Løsning
Min nuværende løsning på dueproblemet, som den må se ud fra lejlighederne på den anden side af vejen:
Hver morgen.
Jeg arbejder videre på det.
Nadia
About Nadia
Posts by Nadia Dackel:
Familie
Jeg synes det sværeste ved at være i en stor sammenbragt familie er, at jeg ikke kan være helt sikker på, at alle føler jeg er lige så meget deres familie, som jeg føler de er min. På mange måder synes jeg, det kan være mere kompliceret end et kæresteforhold, hvor man da i det mindste kan spørge: “Er vi egentlig kærester eller hvad?”.
Det sker ofte, at jeg bliver usikker og får lyst til at spørge, hvor jeg rangerer i forhold til den ægte familie. Ven af familien? Tæller jeg som barnebarn? Som en grankusine? Eller bare som min søsters søster, og ikke et medlem? Er vi stadig familie om 10 år? Kan jeg blive frasorteret?
Heldigvis har jeg en løsning på problemet:
Åh hvor nuttet. Og desperat! Men så kan det være, at vi en gang for alle kan holde ord som blod, genetik og biologi ude af billedet.
Nogen gange bliver jeg træt af mig selv
Nej, okay, jeg tog det måske ikke så tungt at jeg faktisk gik i seng. I stedet beklagede og brokkede jeg mig længe, overvejede seriøst at udskyde sukkerfri uge og var fuld af selvmedlidenhed. Da det gik op for mig hvor irriterende selskab jeg var, satte jeg mig ind til computeren og surmulede.
Min kæreste er heldigvis det mest tålmodige menneske i verden. Hvis det var mig, der skulle høre på alt det brok over en simpel pandekage (noget jeg i øvrigt bager mindst en gang om ugen), så havde jeg kvitteret med et spark i røven.
24 er det nye sort
For et stykke tid siden overhørte jeg to teenagepiger midt i en dyb samtale om alder. Den ene pige fortalte den anden om, hvor fantastisk det var at være fyldt 16. Det var nemlig helt anderledes end at være 15 år. Mere voksent. Den anden pige var ivrig efter at give hende ret, og pointerede at det jo også helt sikkert blev bedre og bedre, jo ældre man blev. Altså indtil man blev 20, derefter blev det for voksent.
Det forstod jeg ikke. Jeg har godt fanget, at jeg ikke nødvendigvis befandt mig i nærheden af Danmarks to snedigste teenagere, men alligevel… Hvad i alverden er der galt med tyverne? Hvad har teenagealderen at konkurrere med?
Da jeg var 13, var jeg på toppen – når det kommer til at være akavet og usikker. Jeg var fanget i folkeskolen, og var bestemt ikke tilfreds med mit liv.
Ja, dengang jeg gik i syvende klasse fandtes facebook og facebookvenner ikke. For at kunne dokumentere sin popularitet gjaldt det i stedet om at være i besiddelse af flest muligt mobilnumre.
Da jeg var 16 blev jeg lidt mindre akavet, til gengæld blev jeg endnu mere usikker. Nogle gange kunne følelsen af total usikkerhed eksploderer, således at alle andre (mere relevante) tanker blev helt og aldeles undertrykt. Alt blev ophøjet til livskriser af den alvorlige slags. Der var konstant drama.
Da jeg var 18 flyttede jeg straks hjemmefra. Jeg følte mig meget voksen.
Jeg følte mig også skræmt, og fordi hele min SU gik til husleje var jeg ret fattig. Det begrænsede min frihed ret markant. De vilde byture var der ikke mange af. Jeg nægtede dog at arbejde, fordi jeg syntes det gik ud over mine karakterer. Det var ikke de fedeste omstændigheder at leve under, men det overgik stadig at bo hjemme.
Min teenagetid var slet ikke forfærdelig. Den kan bare overhovedet ikke måle sig med mit liv i tyverne. Hvem tænker nogensinde tilbage på sine teenagedage, og ønsker at være der igen? Det er da den mest kaotiske og usikre tid i ens liv!
Personlig udvikling
Da jeg som 13-årig var i Edinburgh med min ungdomsklub, sad vi på en plads fyldt med duer og spiste morgenmad. Pludselig så jeg en engelsk dreng på knapt 5 år, der synes det var vildt sjovt at hoppe på duernes haler. Jeg var dybt forarget, og da han ikke reagerede på mit høflige “please stop”, endte jeg med at råbe af ham på dansk. Det hjalp heller ikke rigtig, men det fik hans mor til at hente ham og forlade pladsen. Jeg var Nadia, duernes beskytter.
Sådan er det ikke længere. Lige nu overvejer jeg, hvordan jeg bedst muligt kan dræbe den due, der har bestemt sig for at bygge rede på min altan. Den har syltet alt ind i klam patogen-befængt duelort, der nærmest kun kan fjernes ved brug af saltsyre. Jeg hader den og alle dens ulækre venner. Nadia, 24 år, har ingen overbærenhed når det gælder de flyvende rotter.
Hvis bare jeg havde et haglgevær…
Måske man skulle åbne vinduet, før man skyder?