Uncategorized

Som I muligvis har læst herinde en enkelt gang eller to, fik jeg i september en stilling som ph.d.-studerende på Københavns Universitet. I dag får I så (langt om længe) en kort og simplificeret forklaring på, hvad jeg går rundt og laver.

Til dem af jer, der ikke ved det, skal det kort siges at et ph.d.-studium er en 3-årig forskeruddannelse, hvori der indgår nogle meget veldefinerede mål:

Selve mit projekt handler om sygdommen Dravet Syndrom, der er en sjælden form for epilepsi. Man opdager typisk sygdommen hos spædbørn, når de er omkring 6 måneder, ved at de får kramper. Som regel opstår kramperne første gang mens barnet har feber, eller mens det er i et varmt bad. Barnets kognitive og motoriske udvikling går langsomt i stå, og som det ældes, vil de epileptiske anfald blive hyppigere. En del af børnene dør, før de når at blive voksne, og de som overlever barndommen, kan have så svære hjerneskader, at de får brug for støtte og hjælp resten af deres liv. For at begrænse skaderne mest muligt, er det vigtigt at få barnets epileptiske anfald under kontrol så hurtigt man kan. Desværre er der i dag meget få behandlingsmuligheder…

Enter Nadia!

Måden vi har tænkt os at arbejde hen mod en potentiel behandling, er ved at kigge nærmere på mekanismerne bag epilepsisygdommen. Jeg har skrevet lidt om epilepsi her og her, så det er ikke noget jeg vil gå i detaljer med igen (og faktisk kan man også påstå, at den forklaring jeg i sin tid gav om mit speciale er endt med at passe noget bedre til mit ph.d.-projekt). I stedet får I nu børnehaveversionen:

Forestil jer, at der er to slags celler i hjernen: Festcellerne og politibetjentene. De festlige celler tænker kun på at fyre den af, og det fungerer også fint for alle os raske mennesker, fordi politibetjentene altid står klar, hvis det skulle tage overhånd. Men! Når børn får Dravet Syndrom, er det ligesom om politibetjent-cellerne bliver ineffektive og dovne. Betjentens startknap er simpelthen gået i stykker: Hvor der før havde været utallige kontakter, man kunne aktivere, er der nu kun meget få tilbage. Det er simpelthen ikke nok kontakter til at få politicellen i gang med sit arbejde.

I vores projekt forsøger vi at få betjentcellen op i omdrejninger igen. Man kan godt påstå, at det vi prøver, er at trykke helt vildt og hidsigt på de kontakter, der er tilbage, for at se, om det får cellen tilbage på sporet. I andre forsøg prøver vi at holde alle kontakterne inde. Hvis projektet lykkes, har vi måske fundet en ny metode til at fjerne netop denne type af epilepsi.

Det er selvfølgelig, hvad jeg håber allermest på. Det kunne jo være meget sejt at være med til at bane vejen for en kur, samtidig med man lige hev en ph.d.-titel i land. Men ud over en masse arbejde, kræver projektet selvfølgelig også en del held. Jeg håber, I vil være med til at krydse fingre for mig de næste tre år.

Ja, jeg ved godt, det er sådan for langt de fleste. Jeg havde bare ikke regnet med, det også ville gælde for mig!

Senere samme dag:

Nogen ting er bare sjovere, når det ikke går ud over en selv.

Man ved bare, Jonas har inficeret én med sin dårlige humor, når han ikke engang behøver fremsætte sin klamme joke, før man griner.