For en måneds tid siden skrev Radikal Ungdom og spurgte, om jeg ikke ville lave en stribe til dem.
Det var lidt af en udfordring, for jeg synes ikke, jeg bare kunne sende et omskrevet blogindlæg, og jeg ville egentlig også gerne sende noget, der havde med de radikale at gøre. Samtidig skulle striben overholde de krav jeg har til bloggen, som at situationen jeg tegner skal have fundet sted.
Resultatet kan ses her:
(klik for større billede)
“Min ph.d.-studerende” – yeah right. Det lyder lidt hen ad: “Jeg fik lige en helvedes masse penge, så jeg ansatte en assistent, der er bedre uddannet end mig selv”.
På den anden side har jeg jo slet ikke brug for en assistent, når den pågældende ph.d.-studerende er så flink at sørge for, jeg slipper for at tage på universitetet i weekenden. TAK!
Han er min nye bedste ven!
Jeg er ikke ligefrem nogen gourmet, men jeg vil vove at påstå, at noget var gået galt. Der var intet sprødt i den, i stedet lå der bare en solid bunke kold andeskind.
Nu drømmer jeg i stedet om Klidmosters version. Som jeg bliver nødt til at lave selv.
Livet er hårdt!
Der er lige åbnet en Lidl i nærheden. Vi har ikke været der endnu. Jeg har aftalt med Kasper, at vi snart skal på rekognoscering derovre, så vi kan undersøge om butikken er noget værd, før vi planlægger seriøse indkøb. Det er vigtigt at være grundig med den slags!
Sådan forestiller jeg mig turen:
Sådan forestiller Kasper sig det:
Man ved bare, man er blevet en pænt irriterende nørd, når man kan blive så irriteret over så ligegyldig en sang…
“Øhm hallååå! Hvis dit blod var radioaktivt, så ville du jo lissom dø, ikk’!”, er det eneste, jeg kan tænke, når hendes elendige sang forpester min radio.
Ligefør man overvejer at investere i et transportabelt iPod-anlæg, så man ikke skal leve af P3 en hel arbejdsdag ad gangen…
Min mor prøvede ihærdigt at fortælle om deres tur til New York. Desværre var jeg allerede optaget af et meget vigtigere emne – nemlig hvad deres nye gravhund skal hedde:
