der ikke altid var så ligetil, som jeg havde forestillet mig. Derfor er det også en mærkelig (men vidunderlig) tanke, at det meget snart rent faktisk ser ud til at lykkes: På fredag bliver jeg med al sandsynlighed uddannet cand. scient. pharm, og det føles som om, verden ligger åben på en helt ny måde.
Det betyder også, at der (indtil videre) kun er to punkter tilbage på listen over ting, jeg har lovet mig selv, jeg skal nå, før jeg dør, og de virker ærligt talt lidt mere overkommelige.
Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt jeg kan få overtalt Kasper til, vi skal have den gravhund…













