januar 2012
Tre ting jeg glæder mig til
Når jeg er ved at gå kold i eksamenslæsningen, er det rart at kigge lidt frem i kalenderen og finde nogle begivenheder at se frem til.
De tre jeg glæder mig mest til lige nu er:
1) Fest med pigerne fra specialekontoret på lørdag. Fordi jeg trænger til at drikke mig fuld – og lad os nu ikke gå ind i en diskussion om, hvorvidt det er en snedig idé tre dage før min eksamen…
2) Besøg på Brødrene Prices nye restaurant. Bordet er allerede bestilt, og jeg bliver sulten bare jeg tænker på deres menu.
3) At se min ældste lillebror i aktion på sit nye arbejde. Jeg lover gode drikkepenge!
Han er altid festligt selskab, så jeg tror pengene er godt givet ud.
Jeg er (desværre) den type bargæst, der lidt for hurtig bliver fuld og spilder ud over det hele. På forhånd undskyld, Kristoffer!
Flere overspringshandlinger
Nej. Mine pludseligt opståede drømme om at blive balletdanser har ingenting at gøre med et program, der blev vist på DR1 i dag. Det har naturligvis heller intet at gøre med kedelig eksamenslæsning…
Og hvad snakker du om? Selvfølgelig er det ikke for sent!
Udlandsopholdet
Selvom jeg inderst inde tror, det nok skal gå, når Kasper skal til Tyskland i april, forhindrer det mig ikke i at have en million bekymringer.
Her er et par eksempler:
Jeg er bange for, jeg bliver ensom, mens han er væk.
Jeg er bange for, jeg glemmer ham, hvis jeg ikke ser ham ofte nok.
Jeg er bange for, han finder en anden.
Men mest af alt er jeg bange for, han synes det er så fantastisk at være afsted, at han vil rejse hele tiden – selv hvis jeg ikke kan komme med.












