Mandag klokken 20:30
… lyder samtalerne på specialekontoret ikke så intelligente længere:
I morgen skal jeg til eksamen. Jeg håber på at have genvundet lidt hjerneaktivitet inden da!
Har brugt min weekend således:
Slanget ind i Kasper men samtidig i fuld gang med eksamenslæsningen.
Desværre slap han fra mig hen ad eftermiddagen og er nu på vej mod Dresden igen.
Er det tarveligt at håbe på, hans fly bliver aflyst..?
Forventninger
Tidligere på ugen:
Nu:
Jeg fortryder! Hvor trykker man henne?
I dag valgte jeg åbenbart at fejre løbeturen med at æde en kæmpe pose blandet slik…
Hvem sagde “spildt arbejde”?
Idiot…
Det lykkedes!
(Det skete én gang, men nu kan jeg ikke lade være med at være en smule utilfreds med mig selv…)
Demotiveret
(Helt ærligt? Jeg havde en virkelig god dag i laboratoriet, og jeg fik så fine resultater, at jeg følte mig helt høj af lykke bagefter. Det er kun eksamenslæsningen jeg hader. Men det forpester så også hele min aften…)
Nok det sidste
Og det valgte han simpelthen at spørge den blegeste, mest blonde og blåøjede pige i selskabet om? Altså hende der spurgte om hun måtte komme forbi – på dansk?
Men okay, jeg vil tage det som et kompliment og fra nu af beskrive mig selv som “sådan lidt latina”…