januar 2012

Kasper og jeg var (som tidligere fortalt) ude at skøjte for et stykke tid siden. Det var en af de sjoveste kærestedates vi har haft længe – ingen af os kan skøjte, men man griner rigtig meget, når man sådan karter rundt på isen.
Desværre var det også lidt af et projekt at kaste sig ud i. Der findes godt nok 5-6 skøjtebaner i København, men der er kun skøjteudlejning i et begrænset tidsrum, og hvis man ikke er typen der render rundt med kontanter, bliver det hurtigt lidt omstændeligt at skulle bruge en halv time på at lede efter en hæveautomat.

For ikke at være afhængig af alle de ting skrev jeg til SkatePro, og spurgte om de ikke ville sponsorere et par skøjter til mig, og det ville de heldigvis gerne! Jeg valgte disse skøjter, og jeg er virkelig glad for dem. Ikke mindst fordi det lidt er en udvidelse af konceptet “nye sko” – en ting vi jo allesammen elsker.

Det allerbedste ved at have fået dem, er at jeg kunne bruge skøjtebanen uden for åbningstiden og derfor havde den næsten for mig selv. Nåja, og så selvfølgelig blæreeffekten over for Kasper, der måtte nøjes med at traske rundt i sine kondisko. Den stakkel.

For de ikke skal komme til at samle støv inde i skabet, har jeg aftalt med min moster og mine kusiner at tage i Hørsholm Skøjtehal allerede på søndag. Jeg forsøger at overtale Kasper til også at tage med, men det virker som om Kaspers legendariske selvtillid pludselig er skrumpet lidt ind… Hvem skulle nogensinde have set det komme?

En af mine favoritblogs er amarOrama. Seriøst, vi snakker top 3 her. Jeg ved godt, I sikkert allesammen allerede har stiftet bekendtskab med M., hendes neuroser, hendes familie og ikke mindst hendes flotte fotografier af Amager, men her følger alligevel en lille kærlighedserklæring til den fantastiske amagerkanske blog.

    

I går aftes tog jeg fri fra eksamenslæsningen for i stedet af feste lidt med nogle af pigerne fra specialekontoret. Det var i den grad tiltrængt! Vi havde det rigtig hyggeligt, og det var fantastisk at kunne slippe lidt væk fra statistikopgaverne.

Aftenenes eneste krise var, da ingen kunne åbne min discount-asti. Forsøgene blev mere og mere desperate som tiden gik. Alt i mens flasken gik på tur mellem pigerne, hoppede jeg rundt som en skræmt kanin – lige dele bekymret for, om flasken pludselig ville eksplodere ud over mit tæppe, og for at nogle skulle få proppen i hovedet og dø.

Jeg kan berolige eventuelle bekymrede læsere med, at alle overlevede (også tæppet). Efter en længere kamp fik Tabea hevet proppen af, og som belønning har jeg tegnet et sejrsbillede af hende:

… men det fungerede ikke rigtig.