Nadia

Min mor hentede for nyligt den sødeste lille gravhundehvalp i en kennel på Sjælland. En lille hvalp der stammer fra min afdøde mormors avl.

Jeg elsker den. Elsker, elsker, elsker. Jeg var med nede at hilse på den, inden den blev gammel nok til min mor kunne tage den med hjem, og jeg endte med at sidde at overkysse alle kennelejerens andre hvalpe. Hvis jeg ikke havde boet i en lejlighed, hvor det ikke er tilladt at holde hund, havde jeg ikke været stærk nok til at sige nej til en hvalp derfra. Uanset hvad Kasper havde måtte mene om den sag.

Kennelejeren har imidlertid ikke kunne afsætte en sidste tæve fra kuldet, som derfor mangler en god familie. En med tid og tålmodighed til det arbejde det er at have gravhund. En familie der til gengæld er garanteret masser af gravhundekærlighed langt ude i fremtiden. Helt gratis.

Der er masser af gode argumenter for at sige ja. Se selv HER.

Hvis det har interesse, er du velkommen til at kontakte mig på min mail.

UPDATE: Gravhunden har fået et godt hjem. Tusind tak for jeres hjælp!

Jeg fik min første pony, den dag jeg fyldte 6 år. En lille, skimmel welsh mountain-blanding der pludselig stod og kiggede på mig inde i køkkenet, da jeg gik ind for at få morgenmad.
Jeg husker ikke rigtig at have ønsket mig den. Måske fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig sådan en gave, på trods af vi boede på en bondegård, og alle omkring mig havde hest (inklusiv min mor). Men jeg elskede Dominik uendeligt højt, og han er til dato den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået.

Det har altid ligget i kortene, at min sport skulle være ridning. Så jeg red. Selvom min nuttede Dominik smed mig af hver eneste dag. Og de heste der fulgte efter, da Dominik blev for lille, ikke ligefrem var mit valg og var alt for store og voldsomme til en pige, der aldrig skulle vokse sig højere end 1.60.
Til sidst fik jeg nok at hestepigesladder, bokse der skulle muges og ridning som daglig pligt. Af at være bange hver dag når jeg sad på en hest, der var 15 cm højere end mig selv. Af en sport jeg ikke selv havde valgt og som pludselig virkede taberagtig og tidskrævende.

Nu savner jeg det. Jeg har været væk fra hestene længe nok til at huske alt det gode og at have glemt alt det hårde arbejde.
Lige nu sidder jeg og klikker rundt på den blå avis og drømmer om den dag, hvor jeg får penge og tid nok til at købe mig min egen hest – en hest jeg selv har valgt, og som jeg kan passe på præcis den måde, jeg synes er rigtig. Som jeg kan kysse på mulen, ride på i skoven og som måske en dag kan blive lige så højtelsket som lille Dominik.

Jeg har lidt dårlig samvittighed over igen at have droppet lektiecaféen, men jeg må indrømme, at det der frivilligt arbejde fungerede en del bedre, da man ikke var på universitetet mindst 8 timer om dagen.