Det er svært ikke at mindes, hvor kikset jeg var, dengang det var min tur – komplet med skæve tænder, tøj købt i panik to dage før, ufotogen opførsel foran kameraet, akavet latter, samt ikke at forglemme utallige paniske tanker om, hvor pinligt det kunne udvikle sig at have menstruation den ene dag i sit liv, man skulle have hvidt tøj på.
Jeg håber min kusine klarer sig gennem dagen med lidt mere ynde.
Ved virkelig heller ikke hvad jeg havde forestillet mig efter kæmpe savn og 4 timers søvn (damn you lufthavnsboghandel!). Håber bare Kasper kan se sin kæreste et sted derinde bag den snottede og snøftende pige, der på en eller anden måde er kommet til at dominere hans Skype-samtaler.
Jeg er virkelig træt af, jeg skal være sådan her. Jeg vil jo bare gerne vise ham, at jeg har det fint med, han er afsted – hvilket jeg faktisk også havde, indtil jeg tog ned at besøge ham og pludselig skulle igennem den store farvel-scene igen.
Måske bliver det bedre, når weekenden kommer lidt på afstand og hverdagen vender tilbage?
Ja, det kan da godt være en smule romantisk at gå at savne hinanden. Og ja, man får da lidt ekstra frihed. Men helt ærligt? Langdistanceforhold stinker. Jeg hader det.
Især den del hvor man siger farvel i lufthavnen efter to fantastiske dage sammen.
Jeg kan aldrig vise mig i Tegel igen!
